Ved loven oprettes en statslig bygge- og boligfond, der yder lån til bygge-, bolig- og anlægsformål, som omtalt i det følgende (§ 1).

Staten stiller — ifølge § 2 — en obligationsbeholdning til en kursværdi af 1 milliard kr. til rådighed for fonden. Beløb, der fremkommer ved udtrækning af obligationer anvendes til indkøb af nye obligationer.

Fondens udlånsmidler tilvejebringes, jfr. § 3.

1) ved renterne af fondens obligationsbeholdning,

2) ved renterne og afdragene af fondens udlån,

3) ved særlig bevilling på de årlige bevillingslove.

Fondens renteindtægter anslås i lovforslagets bemærkninger til omkring 90 mill. kr. årligt. Denne sum er — ligeledes ifølge bemærkningerne — langtfra tilstrækkelig til at dække behovet for finansiering. Bestemmelsen om, at der ved særlig bevilling kan stilles yderligere udlånsmidler til rådighed for fonden, må ses på baggrund heraf.

En anden følge af, at fondens lånemidler er begrænsede, er en i loven fastlagt prioritering af udlåns formålene.

Et af udlånsformålene er (§ 4) udlån til kommunerne til dækning af 2/3 af de beboerindskudslån, som kommunerne skal yde i henhold til lov om boligbyggeri (se om denne lov side 281).

De øvrige udlånsformål fremgår af § 5, hvori det indledningsvis fastslås, at låneordningen vedrørende beboerindskud efter § i har fortrinsret til fondens midler.

Efter § 5 kan midlerne i øvrigt udlånes til fremme af følgende foranstaltninger, hvoraf nr. 1 og 2 har fortrin:

1) Etablering af hovedkloakker, forsyningsledninger og andre tekniske hovedanlæg i forbindelse med bymæssig bebyggelse af et område.

2) Erhvervelse af grunde til boligbebyggelse eller af grunde, som agtes indrettet til befolkningens fritidsliv.

3) Foranstaltninger, som tjener til forbedring af forholdene i eksisterende eller planlagte boligområder eller til fornyelse af ældre beboelsesbygninger. Foranstaltningerne kan omfatte fjernelse af eksisterende bebyggelse som led i forbedring af trafikforholdene eller boligområdernes brugsværdi i øvrigt. Lån ydes kun i det omfang, anden rimelig finansiering ikke kan opnås.

4) Byggeri af boliger til erstatning for lejligheder, der nedlægges som følge af kondemnerings- og saneringsvirksomhed eller gennemførelse af gade- og vejanlæg o. lign.

Lånene skal fortrinsvis ydes til kommuner, men kan også ydes til almennyttige bolig selskaber og andre selskaber og sammenslutninger med almennyttigt formål.

Loven indeholder i øvrigt bestemmelser om betingelser for ydelse af lån, udbetaling, rentefod, afdragstid m. v.

Boligministeren henviste i sin fremsættelse til de i januar 1966 indgåede bygge- og boligpolitiske forligsaftaler mellem socialdemokratiet venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre.

Den lovgivning der i overensstemmelse hermed var gennemført i den siden da forløbne tid, tilsigtede en løsning af de mest presserende problemer nemlig dels gennemførelsen af en rimelig huslejetilpasning dels en løsning af problemerne omkring nybyggeriets finansiering.

Der var imidlertid stadig en række problemer, som måtte løses, og det var nødvendigt at supplere boligløsningen på forskellige områder. Det var allerede i forligsaftalerne anført, at der skulle overvejes foranstaltninger til at sikre tilstrækkeligt udbud af grunde i byggemoden stand og i forbindelse hermed øge bestræbelserne for at fremme byggemodningen. Ministeren fremhævede, at de høje grundpriser indtog en central plads inden for boligområdet.

Også bestræbelserne for at få gennemført en fornyelse af ældre bydele og for at få fremmet saneringsvirksomheden ville give stigende opgaver i fremtiden.

Disse opgaver løstes i en vis udstrækning af kommunerne selv, men det var rimeligt, at staten trådte ind i billedet med finansiel bistand.

Ved 1. behandling i folketinget var der blandt ordførerne enighed om, at de opgaver, lovforslaget omfattede, krævede en løsning, og alle tilsagde deres vilje til at medvirke hertil. Den måde lovforslaget tilsigtede at løse problemerne på blev imidlertid meget stærkt kritiseret af alle med undtagelse af socialdemokratiets og socialistisk folkepartis ordførere.

