Lovforslaget havde tilknytning til det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af vandløbsloven, jfr. nærmest foregående sag, og indeholdt forslag til ændringer i lov nr. 213 af 31. marts 1949 om landvæsensretter.

Nogle af ændringsforslagene var udformet på grundlag af forslag fra den af landbrugsministeriet i 1957 nedsatte spildevandskommission, jfr. betænkning nr. 431 afgivet i 1966. Andre ændringsforslag tilsigtede at imødekomme en henvendelse fra Advokatrådet om at bringe behandlingen af erstatningssager i overensstemmelse med almindelige retsplejeprincipper.

Af lovforslagets indhold skal her anføres følgende:

Ved en tilføjelse til lovens § 7 åbnes der adgang for landbrugsministeren til at nedsætte faste landvæsenskommissioner, hvis det findes påkrævet i byudviklingsområder, og hvor det viser sig ønskeligt, at alle sager vedrørende et samlet, naturligt afstrømningsområde behandles for samme vandløbsret".

Ved en ændret affattelse af lovens § 26 er det præciseret, at spørgsmål, som normalt hører under de almindelige domstole, kun kan afgøres af landvæsensretter, når begge parter i tvisten er enige herom.

Endvidere er lovens § 31, stk. 1, foreslået ændret for at klargøre, at der i overensstemmelse med almindelige retsplejeprincipper består en adgang for parterne til at blive gjort bekendt med de for landvæsensretten foreliggende oplysninger, som er af betydning for vedkommende part.

Endelig skal det nævnes, at der i henhold til ændringsforslaget til lovens § 31, stk. 2, kan afholdes syn og skøn efter retsplejelovens regler, ligesom der er hjemlet parterne lejlighed til under en erstatningssag at gøre sig bekendt med og udtale sig om den teknisk sagkyndiges erklæringer, forinden sagen optages til kendelse.

Ved lovforslagets fremsættelse udtalte landbrugsministeren bl. a. følgende om landvæsensretternes virksomhed: „I den gældende lov er samlet regler for landvæsensretternes sammensætning og forretningsgang. Det er efter vore retlige traditioner en hensigtsmæssig fremgangsmåde til at sikre offentlighed og en grundig oplysning af sager, som behandles af sagkyndige instanser, at det foreskrives, at behandlingen skal ske i en retssags former, selv om der ikke består en aktuel tvist. Landvæsensretterne behandler f. eks. sager om gennemførelse af store fælles vandaflednings- og kloakanlæg, om hvis gavnlighed der ikke er uenighed mellem grundejerne og vedkommende kommune. Her varetager landvæsensretten en række interesser uden for den kreds, som er direkte interesseret i anlægget. Mest aktuelt i dag, hvor ogsa vandløbslovens spildevandsbestemmelser er til behandling, er det at nævne beskyttelsen af vandområder mod forurening. Vandløbsretten skal allerede nu, og det fremhæves yderligere i forslaget til lov om ændring af vandløbsloven, fastsætte krav om den fornødne rensning som vilkår for at tillade spildevandsanlægget. Denne opgave varetager retten på det offentliges vegne, og afgørelsen er ikke afhængig af parternes procedure.

Det forekommer imidlertid også, at der for landvæsensretten forelægges egentlige tvister til afgørelse, f. eks. erstatningskrav for skade på dambrug, eller at tvistigheder må afgøres i forbindelse med behandlingen af sager om gennemførelse af fælles anlæg. Hvor lovgivningen ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om særordninger, afgøres spørgsmål om loves og dokumenters fortolkning og om erstatning af de almindelige domstole."

Lovforslaget nåede ikke at komme til 1. behandling i folketinget inden udskrivningen af folketingsvalget.