Ved loven ophæves de hidtil gældende regler om salg af byggegrunde på jordrentevilkår, og der indføres en almindelig adgang til frivillig afløsning af jordrenteforpligtelsen på de byggegrunde, der er afhændet på jordrentevilkår.

Samtidig overføres fra de årlige udlånslove (for 1967-68: lov nr. 112 af 4. april 1967) en del bestemmelser, som er af mere permanent karakter og derfor rettelig hører hjemme i hovedloven.

I tilslutning til forannævnte ændringer indeholder loven en del ændringer af redaktionel eller teknisk karakter.

Behandlingen i folketinget medførte visse ændringer i det fremsatte lovforslag, hvoraf skal nævnes, at der ved en ændring af § 6, stk. 1, blev tilvejebragt overensstemmelse mellem de i landsbyggeloven, jfr. udstykningsloven, og lov om opførelse af arbejderboliger på landet indeholdte bestemmelser om mindstegrundstørrelser, ligesom der skabtes hjemmel for, at byggegrundene undtagelsesvis kan ligge uden for landdistrikterne.

Endvidere blev der ved et nyt stykke 4 til § 11 åbnet mulighed for, at lån på det almindelige lånemarked af såvel offentlige som private midler kan indtræde i den afløste jordrentes prioritetsstilling på samme vilkår som lån af jordfonden, ligesom ejerpant kan noteres efter almindelige regler.

Ved en ændret formulering af lovens § 18, stk. 2 og 3, blev det præciseret, dels at det ikke er tilladt at foretage ændringer i bebyggelsen eller i ejendommens indretning, hvorved ejendommen ændrer karakter, eller hvorved ejendommens værdi forringes, dels at der ikke kræves tilladelse fra landbrugsministeren til foretagelse af mindre væsentlige ændringer i bebyggelsen eller i ejendommens indretning. Det forudsættes, at der af landbrugsministeren fastsættes nærmere regler om, hvilke ændringer i bebyggelsen m. m. der kan foretages uden forudgående godkendelse, samt hvilke dokumenter og oplysninger der skal medfølge ved indsendelse af ansøgning om byggetilladelse.

Ved indsættelse af en ny § 18 b, stk. 1, er det, samtidig med at der er tillagt landbrugsministeren beføjelse til at meddele ejeren pålæg om at afhjælpe forefundne mangler ved ejendommen eller dennes anvendelse, udtrykkelig præciseret, at landbrugsministeren også kan meddele ejeren pålæg om at berigtige forhold, der er foretaget i strid med bestemmelserne i § 18, stk. 2. Om fornødent kan der derefter gås frem efter reglerne i retsplejelovens § 997, stk. 3.

I § 18 b, stk. 2, er det præciseret, at opsigelse af de i ejendommen indestående statslån, resp. krav om konvertering af lånene, kun kan gøres gældende i tilfælde, hvor der foreligger en væsentlig misligholdelse af de i lovens § 18 nævnte forpligtelser.

Lovforslaget, der var ganske identisk med det i 1. samling fremsatte lovforslag, og hvorom henvises til årbogens omtale side 445, henvistes til samme udvalg som forslag til lov om landbrugsejendomme m. fl. lovforslag.

Udvalgsbehandlingen resulterede i en række ændringsforslag, hvoraf de væsentligste er omtalt i det foregående. Herudover blev der af landbrugsministeren stillet endnu ét væsentligt ændringsforslag. Det fremgår af udvalgets betænkning, at udvalget har ment, at der kunne være anledning til at overveje gennemførelse af skærpede forholdsregler for at modvirke, at der ved ejerskifte eller på anden måde finder kapitalisering sted af de fordelagtige vilkår, der gælder for de med statsstøtte i henhold til loven opførte boliger. Om det af ministeren i denne anledning stillede ændringsforslag anføres følgende i bemærkningerne til forslaget:

„Ved § 8 i lov nr. 83 af 21. marts 1959 blev der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel for staten til under ganske særlige omstændigheder at bevilge slettelse af noteringen og ophævelse af de særlige rådighedsbegrænsninger. Denne bestemmelse, der indeholdes i den nuværende lovs § 19, stk. 4, og som — navnlig i de senere år — har fundet anvendelse i adskillige tilfælde, har vist sig utilfredsstillende, idet den ofte giver anledning til en ubegrundet berigelse for ejeren.

