Ordføreren for forespørgerne, Poul Schlüter (KF), fastslog i sin begrundelse for forespørgslen, at problemet om en effektivisering af statsforvaltningen var et af disse års politiske hovedemner. Alligevel havde folketinget sjældent lejlighed til at behandle det, bl. a. fordi arbejdet med det hvilede på ministerielle cirkulærer. Han erkendte, at der var sket visse fremskridt på en række specialområder, men alt i alt var det hans indtryk, at resultaterne af de senere års arbejde var for sparsomme. Virkelig dybtgående administrative reformer var udeblevet, og der savnedes fra regeringens side en principplan for forvaltningens fremtidige udvikling.

Poul Schlüter fremhævede en række konkrete problemer. På visse forvaltningsområder ville den moderne EDB-teknik muliggøre en centralisering af administrationen, medens decentralisering og henlægning til kommuner eller amter var en mulighed på andre felter. I denne forbindelse måtte man tage den kommende kommunalrevision i betragtning.

Det var et spørgsmål, om den nuværende sagsfordeling mellem ministerier og de forskellige administrationsområder var hensigtsmæssig. Den nuværende embedsstruktur var ikke tilstrækkelig smidig.

Tjenestemænd burde ikke ansættes under et for snævert felt af statsadministrationen. Også spørgsmålet om stillingsanalyse burde overvejes.

Han foreslog, at administrationsrådets indstillinger blev offentliggjort. I øvrigt fandt han, at rådets sammensætning burde være en anden, idet det ikke var rigtigt, at det overvejende antal medlemmer var embedsmænd med tilknytning til centralforvaltningen.

Økonomiministeren gav i sit svar indledningsvis en samlet redegørelse for det rationaliseringsarbejde, der siden krigens slutning havde fundet sted i en række udvalg og nævn med tilhørende sekretariater inden for centraladministrationen.

Det fremgik heraf, at der på en række punkter var opnået resultater af det arbejde, der var udført i årene 1946-64, men helhedsindtrykket af disse bestræbelser var, at resultaterne ikke var i overensstemmelse med de ønsker, man havde opstillet, og ikke havde holdt mål med udviklingen.

Disse erfaringer bevirkede, at regeringen den 19. november 1964 nedsatte et udvalg til overvejelse af den statslige rationaliseringsvirksomhed, som fem måneder senere afgav en betænkning om effektivisering af statsadministrationen.

Herefter skulle det grundlæggende rationaliseringsarbejde udføres i de enkelte styrelser under de enkelte ministres ansvar. Til støtte for en samordning af rationaliseringsarbejdet i styrelserne skulle oprettes et centralt råd med et sekretariat, der samtidig kunne virke som inspirerende serviceorgan for de enkelte styrelser. På denne baggrund nedsatte regeringen den 15. september 1965 statens administrationsråd.

Administrationsrådet havde i den forløbne 2 års periode søgt at sætte arbejdet i gang over en bred front og helt anderledes end tidligere søgt at inddrage de enkelte styrelser og det dér ansatte personale aktivt i arbejdet. Ministeren fandt, at administrationsrådet i denne periode havde taget værdifulde skridt i denne retning, men en sådan aktivisering over en bred front var ikke noget, man kunne gennemføre på kort tid.

Man måtte i øvrigt være opmærksom på de administrative konsekvenser af de love, der blev vedtaget i folketinget. Regeringen havde da også på administrationsrådets initiativ fra 1. januar 1967 indført den praksis at redegøre for lovenes administrative konsekvenser i bemærkningerne til lovforslagene.

Ministeren redegjorde derefter nærmere for det arbejde, administrationsrådet havde udført, idet han understregede, at arbejdet ikke så meget skulle vurderes ud fra de resultater, der aktuelt var nået, som ud fra, hvad der var sat i gang.

Administrationsrådets hovedopgave havde været at yde bistand ved styrelsernes igangværende eller planlagte rationaliseringsarbejde. Denne bistand ydedes under to forskellige former, dels i form af kursusvirksomhed og dels i form af rådgivning i forbindelse med styrelsernes planlægning og prioritering af rationaliseringsopgaverne samt vejledning ved rationaliseringens gennemførelse.

Foruden bistanden til de enkelte styrelser havde rådet selv tilrettelagt og gennemført undersøgelser af rationaliseringsopgaver, der berørte flere eller samtlige styrelser, såkaldt tværgående undersøgelser.

Der var nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for de interesserede ministerier med henblik på en koordinering af centraladministrationens strukturrationaliseringsarbejde med de strukturændringer af den lokale administration, som forventedes iværksat som følge af kommunalreformen. En del af dette udvalgs opgave var at pege på mulighederne for at gennemføre en øget decentralisering og dekoncentration af den offentlige forvaltning.