Axel Ivan Pedersen (S) fremhævede nødvendigheden af en hensigtsmæssig jordlovgivning som en forudsætning for gunstigere vilkår og et rimeligere omkostningsniveau for byggeriet. Lovforslaget kunne han give sin fulde tilslutning og lagde især vægt på muligheden for at overføre yderligere midler i de kommende år.

Såvel Guldberg (V) som Hastrup (KF) var enige om, at de opgaver der var omhandlet i lovforslaget måtte løses og var villige til forhandling herom. Det var imidlertid et klart resultat af forhandlingerne om boligforliget, at der ikke skulle oprettes en statslig boligfond. Den her foreslåede fondsdannelse fandt de meget mærkværdig. Den tilsigtede bl. a. at tilsløre, at det i virkeligheden drejede sig om en ganske ordinær statsbevilling. Midlerne var i øvrigt utilstrækkelige til at løse blot en ringe del af de opgaver, der var opstillet, og lovforslaget indebar en højst uheldig sammenblanding af vidt forskellige opgaver, hvis løsning for en del hørte hjemme under byggeloven, saneringsloven og jord- og planlægningslovgivningen.

Kai Moltke (SF) kunne give tilslutning til lovforslaget, selv om det ikke på langt nær nærmede sig de ønsker, hans parti havde om en offentlig boligfond til sanering af realkreditten. Det var et skridt i den rigtige retning, men beløbene var beskedne, og opgaverne ville i fremtiden kræve betydeligere midler.

Else-Merete Ross (RV) var meget positivt interesseret i at medvirke til en løsning af de opgaver, der var omtalt i lovforslaget. Ligesom Guldberg og Hastrup kritiserede hun lovforslagets form og ville i udvalget arbejde på at nå frem til en præcisere formulering af de meget forskellige opgaver, det indeholdt. Hun krævede endvidere finansieringsmåden og dens økonomiske virkninger nærmere belyst.

Niels Westerby (LC) underkastede lovforslaget en meget skarp kritik. Det var en opremsning af en række opgaver, som skulle løses, men det indeholdt ingen anvisning på midler og veje til at få løst disse problemer. Fondens finansielle opbygning betegnede han som en række bogholderimæssige fif uden realiteter bagved. Man foretog blot nogle omposteringer og foregøglede derved befolkningen, at man skaffede midler til løsning af en række presserende boligproblemer uden at gøre det klart for befolkningen, at der skulle skaffes de fornødne midler.

I udvalgets betænkning indstillede et flertal (socialdemokratiet og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uforandret.

Et mindretal (venstres, det konservative folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) ønskede at medvirke til løsning af de opgaver, lovforslaget omfattede, men kunne ikke gå ind for den foreslåede form, der var en uheldig sammenblanding af opgaver, som burde løses gennem tre forskellige love.

I konsekvens heraf stillede mindretallet en række ændringsforslag, som tilsigtede en afgørende omformning af lovforslaget. Dets formål begrænsedes herved til byggemodningsformål og grunderhvervelser, idet forslagsstillerne ønskede lån til beboerindskud i henhold til kapitel XIII i lov om byggeri finansieret ved direkte bevilling på finansloven og lån til fremme af sanering, byfornyelse, opførelse af erstatningsboliger m. v. bevilget i henhold til bestemmelser, der skulle fastlægges ved en snarlig tilbundsgående revision af saneringsloven.

Lånemidler skulle efter ændringsforslagene tilvejebringes ved en direkte statsbevilling, hvorved der i finansåret 1967-68 og de følgende tre finansår skulle stilles 575 mill. kr. til rådighed. Rådighedsbeløbet kunne ikke overstige 75 mill. kr. i det første og 200 mill. kr. i hvert af de følgende finansår.

Ændringsforslagene indebar endvidere, at lån kun kunne ydes til kommuner, samt visse ændringer i lånegrænser og afdragsvilkår.

Ved 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag med socialdemokratiets og socialistisk folkepartis stemmer mod de øvrige partiers.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uforandret med 88 stemmer (S og SF) mod 83 (V, KF, RV og LC); 1 medlem (Rigmor Christensen (RV)) tilkendegav, at hun hverken stemte for eller imod.