Loven udvider den adgang, som kommunerne i 1961 fik til at opkræve en særlig dækningsafgift af forretningsejendomme, idet de hidtil gældende regler, hvorefter dækningsafgiften højst har kunnet opkræves med 5 promille af forskelsværdien, er ændret således, at overgrænsen for promillens størrelse nu er fastsat til 10.

Medens det hidtil har været en betingelse for at påligne en ejendom dækningsafgift, at mere end halvdelen af dens forskelsværdi kan henføres til forretningsformål, indfører loven samtidig den ændring, at dækningsafgift kan pålignes, når blot mere end en fjerdedel anvendes til de nævnte formål.

Loven har virkning fra og med skatteåret 1967-68.

Indenrigsministeren anførte ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a. følgende:

„... Det samlede provenu af denne afgift forventes at blive ca. 41 mill. kr. i indeværende skatteår. Baggrunden for dækningsafgiften var fikseringen og afviklingen af den kommunale ejendomsskyld, der medførte, at kommunerne ikke gennem påligning af nye bygningsskatter kan skaffe sig dækning for de udgifter, som erhvervsejendomme medfører for kommunerne. Efter de gældende regler kan dækningsafgiften højst opkræves med 5 promille af forskelsværdien, d. v. s. bygningsværdien, og da en afgift af denne størrelse efter det oplyste ikke fortsat vil være tilstrækkelig til i alle tilfælde at dække de udgifter til gader, veje, parkeringspladser, kloakering, brandvæsen, civilforsvar o. lign., som erhvervsejendomme påfører kommunerne, foreslås overgrænsen for promillens størrelse forhøjet til 10.

Jeg finder anledning til at fremhæve, at der alene er tale om en overgrænse for promillens størrelse. Finder den enkelte kommune, at den kan nøjes med en lavere promille, står det den frit, ligesom den helt kan undlade at opkræve dækningsafgift."

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Ove Hansen (S) og Sigsgaard (SF), mens A. Chr. Andersen (V), Stæhr Johansen (KF) og A. C. Normann (RV) forbeholdt sig deres stilling og Antonsen (LC) gik imod lovforslagets gennemførelse.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvori et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret. Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget samt Asger Jensen og Fanger) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse i den foreliggende form. Mindretallet, for så vidt angår venstres medlemmer af udvalget, ønskede nærmere at motivere sin stilling ved lovforslagets anden behandling. Et andet mindretal (det radikale medlem af udvalget og Stæhr Johansen) ønskede ligeledes nærmere at redegøre for sin stilling ved lovforslagets anden behandling.

Ved 2. behandling oplyste A. Chr. Andersen, at venstre ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet man var af den formening, at forhøjelsen af dækningsafgiften nærmest måtte betragtes som en genindførelse af en særlig bygningsskat på erhvervsejendomme. Han var ligeledes imod bestemmelsen om, at dækningsafgiften skal kunne pålignes, når blot mere end 14 af ejendommens forskelsværdi anvendes til forretningsformål, dels fordi det for vurderingsmyndighederne vil være vanskeligt at foretage dette skøn, dels fordi et meget stort antal ejendomme vil blive inddraget under reglen.

Stæhr Johansen oplyste, at der i det konservative folkeparti var delte meninger om lovforslaget, og at to af udvalgsmedlemmerne i partiet ikke kunne tiltræde det, idet de var af samme opfattelse som A. Chr. Andersen. Han kunne for sit eget vedkommende stemme for lovforslaget, omend han ikke var blind for, at der kunne være en vis fare for, at kommunerne ville opkræve større afgifter end strengt nødvendigt. Han anså dog forslaget for at være rigtigt, dels fordi det stigende erhvervsområde i modsat fald ville give en række udgifter, der ikke ville være dækning for, medmindre man i væsentlig grad forøgede personbeskatningen, dels fordi det kommunale selvstyre efter hans opfattelse også burde have en bestemmelsesret på dette område.

Arthur Jacobsen anførte, at man fra det radikale venstres side ikke nærede store betænkeligheder over for en promillegrænse på 10, hvorimod man var meget usikker over for, hvad en nedsættelse af grænsen for bygninger til erhvervsformål fra 50 til 25 pct. ville indebære. Han ønskede derfor fortsat at forbeholde sig sin stilling til lovforslaget.

Efter en fornyet udvalgsbehandling med afgivelse af tillægsbetænkning tilkendegav A. C. Normann ved 3. behandling, at det radikale venstre efter omstændighederne kunne stemme for lovforslaget som helhed, uanset at man principielt var imod at udvide antallet af de bygninger, som rammes af skatten. Indenrigsministeren påpegede, at det ikke var helt rigtigt, når det var blevet anført, at man nu ville forlade dækningsprincippet til fordel for en egentlig bygningsbeskatning, idet det fortsat fremgår af loven, at afgiften opkræves til dækning af ganske bestemte udgifter, som erhvervsvirksomhederne påfører kommunerne.

Lovforslaget vedtoges herefter med 98 stemmer mod 64 (V,LC, dele af KF); 2 medlemmer (Rigmor Christensen (RV) og Weikop (KF)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.