Efter forslaget opfordres socialministeren til at lade udarbejde forslag til lov om ændringer i lov om den offentlige sygeforsikring efter de nedenfor angivne hovedretningslinjer:
1. Enhver, der er fyldt 16 år og opfylder de i lovens § 5 fastsatte betingelser, anses som medlem af den stedlige, anerkendte sygekasse og er pligtig til at betale kontingent hertil, medmindre den pågældende meddeler sygekassen, at han er medlem af en fortsættelsessygekasse, jfr. § 65, eller medlem af en bestående landsomfattende sygekasse. Dog bevares adgangen til fritagelse for medlemskab, respektive kontingentfritagelse, i særlige tilfælde, jfr. således lovens § 6, stk. 1 og 4, og § 33, stk. 4-6. Det forudsættes, at sygekassen fortsat retter henvendelse til alle 16-årige om medlemskab, og at det pålægges kasserne i denne forbindelse at gøre opmærksom på den valgfrihed, loven giver mulighed for.
2. Sygekassernes ydelser i henhold til lovens kapitel III udbygges, således at alle nydende medlemmer uanset bopæl får ret til såvel de nuværende obligatoriske ydelser, henholdsvis refusioner, som de supplerende ydelser, der i henhold til nævnte kapitel nu forudsætter særlig bestemmelse herom i den enkelte sygekasses vedtægt.
3. Svarende til den under punkt 2 foreslåede udbygning af sygekassernes ydelser bør størrelsen af de nydende medlemmers bidrag fastsættes under ét for alle sygekasser. Fastsættelsen af bidragenes størrelse for henholdsvis A- og B-medlemmer, der forudses foretaget af De samvirkende Centralforeninger af Sygekasser i Danmark, skal ske således, at bidragene i forbindelse med kassernes øvrige ordinære indtægter og de påbudte tilskud og refusioner fra det offentlige er tilstrækkelige til fyldestgørelse af kassernes samlede forpligtelser samt til dannelse af fornødne reserver, jfr. lovens § 33, stk. 1. I forbindelse hermed fastsættes som hidtil størrelsen af tillæg for dagpengesikring, jfr. § 33, stk. 3.
4. På grundlag af sygekassernes fortegnelse over medlemmer m. v. forestår kommunerne opkrævningen af sygekassekontingent efter tilsvarende regler, som gælder for opkrævningen af skat til kommunen, og således at borgeren kan betale sit sygekassekontingent sammen med betalingen af skat til kommunen. Kommunen afholder over for sygekassen udgiften ved eventuelt uerholdelige restancer, ligesom eftergivelse af kontingent i særlige tilfælde kan finde sted efter reglerne i lov om personlig skat til kommunen. Såfremt sygekassen ikke hos medlemmet har kunnet opnå betaling af eventuelle kontrolgebyrer o. lign., anmelder kassen ved regnskabsårets slutning dette for kommunalbestyrelsen, der herefter kan lade sådanne gebyrer m. v. opkræve og inddrive efter tilsvarende regler som ovenfor.
5. Med henblik på forenkling og administrativ rationalisering bør overvejes en omlægning af de offentlige tilskud og refusioner til sygekasserne, eventuelt derved at de nuværende tilskud og refusioner helt eller delvis afløses af fuld offentlig overtagelse af sygekassernes udgifter til hospitalsbehandling m. v. (§ 12) og medicin (§ 13).
6. De regler, hvorefter den enkelte arbejdsgiver skal beregne og indbetale forskellige lovpligtige sociale præmier og bidrag (d. v. s. til sygelønsordning, lovpligtig ulykkesforsikring og invalideforsikringsfond, ATP og arbejdsløshedsfond), sammenfattes og forenkles således, at beregning og indbetaling i videst mulig udstrækning kan foretages under ét, og det derefter påhviler det offentlige at fordele og formidle det indkomne provenu til de respektive institutioner m. v. Det forudsættes herved, at de nødvendige ændringer i de respektive andre love udarbejdes.
7. Uddannelsesmuligheder og -tilbud for sygekassernes medarbejdere bør for at imødekomme kravene fra de mere kvalificerede opgaver udbygges og i videst muligt omfang koordineres med uddannelsesforanstaltninger for medarbejdere inden for andre led i det samlede sociale tryghedssystem. Det bør ligeledes allerede nu overvejes, om dette sammen med en koordinering af andre sider af personalepolitikken inden for administrationen af de forskellige dele af det almindelige sociale tryghedssystem kan bidrage til at sikre medarbejderne de bedst mulige arbejdsvilkår og at gøre den sociale administration bedre egnet til at imødekomme kravene til et tidssvarende socialt tryghedssystem, bl. a. med henblik på de forskydninger i arbejdsopgaverne og mulighederne for deres løsning, der følger med udviklingen i et moderne samfund.
I folketingsåret 1966-67 fremsatte medlemmer af venstre forslag til folketingsbeslutning om forbedringer af den offentlige sygeforsikrings ydelser og forenklinger af dens administration. Der henvises herom til folketingsårbogen 1966-67, side 303 og side 577. Væsentlige dele af dette forslags indhold gennemførtes med bred tilslutning i folketinget, nemlig forhøjelsen af satserne for sygedagpenge, medens forslaget som sådant ikke blev færdigbehandlet før folketingsårets udløb.
