L 46 Lov om fornyelse af to statspræmieobligationslån.

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 43 af 22-02-1967
Ved loven forlænges de to statspræmieobligationslån i henhold til lov nr. 215 af 16. juni 1962 på i alt 100 mill. kr. for 5 år. Forlængelsen gennemføres på den måde, at gyldigheden af de foreliggende obligationer forlænges for 5 år, og at der i disse 5 år udtrækkes præmier til samme beløb og efter samme regler som i de to låns første 5 års periode. Præmiebeløbet svarer til en forrentning af lånene på gennemsnitlig 4,5 pct. p. a. De obligationsejere, der ikke ønsker at deltage i fremtidige præmieudlodninger, kan fra den på obligationerne anførte forfaldsdag kræve obligationerne betalt af statskassen med den pålydende værdi.

De to lån udstedtes henholdsvis den 10. september 1962 og den 5. december 1962. Medens det først emitterede af de to lån hurtigt blev udsolgt, lykkedes det ikke at sælge samtlige obligationer af det andet lån. Det beløb af det sidstnævnte lån, der er ude i omsætningen, andrager ca. 33 mill. kr., og det samlede lånebeløb er således ca. 83 mill. kr.

Finansministeriet havde før fremsættelsen af lovforslaget standset salget af de resterende obligationer, og da det ikke er hensigten at genoptage salget, vil loven i realiteten komme til at betyde, at finansministeren får mulighed for at fortsætte lån på 83 mill. kr.

Lovforslaget fik ved dets 1. behandling i folketinget en velvillig modtagelse af alle ordførerne, og efter en kort udvalgsbehandling i finansudvalget vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med 121 stemmer.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Henry Christensen (V), Jørgen Jensen (KF), Kai Ibsen (SF), Niels Helveg Petersen (RV) og Niels Westerby (LC)