Der har således i praksis foreligget adskillige tilfælde, hvor ejeren egenmægtigt har foretaget ændringer i bebyggelsen eller i ejendommens indretning, f. eks. ved indrettelse af ejendommen til erhvervsvirksomhed, hvorved boligen har mistet sin karakter eller er bragt, op i et prisniveau, der ligger væsentligt over, hvad der i almindelighed vil være økonomisk overkommeligt for en arbejderfamilie. Uanset at sådanne ændringer i bebyggelsen i almindelighed vil være i strid med reglerne i lovens § 18, stk. 2 og 3, vil det ofte under hensyn til de uforholdsmæssigt store omkostninger og det samfundsmæssige værdispild være betænkeligt at kræve ejendommens tidligere tilstand retableret, og man er derfor gået med til ejendommens frigørelse, hvilket som regel er forbundet med en betydelig økonomisk gevinst for ejeren.

I de i § 19 a, stk. 1 og 2, foreslåede nye bestemmelser søges der derfor tilvejebragt hjemmel for staten til ved ophævelse af noteringen m. m. at graduere den erstatning, der kan kræves indbetalt af ejeren som betingelse for tilladelsens meddelelse.

Bestemmelserne i det foreslåede nye stk. 1 svarer indholdsmæssigt i det væsentlige til bestemmelserne i den nuværende lovs § 19, stk. 4, der er foreslået ophævet (jfr. nærværende ændringsforslags nr. 9), men affattelsen er ændret redaktionelt. Ved de foreslåede nye bestemmelser er som et forhold, der kan begrunde slettelse af noteringen, særligt fremhævet tilfælde, hvor ejendommen ikke længere kan anses for egnet til opretholdelse som arbejderbolig. Det i forslaget fastsatte vilkår, hvorefter de i ejendommen indestående statslån skal indfries, er i overensstemmelse med hidtidig praksis. Bestemmelserne om opgørelsen af statens erstatningskrav er uændrede i forhold til bestemmelsen i den nugældende lovs § 19, stk. 4. Det foreslås dog, at den i loven fastsatte rentes rente af de rentebeløb, der ikke tidligere er betalt, beregnes på grundlag af den i pantebrevet for vedkommende skyldforhold fastsatte rentefod, og at afløsningssummen kan kræves forrentet med 7 pct. p.a.

Bestemmelserne i det foreslåede nye stk. 2 tilsigter at give landbrugsministeren adgang til i særlige tilfælde som betingelse for en slettelse af noteringen at afkræve debitor en godtgørelse. Dette kan dog kun ske i tilfælde, hvor slettelsen af noteringen vil medføre en væsentlig økonomisk gevinst for ejeren."

I betænkningen indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af landbrugsministeren foreslåede ændringer, medens et mindretal (KF) ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse. Mindretallet motiverede sin stilling således:

„Mindretallet hilser med afgjort tilfredshed, at man også efter denne lov åbner mulighed for afvikling af påhvilende jordrenteforpligtelser, og man er enig i, at afviklingsbetingelserne må gøres så favorable, at de tilskynder til afvikling. Man mener dog, at afdragstiden for indrømmede lånebeløb må holdes inden for et kortere åremål end angivet.

Mindretallet har bemærket sig, at af de 464 lån efter kapitel IV, som bevilgedes i 1965-66, var kun 180 låntagere beskæftiget ved landbrugsarbejde, hvortil kommer, at en ikke opgjort, men ikke ubetydelig procentdel af disse i løbet af kortere eller længere tid forlader det egentlige landbrugsarbejde.

Mindretallet er derfor af den opfattelse, at denne lovgivning ikke mere har væsentlig betydning for landbruget, og at de låntagere, der bevilges lån efter denne lov, ikke er væsentlig anderledes stillet end dem, der ikke kan opnå sådanne lån.

Mindretallet er derfor af den mening, at der her er tale om en boliglovgivning, som rettelig burde henføres under den øvrige eksisterende boliglovgivning.''

I den efter 2. behandling afgivne tillægsbetænkning indstillede et flertal (udvalget bortset fra KF) lovforslaget til vedtagelse i den form, hvori det forelå efter afstemningen ved anden behandling. Et mindretal (KF) indstillede lovforslaget til forkastelse.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 127 stemmer mod 31 (KF).