L 59 Lov om afsætning af frisk dansk frugt og danske gartneriprodukter.

Af: Landbrugsminister Chr. Thomsen (S)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 258 af 09-06-1967
Loven afløste lov nr. 233 af 9. juni 1965 om afsætning af frisk dansk frugt og danske gartneriprodukter. Loven er en i princippet næsten uændret videreførelse af den hidtidige lovgivning på dette område og skal ligesom tidligere gælde for en 2 års periode, idet forslag til revision af loven skal fremsættes for folketinget i folketingsåret 1968-69.

Der er dog foretaget visse mindre ændringer i loven i forhold til den tidligere gældende ordning.

Lovens § 4 er således nu blevet konkretiseret på en sådan måde, at det af bestemmelsen fremgår, at der kan ydes lån til rydning og genplantning i frugtplantager. Det er dog herved forudsat, at lån kun skal ydes i ganske særlige tilfælde, hvor det af rationalisering sliensyn er ønskeligt at gå over til dyrkning af mere kurante sorter — eventuelt således at genplantningen sker andetsteds på den pågældende ejendom. Endvidere er det kun en mindre del af de til rådighed stillede midler, der forudsættes at kunne anvendes til rydning og genplantning.

Endvidere er der foretaget en ændring af formuleringen af lovens § 5, stk. 1, for at tydeliggøre hjemmelen til at forbyde salg af frugt af industrikvalitet til konsum.

Endelig er der ved bestemmelsen i § 6 sket en forhøjelse af beløbsrammerne for ydelse af tilskud på 2 mill. kr. og 3 mill. kr. til foranstaltninger til fremme af henholdsvis udførslen af dansk frugt og udførslen af danske gartneriprodukter til 3 mill. kr. og 4 mill. kr. for den fastsatte 2 årsperiode.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de ovenfor omtalte forslag til lov om afsætning af danske landbrugsvarer m. m., forslag til lov om en kornordning for høstårene 1967-68 og 1968-69 og forslag til lov om tilskud til forbrugerpriserne på mejeriprodukter.

Ved 1. behandlingen modtoges lovforslaget med velvilje af samtlige ordførere. Peter Larsen (V) rejste dog spørgsmål, om lovforslaget var tilstrækkeligt effektivt, selv om han erkendte den ved de forhøjede beløbsrammer skete forbedring.

Endvidere var Morten Lange (SF) en smule betænkelig ved den foreslåede ændring af § 5, som han var bange for kunne vanskeliggøre markedsføringen af den billigste frugt.

Den udvalgsbehandling, lovforslaget gennemgik sammen med de øvrige ovenfor omtalte landbrugslovforslag, resulterede dog ikke i ændringer, og lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling med 172 stemmer.
Partiernes ordførere
Chr. Rasmussen (S), Peter Larsen (V), H. C. Toft (KF), Morten Lange (SF), Svend Haugaard (RV), Niels Westerby (LC) og Poul Antonsen (LC)