Ved loven afvikles reglerne om nedskrivning på varelagre og bindende kontrakter. Efter de hidtil gældende regler kunne der nedskrives med indtil 30 pct., og denne højeste nedskrivning er efter loven for varelagres vedkommende nedsat med 2 pct. om året i en 10 års periode, der begynder med skatteåret 1968-69. For varepartier indkøbt på bindende kontrakt er den højeste nedskrivning nedsat med 5 pct. om året i en 6 års periode, der ligeledes begynder med skatteåret 1968-69.

De vigtigste bestemmelser i loven er § 1 om varelagre og § 3 om varepartier indkøbt på bindende kontrakt. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

„§ 1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue kan næringsdrivende personer, dødsboer samt selskaber og foreninger vælge at opgøre deres varelagre på grundlag af:

1. dagsprisen ved regnskabsårets slutning eller

2. indkøbsprisen med tillæg af fragt, told og lignende (fakturaprisen) eller

3. fremstillingsprisen, såfremt varen er fremstillet i egen virksomhed.

Stk. 2. Ved opgørelsen af varelagrets værdi i henhold til stk. 1 kan den skattepligtige ikke medregne afgift, der ved opgørelsen af hans afgiftstilsvar efter loven om almindelig omsætningsafgift kan fradrages som indgående afgift.

Stk. 3. Den skattepligtige kan for hver enkelt varegruppe inden for varelagret vælge frit mellem de i stk. 1 nævnte opgørelsesmåder.

Stk. 4. I det beløb, der er opgjort efter stk. 1-3, kan der ved indkomstopgørelsen for nedennævnte skatteår foretages et nedslag, som højst kan udgøre følgende procentdel af beløbet:

Skatteår
1968-69.... 28 pct.
1969-70.... 26 pct.
1970-71.... 24 pct.
1971-72.... 22 pct.
1972-73.... 20 pct.
1973-74.... 18 pct.
1974-75.... 16 pct.
1975-76.... 14 pct.
1976-77.... 12 pct.
1977-78 og følgende skatteår.... 10 pct.

Stk. 5. Nedskrivning efter stk. 4 kan foretages for de lagre af varer, råstoffer, hel- eller halvfærdige produkter, emballage samt hjælpevarer i produktionsvirksomheder, herunder brændsel, der hører til virksomheden ved regnskabsårets slutning."

„§ 3. Såfremt de i § 1, stk. 1, nævnte skattepligtige inden indkomstårets udløb har indgået bindende kontrakt om køb af varer som nævnt i § 1, stk. 5, til levering senest i løbet af det følgende indkomstår, kan den skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for skatteårene 1968-69—1972-73 foretage en skattefri nedskrivning med det beløb, hvormed den aftalte købspris måtte overstige dagsprisen, efter at denne er nedsat med:

Skatteår
1968-69.... 25 pct.
1969-70.... 20 pct.
1970-71.... 15 pct.
1971-72.... 10 pct.
1972-73.... 5 pct.

Stk. 2. Nedskrivning kan ikke foretages ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1973-74 og følgende skatteår.

Stk. 3. Ved opgørelsen af købs- og dagspris kan den skattepligtige ikke medregne afgift, der ved opgørelsen af hans afgiftstilsvar efter loven om almindelig omsætningsafgift kan fradrages som indgående afgift."

Ved fremsættelsen af lovforslaget havde dette på visse punkter en anden affattelse end ved den endelige vedtagelse ved 3. behandling. I det oprindelige lovforslag var således foreslået, at også afskrivningsadgangen vedrørende varelagre på samme måde som for de bindende kontrakters vedkommende skulle nedsættes med 5 pct. om året i en 6 års periode og være helt afviklet med udgangen af 1972-73.

Endvidere blev den i § 1, stk. 2, fastsatte regel, hvorefter afgift i henhold til lov om almindelig omsætningsafgift skal holdes uden for det beløb, hvorpå der afskrives, først indsat i lovforslaget under behandlingen i folketinget.

Om baggrunden for de skærpede afskrivningsregler gav finansministeren ved fremsættelsen følgende oplysninger:

„Også dette lovforslag har til formål at gribe ind over for et sæt regler, der giver visse skattepligtige en skattemæssig fordel, som oftest fører til noget forcerede indkøb, og som efter regeringens mening savner tilstrækkelig begrundelse under nutidens forhold.

Det er hensigten med lovforslaget at afvikle de lempelser i beskatningsreglerne for varelagre m. v., som i en årrække har været indrømmet i henhold til bemyndigelser i tekstanmærkninger til de årlige finanslove.

Disse ordninger tog deres begyndelse i den anden verdenskrigs første år. Begrundelsen var, at de erhvervsdrivende dengang måtte forny deres varebeholdninger til priser, der lå betydeligt over det normale. Herved kom de ud i en stor prisrisiko, som de fik adgang til at tage i betragtning ved særlige skattefri nedskrivninger på varelagre og på varepartier indkøbt på bindende kontrakt.

Regeringen har ment, at tiden er inde til at få disse ordninger afviklet, idet den særlige risiko for prisfald, der under de daværende ekstraordinære forhold begrundede lempelserne, ikke har tilstrækkelig vægt under nutidens forhold. Afviklingen bør dog ikke ske blot ved at undlade fornyelse af tekstanmærkningen. Der bør gives en rimelig afviklingsperiode, og jeg har derfor ment det rigtigst, at afviklingen gennemføres ved en særlig lov. Herved kan forslaget også blive underkastet de normale folketingsbehandlinger."

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med den ovenfor omtalte lov om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v.

Ved 1. behandlingen fik forslaget tilslutning fra Peter Nielsen (S) og Ømann (SF), hvorimod Alfred Bøgh (V), Haunstrup Clemmensen (KF) og Niels Westerby (LC) kraftigt advarede mod en gennemførelse af de foreslåede bestemmelser. Heller ikke Arthur Jacobsen (RV) kunne uden en undersøgelse af problemerne tilsige sin medvirken til lovforslagets gennemførelse.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i samme udvalg som forslaget til lov om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v. Et flertal i udvalget (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række af finansministeren foreslåede ændringer, hvorom henvises til det ovenfor anførte.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtalte, at man ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, og henviste herved til sin bemærkning i betænkningen over lovforslaget om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v.

Endelig stillede et andet mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) ændringsforslag, hvorefter også adgangen til afskrivning på varepartier indkøbt på bindende kontrakt af hensyn til erhvervslivets likviditet skulle afvikles over en 10-årig periode i stedet for den i lovforslaget foreslåede periode på 6 år. Mindretallet indstillede lovforslaget til vedtagelse med dette ændringsforslag og de af finansministeren foreslåede ændringer vedrørende en lempelse af de oprindeligt foreslåede afviklingsregler for varelagre.

Ved 2. behandling vedtoges de af finansministeren foreslåede ændringer, medens mindretallets ændringsforslag forkastedes, og lovforslaget henvistes derefter til fornyet behandling i udvalget. Dette afgav imidlertid ikke tillægsbetænkning, men fremkom i stedet med en mundtlig indstilling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 85 stemmer imod 64 (V, KF, RV og LC), medens 2 medlemmer (Grønl.) undlod at stemme.