Ved fremsættelsen af lovforslaget erindrede ministeren om, at den gældende lov af 1963 pålægger kommunerne at etablere husmoderafløsning inden 1. april 1968. Skønt endnu ikke alle kommuner på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse havde husmoderafløsning, havde den gældende lov på tilfredsstillende måde tilvejebragt grundlaget for ordningerne. Loven indeholdt imidlertid bestemmelse om, at den skulle optages til revision i folketingsåret 1967-68. Ministeren pegede på lovforslagets væsentligste nydannelser:

Husmoderafløsere kan således udsendes som børnehjælpere uden rekvisition i tilfælde, hvor der skal føres opsyn med et sygt barn. Dette sker uden lægerekvisition, såfremt der er tale om opsyn af højst 4 dages varighed. Der blev endvidere peget på, at husmoderafløsning efter den gældende lov normalt ydes, i indtil 14 dage, men dog kan udstrækkes ud over dette tidsrum, når der undtagelsesvis i det enkelte tilfælde skønnes at være behov derfor. Denne regel lempes således, ved at lade de kursiverede ord udgå, hvorved det klart tilkendegives, at skønnet skal udøves lempeligere. Ministeren omtalte endelig, at en obligatorisk undervisning af husmoderafløsere kunne være ønskelig, men at tiden efter de foreliggende oplysninger ikke var moden dertil.

Fra bemærkningerne til lovforslaget er der anledning til at fremhæve, at husmoderafløsningsordninger ville kunne tilrettelægges af flere kommuner i fællesskab, uanset at den gældende lovs udtrykkelige hjemmel herfor ikke var medtaget i lovforslaget. Der er endvidere grund til at fremhæve, at formålet med udsendelse af børnehjælpere var defineret ved, at hjemmene skulle kunne opnå bistand straks, ligesom de skulle kunne få hjælp, uanset at egentlig husmoderafløsning ikke var påkrævet. Det forudsattes, at forsørgeren var enlig, eller at begge forældre på grund af arbejde måtte være fraværende fra hjemmet.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse fra alle sider, selv om der fremkom enkelte kritiske bemærkninger. Viola Nørløv (S) fremhævede således, at tiden efter hendes opfattelse måtte være inde til at gøre uddannelsen obligatorisk. Eva Ree (V) fandt, at den medhjælpende hustru også kunne have brug for, at der til hjemmet kunne udsendes børnehjælpere. Hun fandt endvidere, at der måtte ses nærmere på de krav, der måtte stilles til en børnehjælper, bl. a. fordi undervisningen af husmoderafløsere ikke skulle være obligatorisk. Clara Munck (KF) pegede på, at der allerede udsendes husmoderafløsere til hjem med et sygt barn, skønt dette ikke har hjemmel i loven, og hun så helst, at man ikke anvendte udtrykket børnehjælpere, så længe dettes selvstændige indhold ikke var afgrænset. Hanne Reintoft (SF) ville foretrække, at der knyttedes særlige husmoderafløsere til børnehaverne og vuggestuerne, således at børnene ville være kendt med disse personer, når de kom i hjemmet som børnehjælpere. Hun fandt endvidere, at betalingsreglerne for modtagelse af husmoderafløsning burde lempes. Rigmor Christensen (RV) lagde stor vægt på, at de personer, der skulle have opsyn med syge børn, havde de fornødne kvalifikationer. Inger-Lise Bech Hansen (LC) fandt, at husmoderafløsningsuddannelsen burde være obligatorisk, ligesom socialministeriet burde sikre, at kommuner ikke afskar sig fra at få kvalificeret hjælp ved at tilbyde for små lønninger.

Det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist, nåede ikke at afgive betænkning, inden valget blev udskrevet.