Lovforslaget fremsattes under hensyn til § 21, stk. 2, i lov nr. 205 af 16. juni 1962 om beskyttelse af forædlerrettigheder for planter, jfr. lov nr. 345 af 9. december 1964, hvorefter forslag til revision af loven skulle fremsættes for folketinget i folketingsåret 1967-68.

Forslaget bygger på en indstilling fra en arbejdsgruppe, som landbrugsministeriet nedsatte i september 1966, efter at landbrugets og handelens organisationer havde fremsat anmodning om, at Danmark ratificerer den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder, oprettet i Paris den 2. december 1961 og underskrevet af Danmark den 26. november 1962. Da der var rejst spørgsmål om, hvorvidt ovennævnte lov af 16. juni 1962 fuldt ud opfylder konventionens krav, fik arbejdsgruppen til opgave at undersøge dette spørgsmål og eventuelt komme med indstilling om ændringer af loven.

Lovforslagets hovedsigte er at ændre karakteren af den ret, der skal indrømmes forædlere.

Efter loven af 16. juni 1962 har der været pålagt forædleren pligt til at stille formeringsmateriale af den beskyttede plante til rådighed for almenheden gennem de for planter af den pågældende art sædvanlige handels- og produktionsled, men således at forædleren har ret til af enhver, der erhvervsmæssigt formerer plantenyheden, at opkræve en afgift, som forædleren selv fastsætter med den begrænsning, at afgiften ikke må være urimelig.

Disse bestemmelser foreslås nu ændret således, at forædlerens forudgående tilladelse — ligesom ifølge konventionen — skal være nødvendig til erhvervsmæssig fremstilling af formeringsmateriale med salg for øje samt til salg af sådant formeringsmateriale. Forædleren skal selv kunne bestemme, i hvilket omfang og på hvilke vilkår han vil give tilladelse. Forædlerens ret omfatter således kun formeringsmaterialet, herunder — for vegetativt formerede planter — hele planter, og tilladelse kræves ikke til brugen af en beskyttet plantenyhed til forædlingsarbejde.

I forædlerens ret kan der — ligeledes i overensstemmelse med konventionen — kun gøres indskrænkninger af hensyn til offentlige interesser. Disse begrænsninger er bl. a. forædlerens pligt til at medvirke til, at plantenyheden vinder udbredelse, og at dette sker til rimelige priser. Pligtens opfyldelse sikres ved individuelle tvangslicenser eller ved generelle tvangslicenser og derved, at der gives adgang til at kræve urimelige vilkår ændret. Administrationen af sager herom henlægges til et særligt nævn, vilkårsnævnet for plantenyheder.

Efter forhandling med justitsministeriet er der herudover i forhold til arbejdsgruppens indstilling foretaget enkelte ændringer af ren lovteknisk karakter, ligesom der yderligere er foretaget visse mindre ændringer i lovforslaget uden principiel eller afgørende betydning.

I forbindelse med lovforslagets fremsættelse udtalte landbrugsministeren bl. a. følgende:

„Hovedproblemet er — som det også fremgår af betænkningen og bemærkningerne til lovforslaget — spørgsmålet om omfanget af forædlerens ret.

Vi har efter den gældende lov givet forædleren ret til afgift, men det er ikke nok. Han skal have en eneret til fremstilling af formeringsmateriale. Dette kan nok give anledning til betænkeligheder, men man mener, at betænkelighederne stort set er overvundet ved det fremsatte lovforslag.

Bortset fra blomster til salg omfatter forædlerens ret ikke det færdige produkt. Dette vil sige, at forædleren ikke kan modsætte sig, at en landmand bruger frø af en beskyttet plantenyhed til at avle f. eks. foderplanter eller frø udelukkende til egen udsæd, og der kan efter konventionen træffes foranstaltninger til at sikre forsyningen af markedet, hvilket også er gjort dels ved at pålægge forædleren pligt til at lade plantenyheden vinde udbredelse, dels ved regler om tvangslicensèr.

Selv om ikke alle betænkeligheder hermed er ryddet af vejen for frøplanterne, må det dog siges, at problemerne her er forholdsvis små, og dette gælder også kartofler.

Noget anderledes stiller det sig med andre vegetativt formerede planter end kartofler, især planteskolernes planter.

Efter konventionen er forholdet nemlig det, at hele planter, der fremstilles erhvervsmæssigt med salg for øje, også er omfattet af forædlerens ret, d. v. s. planteskolerne skal have forædlerens tilladelse til at producere f. eks. småtræer til salg til udplantning, hvis det drejer sig om beskyttede plantenyheder.

Planteskolerne føler sig utrygge ved denne regel. De er bange for alvorlige indgreb i erhvervsfriheden, herunder f. eks. deres adgang til at eksportere. Dette fremgår af bilag E til lovforslaget, hvori det meddeles, at Almindelig dansk Gartnerforening den 7. september 1967 har vedtaget en resolution, hvori der bl. a. gives udtryk for ønsket om, at erhvervets hævdvundne frihed til produktion og afsætning respekteres.

Jeg forstår disse synspunkter, og jeg mener også, at lovforslaget i videst muligt omfang har taget hensyn hertil. Dels indeholder forslaget i den nye § 15 b en bestemmelse om, at der bl. a. til modvirkning af væsentlig forringelse af vilkårene for en erhvervsgren kan gives forædleren pålæg om at give enhver egnet producent tilladelse til at formere og sælge den beskyttede plantenyhed. Dette er i overensstemmelse med konventionens artikel 9, der tillader indskrænkninger i forædlerens ret, når en offentlig interesse kræver det, og ved lovforslaget anerkendes det altså som en offentlig interesse, at en erhvervsgrens vilkår ikke forringes væsentligt ved den ret, der gives forædleren. Derudover indeholder forslaget i § 3 en midlertidig bestemmelse om, at forædlerens ret vedrørende vegetativt formerede planter — undtagen kartofler — indtil videre skal være undtaget fra den nye hovedregel om forædlerens ret. Herefter får forædleren af vegetativt formerede planter (bortset fra kartofler) en ret, der i alt væsentligt svarer til den nuværende lov, men med den ændring, at han har krav på, at der ikke benyttes formeringsmateriale, som ikke er fremstillet på grundlag af materialet, der er leveret af ham. Den særlige undtagelsesbestemmelse er tænkt foreløbig at skulle gælde indtil næste lovrevision, der foreslås henlagt til 1973-74. Man må så til den tid se, hvordan udvildingen er forløbet. Men allerede inden dette tidspunkt kan enkelte grupper ifølge § 3, stk. 9, overføres fra undtagelsesreglerne til lovens almindelige regler om forædlerens ret, og sådan overførsel skal ske i tilfælde, hvor internationale forpligtelser — herunder navnlig konventionens tidstabel for inddragelse af plantegrupper under konventionens regler — nødvendiggør det.

Jeg mener, at man herved har gjort ret og skel til alle sider, og dette støttes også af, at betænkningen om lovændringerne er enstemmig, et forhold, jeg lægger stor vægt på."

Lovforslaget blev velvilligt modtaget ved 1. behandling.

Bjørn Larsen (SF) var dog ikke helt sikker på, at lovforslaget ville sikre mod misbrug af forædlerrettighederne. Ligesom de fleste andre ordførere fandt han det af værdi, at et udvalg fik lejlighed til at høre bl. a. erhvervenes mening.

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, nåede ikke at afgive betænkning, inden folketingsvalget blev udskrevet.