Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer arbejdsministeren til at fremsætte forslag til lov om opsigelsesregler for arbejdere, således at der sikres alle arbejdere, som uden afbrydelse har været beskæftiget i samme virksomhed i ét år, et opsigelsesvarsel på 14 dage forlænget med 7 dage for hvert yderligere år, den pågældende har været beskæftiget i virksomheden, dog ikke over 35 dage."

I bemærkningerne til forslaget anførtes følgende:

„Funktionær- og medhjælperlov sikrer mange lønmodtagere, der har været ansat en vis tid, et rimeligt varsel i tilfælde af opsigelse. Lovgivningen indeholder ikke tilsvarende regler for arbejdere. De kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter sikrer dog en væsentlig del af arbejderne et vist opsigelsesvarsel under forudsætning af en vis ansættelsestid. Et socialt gode, som et mindste opsigelsesvarsel er, bør imidlertid ikke være begrænset til medlemmer af de organisationer, der har haft styrke nok til at sikre deres medlemmer rimelig tryghed i ansættelsen. Det foreslås derfor, at alle arbejdere med 1 års uafbrudt beskæftigelse i samme virksomhed skal sikres et mindste opsigelsesvarsel på 14 dage forlænget med 7 dage for hvert yderligere ansættelsesår i samme virksomhed — dog højst 35 dage.

Reglerne bør udformes således, at de ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for arbejderen (arbejderne), og således, at de ikke er til hinder for, at organisationerne ved overenskomster kan sikre deres medlemmer gunstigere regler end lovgivningens minimum.

Sygdom, militærtjeneste, barselhvile m. v. bør ikke regnes som afbrydelse af beskæftigelse i samme virksomhed."

Ved 1. behandling udtalte arbejdsministeren, at han anså det for betydningsfuldt med rimelige opsigelsesregler, men at spørgsmålet bedst fandt sin løsning ved forhandling mellem parterne, fordi arbejdsmarkedet fungerer under så forskellige vilkår. Arbejdsministeren, der i øvrigt gav en indgående beskrivelse af opsigelsesreglerne, fandt derfor ikke tilstrækkelig begrundelse for et lovgivningsindgreb på dette område.

Ordføreren for forslagsstillerne Niels Westerby (LC) pegede på, at næsten alle andre mennesker end arbejdere har tryghed i deres beskæftigelse, hvorfor der måtte være behov for den omhandlede lovgivning. Helge Nielsen (S), Bendix (KF) og Kampp (SF) fandt forslaget overflødigt, medens Frandsen (V) og Erik Hansen (RV) så med en vis sympati på forslaget.

Det udvalg, hvortil forslaget blev henvist, nåede ikke at afslutte sit arbejde, inden folketingsvalget blev udskrevet.