Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget henstiller til regeringen, at der til sikring af privatlivets fred og den enkelte borgers demokratiske rettigheder fremsættes lovforslag efter følgende retningslinjer:

1. Offentlige myndigheder er ikke berettiget til at føre fortegnelse over enkelte borgeres politiske synspunkter eller politiske tilhørsforhold, når borgerne holder sig inden for de i grundloven indeholdte og forudsatte rammer for politisk arbejde og ytringsfrihed. Ligeledes er myndighederne ikke berettiget til at registrere deltagelse i politiske møder eller føre fortegnelse over abonnement på aviser og tidsskrifter, udtalelser ved møder, i presse o. lign.

2. Borgerne har ret til rejser i udlandet uden myndighedernes kontrol med deres rejsemål.

3. Retningslinjerne for politiets videregivelse af oplysninger om idømte bøder og kriminelle straffe tages op til revision, så det sikres, at disse oplysninger ikke usagligt kommer nogen til skade ved ansættelser, ansøgninger o. lign.

4. Private oplysningsbureauer må ikke indsamle eller videregive oplysninger, der med henblik på ansættelse eller långivning går videre end til at tjene som støtte for en saglig vurdering af de pågældende. Familieforhold, politiske, religiøse eller andre personlige synspunkter, fritidsbeskæftigelse m. v. kan ikke henregnes herunder.

5. Der må som betingelse for offentlig ansættelse ikke stilles krav om oplysninger, der går videre end de under 4 nævnte retningslinjer.

6. Der fastlægges regler til begrænsning af misbrug af elektroniske lytteapparater og båndoptagere og virksomhedernes aflytning af personalesamtaler."

Ved 1. behandling udtalte justitsministeren (K. Axel Nielsen) om den personregistrering, som politiets efterretningstjeneste foretager, at det udvalg, der i 1964 var blevet nedsat, havde koncentreret sin interesse om muligheden for at begrænse registreringernes omfang. "At arbejdet hermed har båret frugt, turde fremgå af den kendsgerning, at antallet af registreringer siden 1964 er mere end halveret". Forslaget ville praktisk talt afskaffe registreringen, hvilket var urealistisk. „Danmark er også fortsat medlem af NATO og har i denne egenskab forpligtelser, som ikke kan opfyldes uden et arbejde, som det, efterretningstjenesten udfører. Justitsministeren redegjorde nærmere for bestemmelserne om, hvilke oplysninger om tidligere straffe politiet må give. Om oplysningsbureauernes virksomhed oplyste ministeren, at man havde foretaget visse undersøgelser, og at man derved var kommet til det resultat, at der ikke var behov for nærmere regler. Spørgsmålet om, hvilke oplysninger offentlige myndigheder bør kræve i forbindelse med ansættelser, ville blive taget op i forbindelse med en undersøgelse af proceduren ved ansættelser i statens tjeneste. Det sidste spørgsmål, om misbrug af elektroniske lytteapparater m. v., ville blive behandlet af straffelovrådet.

Svend Haugaard (RV) redegjorde nærmere for forslaget. Kartotekernes tilstedeværelse havde en hæmmende virkning på folks standpunkttagen. „Derved svækkes den opposition fra progressive bevægelser, som i høj grad er med til at holde demokratiet frisk". Oplysningsbureauernes virksomhed burde nærmere undersøges, ligesom ansættelsesskemaernes mange spørgsmål måtte begrænses.

Kjeld Olesen (S) fandt, at punkt 6, det sidste, var langt det alvorligste, der var blevet rejst. „Perspektiverne forekommer temmelig uhyggelige, fordi apparaterne er med til at gøre begrebet privatlivets fred til en illusion, og jeg mener, at vi må sætte hårdt ind fra starten." Johan Philipsen (V) fandt kartotekerne nødvendige. „For venstre er altså sikkerhed på det forsvarsmæssige område en nødvendighed; derfor skal vi have en efterretningstjeneste, og vi skal selvfølgelig også have en vis form for registrering." Han fandt, at forslaget kun var en lille del af forholdet mellem hensynet til den enkelte og hensynet til det fælles. Afgrænsningen var altid vanskelig og måtte altid give anledning til debat. Thestrup (KF) kunne give tilslutning til, at hele dette område blev taget op. Han var af den opfattelse, at kontrollen med politiets efterretningstjeneste var forsvarligt ordnet. Problemerne havde været drøftet i den internationale juristkommission og i Nordisk Råd. Hans parti havde haft en konference om det og ville eventuelt fremsætte lovforslag om en del af spørgsmålene. Sigsgaard (SF) kunne i almindelighed tilslutte sig forslaget. Han fandt de politiske kartoteker i strid med demokratiske principper. Der burde i forslaget være anført, at registrering af deltagelse i demonstrationer var forbudt på linje med deltagelse i politiske møder. Spørgsmålet om telefonaflytninger af efterretningsmæssige grunde burde også direkte være nævnt i forslaget. Oplysningsbureauer burde kun tillades med henblik på långivning og ikke med henblik på ansættelse, og de burde undergives et effektivt tilsyn. Diderichsen (LC) kunne ikke gå så langt som forslaget i begrænsningen af efterretningstjenestens ret til at føre kartoteker, men kunne ønske sig, at der på en eller anden måde, f. eks. i en ansøgningssituation, blev givet den pågældende mulighed for at tage stilling til det materiale, der lå imod ham.

Forslaget blev henvist til et udvalg, der ikke afgav beretning eller betænkning.