Ved folketingsbeslutningen gav folketinget sit samtykke til Danmarks ratifikation af følgende den 24. november 1967 undertegnede konventioner:
1. konventionen om hvedehandel,
2. konventionen om fødevarehjælp med en fælles præambel.
Om baggrunden for det fremsatte forslag til folketingsbeslutning anføres følgende fra forslagets bemærkninger:
„Som led i den række af forhandlinger om generelle toldnedsættelser (den såkaldte Kennedyrunde), der i årene 1962-67 fandt sted inden for rammerne af Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel, GATT, sluttedes en overenskomst om grundlaget for forhandling om en international kornordning indeholdende bestemmelser dels om priser, leveringsforpligtelser m. v. i den internationale hvedehandel, dels om et internationalt fødevarehjælpeprogram. Overenskomsten undertegnedes den 30. juni 1967 i Genève af 18 lande — herunder Danmark — der forpligtede sig til at deltage i snarlige forhandlinger om udformningen af den nye kornordning og søge denne tiltrådt snarest muligt.
For Danmarks vedkommende undertegnedes overenskomsten med forbehold om godkendelse af folketinget, som blev givet den 23. november 1967.
De i Genèveoverenskomsten forudsete forhandlinger om en international kornordning fandt sted i Rom i tiden 12. juli-19. august 1967. Som resultat af forhandlingerne oprettedes en international kornordning 1967, der med en fælles præambel forener to adskilte legale instrumenter: en konvention om hvedehandel og en konvention om fødevarehjælp. Denne aftalekonstruktion, der er resultatet af et kompromis mellem USA og EEC, muliggør, at Sovjetunionen, der var deltager i den hidtidige hvedeaftale, men som ikke ønskede at deltage i forhandlingerne i Rom, eventuelt senere vil kunne tilslutte sig konventionen om hvedehandel uden at forpligte sig til fødevarehjælp."
Om de to konventioner skal følgende anføres:
Konventionen om hvedehandel er med forskellige ændringer en videreførelse af den internationale hvedeaftale fra 1962. Konventionens formål er at sikre de importerende medlemslande tilførsler og de eksporterende lande afsætning af hvede og hvedemel til rimelige og stabile priser. Den pålægger importlandene forpligtelse til at aftage en vis procentdel af deres samlede importbehov hos andre deltagerlande til priser inden for en fastsat prisramme, medens eksportlandene forpligtes til at fremskaffe tilstrækkelige mængder hvede til at dække importlandenes behov, ligeledes til priser inden for prisrammen.
Danmark har ikke siden 1959 været deltager i de internationale hvedeaftaler, og den danske interesse i at tilslutte sig den nu oprettede konvention er isoleret set begrænset i betragtning af den beskedne danske eksport og import af hvede. Den i Genève vedtagne kornoverenskomst var imidlertid et nødvendigt kompromis for en positiv afslutning på Kennedyrunden.
For de i Genève forpligtede lande samt for enkelte andre lande er der fastsat procentuelle importforpligtelser over for eksportlandene henholdsvis for den situation, at Sovjetunionen holder sig uden for aftalen, og for det tilfælde, at den tilslutter sig denne. Selv om Danmark i de sidste 5 høstår udelukkende har importeret hvede fra lande, der kan forventes tilsluttet den nye hvedeaftale, har man fra dansk side fastholdt en maksimumsforpligtelse for de to situationer på henholdsvis 70 og 85 pct. Man har herved bevaret muligheden for import fra udenforstående østlande, såfremt disse på ny viser interesse for salg af hvede som modydelse for køb af danske varer.
Som deltager i konventionen bliver Danmark forpligtet til at bidrage til Det internationale Hvederåds administrationsudgifter.
Ved konventionen om fødevarehjælp har signatarlandene forpligtet sig til at deltage i et fødevarehjælpeprogram til fordel for udviklingslandene, hvorved der skal tilføres disse en ekstra fødevarehjælp på i alt 4,5 mill. tons korn årlig, hvilket foruden at gavne udviklingslandene vil medføre en aflastning af det kommercielle kornmarked for pristrykkende udbud af overskudslagre.
Danmarks andel i programmet udgør 0,6 pct. eller ca. 27.000 tons årlig. Opfyldelse kan ske enten ved levering af korn eller ved kontantbidrag, leveret enten som gave eller mod et vederlag i modtagerlandets valuta, som ikke må kunne udføres fra modtagerlandet eller konverteres til valuta eller varer og tjenesteydelser til brug for giverlandet.
Konventionen tillader giverlandene at bestemme, hvilke udviklingslande deres hjælp skal tilfalde. I et til konventionen hørende konferencedokument fortolkes denne bestemmelse således, at hjælpen kan ydes enten bilateralt eller gennem FNs og FAOs Verdensfødevareprogram (WFP).
Opfyldelsen af Danmarks forpligtelser i henhold til konventionen om fødevarehjælp vil koste ca. 13 mill. kr. årlig i konventionens 3-årige gyldighedsperiode. Dette beløb er den i henhold til konventionen beregnede f.o.b.-værdi af 27.000 tons hvede.
Der er endnu ikke taget stilling til, om Danmarks opfyldelse af konventionen om fødevarehjælp skal ske på bilateral basis eller gennem verdensfødevareprogrammet. Opfyldelse gennem WFP vil antagelig medføre en merudgift på ca. 3 mill. kr. til dækning af fragt- og administrationsomkostninger, men kan samtidig rumme visse administrative og politiske fordele. Den svenske og formentlig den norske hjælp i henhold til konventionen vil blive ydet gennem WFP.
Begge konventioner træder i kraft den 1. juli 1968 og er bindende for 3 år.
Ved fremsættelsen af forslaget udtalte den fungerende udenrigsminister, Hilmar Baunsgaard, bl. a :
„Konventionerne synes ikke at frembyde vanskeligheder for de berørte erhverv, med hvem de har været drøftet forud for forhandlingernes afslutning.
Indsatsen mod levnedsmiddelmangelen har stedse været et højt prioriteret mål for den danske u-landshjælp. Den væsentligste del af vor bilaterale hjælp ydes således i form af direkte leverancer af fødevarer eller med det sigte at fremme de fattige landes egen produktion af sådanne varer. Hvad den multilaterale hjælp angår, følger vi den samme linje, idet Danmark er den tredjestørste bidragyder — efter USA og Canada — til verdensfødevareprogrammet.
Den konvention om fødevarehjælp, som nu er forelagt folketinget, vil være et værdifuldt led i kampen mod sulten i verden og vil også bidrage til en økonomisk udvikling af de tilbagestående områder."
Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges — uden at have været undergivet udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt.