Ved loven foretoges med virkning fra og med skatteåret 1968-69 enkelte ændringer i lov vedrørende personlig skat til kommunen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 40 af 5. februar 1966.

Den væsentligste af ændringerne går ud på at ophæve det særlige progressive beskatningssystem i hovedstadsområdet, således at der fremtidig kun bliver én kommunal beskatningsordning. Ophævelsen står i forbindelse med ophævelsen af skattefradragsreglen.

I hovedstadsområdet, d. v. s. København, Frederiksberg og de københavnske omegnskommuner, pålignedes efter de tidligere regler opholdskommuneskatten efter en progressiv rateskala. Af de på grundlag af denne skala udfundne beløb — grundbeløbene — beregnedes kommuneskatten med vedkommende kommunes udskrivningsprocent, der fastsattes for det enkelte skatteår på grundlag af kommunens udskrivningsbehov.

I landets øvrige kommuner beregnedes kommuneskatten derimod med en for alle kommunens skatteydere fælles beskatningsprocent, altså efter et proportionalt skattesystem.

Forinden skatten beregnes, nedsættes såvel i hovedstadsområdet som i det øvrige land indkomsten — d. v. s. den statsskattepligtige indkomst — med personfradrag samt eventuelt hustrufradrag, dette sidste beregnet efter statsskattereglerne.

Samtidig foretoges nogle i det væsentlige teknisk begrundede forhøjelser af de beløbsgrænser, der i kommuneskattelovens §§ 33, stk. 3, sidste punktum, og 34, stk. 2, er fastsat som afgørende for, om den kommunale andel af selskabsskatten skal fordeles mellem flere kommuner.

Ved 1. behandling af lovforslaget modtoges det med velvilje fra alle sider. Hans Lund (S) ville dog have fundet det rimeligere, om den i lovforslaget indeholdte skattefri bundgrænse havde været ansat højere, så den havde fulgt statsskatteskalaen, og hertil sluttede Sigsgaard (SF) sig. Flere af ordførerne fremhævede behovet for en snarlig revision af den kommunale opgave- og byrdefordeling.

Efter udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget uden ændringer ved 3. behandling enstemmigt med 156 stemmer.