Efter forslaget opfordredes indenrigsministeren til at fremsætte lovforslag om katastrofeværn og offentligt redningsvæsen efter følgende retningslinjer:

1. Værnets opgave er

a. at yde assistance ved ulykker med personskade,

b. at yde assistance ved større materielle skader, brande, oversvømmelser m. v.,

c. at eftersøge og yde bistand til personer, der formodes forulykkede eller i nød på hav eller sø og tilsvarende på land.

d. Under ekstraordinære forhold kan værnet tildeles bevogtningsopgaver.

2. Værnets personel er dels et fast stampersonel med specialuddannelse, dels et udskrevet mandskab. Det udskrevne mandskab optrænes på et kursus, hvis varighed nærmere fastsættes i loven, og fungerer herefter ved tilkaldelse i en nærmere fastsat periode.

3. Værnet ledes af en centralstyrelse og regionale afsnitsledelser.

4. Værnets materiel er det civilforsvaret tillagte og statens civile og militære redningsvæsens materiel. Ved overgangsbestemmelser inddrages også det kommunale materiel under værnet.

5. Ved overgangsbestemmelser får værnet eneret og pligt til at påtage sig de under 1 nævnte opgaver i det omfang, der kræves organiseret assistance.

6. Det særlige civilforsvar nedlægges.

Forslaget var i alt væsentligt en genfremsættelse af det af medlemmer af socialistisk folkeparti den 31. marts 1966 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af katastrofeværn og offentligt redningsvæsen (årbog 1965-66, side 572).

På enkelte punkter var dog foretaget visse ændringer. Dette gjaldt således forslagets punkt 2, hvori der efter det nye forslag åbnes mulighed for i lovgivningen at fastsætte uddannelsestiden.

Ændringen begrundedes ved fremsættelsen af ordføreren for forslagsstillerne, Kurt Brauer (SF), således:

„Socialistisk folkeparti ønsker herved at udskyde afgørelsen af uddannelsestidens længde, til en behovsundersøgelse kan være gennemført af særligt sagkyndige. Men det skal allerede her i den skriftlige fremsættelse understreges, at mit parti fastholder, at vi finder det urimeligt, at man i den nugældende lovgivning opretholder en så lang tjenestetid i civilforsvaret, at ingen saglig begrundelse kan tale derfor. De civilforsvarspligtiges „ligestilling" med de militære værnepligtige finder mit parti fortsat, med de tidligere fremsatte begrundelser, er aldeles uantagelig."

Ved 1. behandlingen tog indenrigsministeren, ligesom indenrigsministeren gjorde det i 1966, afstand fra forslaget. Først og fremmest var han helt uenig i det, der var et af hovedformålene med forslaget, nemlig afskaffelse af civilforsvaret. Investering i civilforsvaret, der under en krig skal varetage rent humanitære hjælpeopgaver, måtte betragtes som en del af den forsikringspræmie, som samfundet må betale for at være bedst muligt rustet til at hjælpe befolkningen mod følger af en krigs ulykker.

Ministeren kunne i øvrigt oplyse, at man i indenrigsministeriet for tiden behandlede et forslag fra civilforsvarsstyrelsen om etablering af et såkaldt fredsmæssigt katastrofeberedskab. Forslaget indebar dels en øget anvendelse af civilforsvaret under katastrofer i fredstid, dels en udbygning af samarbejdet mellem civilforsvaret og andre institutioner, der yder bistand under katastrofer.

Bortset fra forslagsstillernes eget parti og venstresocialisterne kunne heller ikke ordførerne for partierne tiltræde forslaget. Det blev imidlertid fra flere sider erkendt, at der kunne være spørgsmål vedrørende civilforsvarsordningen, som burde overvejes nærmere. Der var derfor enighed om at henvise forslaget til behandling i et folketingsudvalg. Udvalget afgav ikke betænkning.