Der blev dog tilvejebragt et fyldigt materiale, hvis væsentligste dele er optrykt som bilag til udvalgets beretning af 21. september 1967 (tillæg B. spalte 2127).
Om motiveringen for forslaget anførte forslagsstillerne bl. a. følgende:
„Nærværende forslag tilsigter dels en forbedring af visse af sygekassernes ydelser i sygdomstilfælde og dels en administrativ forenkling af de funktioner, som i det nuværende sociale tryghedssystem er henlagt under sygekasserne. Af hensyn til arbejdet i den socialreformkommission, der i 1964 nedsattes på venstres initiativ, har forslagsstillerne derimod afstået fra på dette tidspunkt at foreslå ændringer, som berører selve strukturen i det sociale tryghedssystem.
Denne hensyntagen til socialreformkommissionen betyder, at de foreslåede ændringer begrænses af de hidtidige rammer og opdelinger. De vil derfor uundgåeligt have midlertidighedens karakter over for de yderligere muligheder for forbedringer og forenklinger, som efter venstres opfattelse vil ligge i en samlet reform af det sociale tryghedssystem på tværs af den nuværende og historisk betingede struktur. Uanset disse videre muligheder må det påhvile lovgivningsmagten at sikre, at det sociale tryghedssystem også fungerer bedst muligt i tiden, indtil en virkelig reform kan nås. Forslagsstillerne skal samtidigt stærkt understrege forventningen om, at arbejdet i socialreformkommissionen fremskyndes mest muligt.
I forbindelse med folketingets beslutning af 29. maj 1964 om nedsættelse af en socialreformkommission blev det fra alle partier fremholdt som en forudsætning, at kommissionens nedsættelse ikke må standse eller forsinke ajourføringen af sociale ydelser eller hindre, at der gennemføres nydannelser, som måtte vise sig påkrævet. Forslagsstillerne er fortsat af denne opfattelse, både når det gælder de sociale ydelser og de bestræbelser for administrativ rationalisering og effektivisering, der ofte kan være et praktisk bidrag til at føre nye sociale fremskridt ud i livet, bl. a. ved at frigøre fornøden kvalificeret arbejdskraft dertil."
Ved 1. behandling af forslaget kunne socialministeren i det store og hele henholde sig til de udtalelser, han havde fremsat ved det tilsvarende forslags behandling i det foregående folketingsår. Det fremgik heraf, at han så med forståelse på spørgsmålene om at gøre medlemsskab af sygekasserne tvungent og at gøre alle sygeforsikringslovens ydelser tvungne, hvorimod han så med en vis skepsis på spørgsmålet om at fastsætte ensartet medlemsbidrag. Det fremgik ligeledes af de tidligere fremsatte udtalelser, at man vedrørende de øvrige spørgsmål burde afvente resultatet af socialreformkommissionens arbejde.
På grundlag af de oplysninger, der var tilvejebragt ved det tidligere udvalgsarbejde, gav socialministeren en lidt nærmere vurdering af visse af forslagets enkelte punkter. Socialministeren fandt bl. a., at man ved spørgsmålet om indførelse af ensartede tvungne sygekasseydelser måtte konstatere, at en udbygning af sundhedsvæsenet, herunder ved uddannelse af personale, var den mest afgørende forudsætning for at sikre, at sygekassemedlemmer, uanset hvor de bor, får lige adgang til alle behandlingsfaciliteter. I forbindelse med forslaget om at lade kommunerne forestå opkrævningen af sygekassekontingentet pegede socialministeren på, at opnåelse af en fordel herved ville afhænge dels af, om reglerne om kontingentpligt kunne tilpasses skattepligtsbestemmelserne, dels af de tekniske opkrævningsforhold. Vedrørende spørgsmålet om det offentliges fulde overtagelse af udgifterne til medicin pegede socialministeren på, at en sådan foranstaltning måtte forventes at nødvendiggøre et omfattende kontrolsystem.
Ordføreren for forslagsstillerne Peter Larsen (V) pegede på, at hovedlinjerne i forslaget var ønsket om administrative forenklinger og ensartede kontingenter samt ensartede sygekasseydelser. Han gav endvidere tilslutning til det under debatten gentagne gange fremsatte synspunkt, at egentlige strukturændringer måtte tages op i sammenhæng med ændringer i en række andre sociale love. Lovændringer i overensstemmelse med forslagets forskellige punkter måtte kunne gennemføres inden for den gældende sygeforsikringslovgivnings rammer.
Niels Mørk (S) pegede navnlig på de merudgifter, vederlagsfri sygehusbehandling ville medføre. Clara Munck (KF) var betænkelig ved de konsekvenser, forslaget indebar for kommunerne, ligesom hun var betænkelig ved afskaffelsen af bidragydende medlemskab. De øvrige ordførere henholdt sig stort set til det synspunkt, at socialreformkommissionens betænkning burde afventes for at sikre den nødvendige koordinering.
Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, nåede ikke at afslutte sit arbejde inden samlingens slutning.