I snæver sammenhæng med strukturproblemerne stod personalepolitikken. Ministeren pegede i denne forbindelse på det igangværende arbejde i tjenestemandskommissionen, som bl. a. tog sigte på at løse det nuværende stive system op gennem større ansættelsesområder, smidigere lønfastsættelse og friere lønindplacering.

En af administrationsrådets vigtigste opgaver vedrørte mulighederne for anvendelse af elektronisk databehandling inden for forvaltningen. Rådets sekretariat fungerede som sagkyndig rådgiver i sager om anskaffelse af EDB-materiel til forvaltningen og havde medvirket ved behandlingen af en stor række enkeltsager.

Der var taget skridt til at imødegå det efterhånden kritiske behov for egentligt EDB-fagligt personale.

Ministeren omtalte derefter rationaliseringsvirksomheden i enkelte styrelser og institutioner og sluttede med kort at omtale de tanker, regeringen havde gjort sig med henblik på en intensivering af rationaliseringsbestræbelserne.

Lysholt Hansen (S) fremhævede, at hans parti var meget positivt indstillet over for enhver fornuftig rationaliseringsbestræbelse, hvilket bl. a. arbejdet i finansudvalget havde vist. Disse bestræbelser måtte imidlertid udfoldes af folketingets partier i fælleskab, f. eks. i folketingets investeringsudvalg, og det faktum, at forespørgslen kun var fremsat af tre af folketingets partier, gav efter hans opfattelse debatten et partipolitisk præg.

Det var vel formelt rigtigt, at ministrene havde ansvaret for den offentlige administration, men folketingets partier gjorde klogt i at erkende, at også de havde et ansvar at bære. Det var i folketinget, de love blev til, som administrationen blev sat til at forvalte.

Ib Thyregod (V) betonede, at administrationsrådet måtte gøres uafhængigt af regeringen, og at folketinget skulle have mulighed for løbende at følge med i arbejdet.

Med hensyn til rationalisering var der navnlig tre områder, hvor man først og fremmest burde sætte ind: en decentralisering af administrationen til afgørelser på det lokale plan, anvendelse af moderne kontormetoder, herunder EDB-teknik, og skabelse af et bedre klima på arbejdspladserne.

Skulle administrationen effektivt forbedres og tempoet forøges, måtte man sikre sig den bedst mulige udvælgelse af embedsmænd ud fra saglige hensyn. I denne forbindelse nævnte han tanken om et særligt ansættelsesråd eller lignende.

Det var vigtigt, at folketinget kom aktivt med så tidligt som muligt i arbejdet med at gennemføre nogle af de ting, ministeren havde nævnt i sin redegørelse. Det var derfor ønskeligt, at der blev nedsat et folketingsudvalg til at modtage oplysninger fra økonomiministeren på dette område. (Ved folketingsbeslutning af 16. november blev det besluttet, at et sådant udvalg skulle nedsættes, se herom side 517).

Ømann (SF) fastslog, at administrationsapparatet gennem en lang årrække var blevet forsømt i forhold til de opgaver, som udviklingen havde medført.

Decentralisering var en mulighed på visse områder, men bl. a. den moderne EDB-teknik kunne tale for tendenser i modsat retning, og det var derfor ikke muligt i dag at opstille en færdig model for landets administration på længere sigt.

Det kunne dog allerede nu opstilles som et generelt krav, at der måtte et ændret uddannelsesprogram til for dem, der skulle ansættes i statsadministrationen.

Man havde begået den fejl ikke at inddrage personalet i tilstrækkeligt omfang i rationaliseringsarbejdet, og det var glædeligt, at der nu var taget videregående skridt til at inddrage hele personalet.

Hilmar Baunsgaard (RV) betonede, at den offentlige administration byggede på politisk arbejde og dermed på lovgivning, og lovgivningen måtte anse det for vigtigere at tage hensyn til befolkningsgrupper og disses ønsker end til administrativ effektivitet. Under respekt af dette hensyn var det klart, at en bestræbelse for at få den mest effektive statsadministration måtte være et uafviseligt krav.

Han anså det for væsentligt, at alle partier i folketinget medvirkede til at sikre den mest hensigtsmæssige planlægning både fysisk og økonomisk og efterlyste i øvrigt en mere rationel tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet.

Niels Westerby (LC) fremhævede også folketingets ansvar med hensyn til at være meget opmærksom på de administrative konsekvenser af lovforslagene.

Han anbefalede i øvrigt i højere grad at styrke den lokale administration og pegede i denne forbindelse på oprettelse af forvaltningsdomstole for at sikre borgerne en ligelig behandling i forhold til loven.