Ved fremsættelsen af lovforslaget henviste socialministeren til, at omsorgsloven af 1964 indeholdt en revisionsbestemmelse, hvorefter loven skulle tages op til revision i folketingsåret 1967-68. Den gældende lov havde virket tilfredsstillende, men på grundlag af de gjorte erfaringer blev der foreslået en række forbedringer:

Det pålægges kommunerne at drage omsorg for en egentlig vejledning af pensionisterne med hensyn til deres rettigheder ifølge lovgivningen, ligesom det pålægges kommunerne at yde hjælp ved indretning af en pensionists hjem, så det bliver bedre egnet som bolig for den pågældende. Det pålægges endvidere kommunerne at yde pensionisterne nødvendige hjælpemidler i det daglige, for eksempel hjælp til anskaffelse af telefon, således at de kan klare sig bedre i hjemmet. Der blev dernæst foreslået ændring af refusionsreglerne, således at halvdelen af kommunernes udgifter til det typiske omsorgsarbejde vil kunne afholdes af pensionslovenes rådighedsbeløb, hvilket indebærer forbedret ydelse af statsrefusion. Der stilles krav om, at planer for oprettelse af daghjem, d. v. s. institutioner for de alvorligst handicappede hjemmeboende pensionister, skal forelægges socialministeren til godkendelse. Det samme gælder for rekreationshjem og for andre særlige hjem for invalide- og folkepensionister. Der er samtidig givet hjemmel for ydelse af refusion til disse institutioner. Reglerne om, hvornår der skal indgås overenskomst mellem kommunen og et privat alderdoms- eller plejehjem, samt reglerne om, hvornår dette skal overgå til at være en selvejende institution, skærpes, således at disse krav stilles i tilfælde, hvor der er indlagt mindst 8 pensionister, medens kravene efter loven af 1964 forudsætter, at der er indlagt mindst 12 personer, hvis ophold helt eller delvis betales af offentlige midler. Endelig blev der foreslået visse ændringer i de økonomiske forhold i forbindelse med pensionisters ophold på de kommunale alderdoms- eller plejehjem eller på private alderdoms- eller plejehjem, med hvilke der er indgået overenskomst i henhold til de herom gældende regler. Bortfald af pensionen sker således først med udgangen af den måned, der følger efter indlæggelsesmåneden, ligesom der af socialministeren fastsættes en øverste grænse for den betaling, der kan kræves af en pensionist for ophold på et hjem. Endelig åbnes der mulighed for ydelse af personlige tillæg til pensionister på alderdoms- eller plejehjem.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse.

Niels Mørk (S) hæftede sig navnlig ved vejledningspligten, som han fandt imødekom et vigtigt behov. P. E. Eriksen (V) pegede på en opgavedeling mellem primær- og sekundærkommune, således at den sidstnævnte virkede koordinerende med hensyn til planlægning, visitering m. v. Han indtog en kritisk holdning med hensyn til at skærpe kriteriet for, hvornår et plejehjem skal være en selvejende institution, hvilket synspunkt fandt tilslutning hos Clara Munck (KF). Kampp (SF) fandt, at man i endnu højere grad kunne pålægge kommunerne forpligtelser med hensyn til omsorgsarbejdet. Grethe Philip (RV) anmodede socialministeren om at støtte kommunerne ved gennemførelsen af deres pligt til vejledning og rejste det spørgsmål, hvorvidt de mange private plejehjem, som ikke har overenskomst, kunne siges at være af fuldt forsvarlig standard. Inger-Lise Bech Hansen (LC) pegede bl. a. på nødvendigheden af, at yngre pensionister anbringes blandt jævnaldrende.

Lovforslaget blev henvist til et udvalg, som ikke nåede at afslutte sit arbejde, inden folketingsvalget blev udskrevet.