Loven har følgende ordlyd:

„Lov nr. 240 af 8. juni 1966 om indskud på kapitalbindingskonti ophæves, således at der ilcke ved skatteansættelsen for skatteåret 1968-69 indrømmes fradrag for indskud på kapitalbindingskonti, der er foretaget den 26. maj 1967 eller senere.

Lovens bestemmelser finder fortsat anvendelse på beløb, som er indskudt på kapitalbindingskonti til og med den 25. maj 1967, herunder tilskrevne renter, jfr. § 2, stk. 6."

Ordlyden var ændret efter udvalgsbehandlingen i folketinget. Ifølge den oprindelige formulering af lovforslaget skulle loven om indskud på kapitalbindingskonti ophæves, således at fradrag efter reglerne i loven sidste gang skulle indrømmes ved skatteansættelserne for skatteåret 1967-68.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om beskatningen af renteforsikringer m. v., se nærmest følgende sag. Til belysning af baggrunden for fremsættelsen af de to lovforslag gav finansministeren i fremsættelsestalen bl. a. følgende oplysninger:

„En statistisk undersøgelse i betænkningen vedrørende skattebegunstigelse for opsparing (betænkning nr. 378, 1964) tyder på, at kapitalbindingsordningen i 1963 blev udnyttet af 10 pct. af skatteyderne. Udnyttelsesprocenten var dog noget varierende for de forskellige erhvervsgrupper. Det kan således nævnes, at den var ca. 8 for selvstændige landbrugere, ca. 11 for andre selvstændige, ca. 18 for landbrugsmedhjælpere, ca. 22 for funktionærer og tjenestemænd og ca. 7 for arbejdere og pensionister.

Skattelettelsen ved kapitalbindingsordningen gives som nævnt i form af et fradrag i den skattepligtige indkomst. Det betyder, at lettelsen for et givet indskud bliver større, jo højere indkomsten er, selv om vanskeligheden ved at spare op ofte vil være størst for personer med lave indtægter. En særlig undersøgelse i Århus viser da også for skatteåret 1966-67, at udnyttelsen af de skattebegunstigede opsparingsordninger er stærkt afhængig af indkomstens størrelse.

Det er i øvrigt ikke, nogen betingelse for at få skattelettelse, at der er foretaget en opsparing. Fradraget kan opnås, blot man overfører et beløb fra én konto til en anden. Det må derfor antages, at en væsentlig del af de beløb, der er indskudt på kapitalbindingskonti, ikke er udtryk for nogen meropsparing, men alene for en ændret anbringelse af formue, som indskyderne enten rådede over i forvejen eller alligevel ville have opsparet.

Ordningen har nu bestået i en årrække. Det betyder, at der hvert år bliver frigivet beløb, der er indsat for fem år siden, og de vil ved genanbringelse på ny give ret til skattelettelse. Også herved opnås der altså en skattelettelse, uden at der er præsteret nogen ny opsparing ---.

I 1958 kunne fradraget for udgifter til kapitallivsforsikringer m. v. ikke overstige 600 kr. I anledning af kapitalbindingsordningens indførelse blev denne beløbsgrænse forhøjet til 1.000 kr. for forsørgere, medens grænsen fortsat var 600 kr. for andre skatteydere. Siden er grænsen ved flere lejligheder sat i vejret, således at den nu andrager 2.500 kr. for alle skatteydere. Hvis kapitalbindingsordningen som nu foreslået bortfalder, må det være rimeligt samtidig at nedsætte de 2.500 kr. til 1.500 kr., og forslaget til ændring af renteforsikringsloven går ud herpå. "

Ved lovforslagenes 1. behandling i folketinget anbefaledes de af Egon Jensen (S), der vendte sig mod en fremsat påstand om, at lovforslagene havde tilbagevirkende kraft. Inden for skattelovgivningen var det almindeligt, at man i det løbende skatteår indførte regler, der skulle anvendes ved næste ligning, f. eks. ligningsloven og udskrivningsloven.

Henry Christensen (V) fandt, at lovforslagene byggede på et misundelsessynspunkt. Ikke alle kunne spare op, og derfor var den gældende ordning kun til fordel for nogle, men det var Henry Christensens opfattelse, at alle havde gavn af, at opsparingen blev så stor som mulig. Det var rigtigt, at fordelen ved ordningen var størst for de store indtægter, og derfor ville venstre foretrække, at lempelsen blev givet som et nedslag i skatten i stedet for i indtægten.

Haunstrup Clemmensen (KF) betragtede det høje danske renteniveau som bevis for, at opsparingen var for lille i forhold til investeringsopgaverne. Det var derfor et ejendommeligt tidspunkt at vælge for forringelse af opsparingsincitamenterne. De konservative kunne tilslutte sig Henry Christensens udtalelser om en ordning, der byggede på fradrag i skatten. Haunstrup Clemmensen vendte sig dernæst mod nedsættelsen af grænsen i renteforsikringsloven fra 2.500 kr. til 1.500 kr. Denne nedsættelse ville bl. a. gå ud over dem, der i tillid til den gældende grænse havde tegnet livsforsikringer op til dette beløb.

Aksel Larsen (SF) fandt, at kapitalbindingsordningen var en af de grimmeste gevækster i dansk skattelovgivning. Vi havde haft den, fordi de borgerlige partiers indflydelse havde været for stor. Ordningen var uretfærdig, og den fremkaldte ikke nyopsparing. Det havde endog vist sig, at man kunne låne indskudsbeløbet i en bank.

Arthur Jacobsen (RV) henviste til det radikale venstres skatteforslag. Han mente, at nyopsparingen som følge af kapitalbindingsordningen var ringe, og han ville gerne medvirke til at omforme reglerne. Men opsparing var af stor betydning, og man måtte nok fremover finde frem til en præmiering af den sparsommelige borger. Han fandt imidlertid, at de fremsatte lovforslag havde tilbagevirkende kraft, og kunne ikke tiltræde dem.

Niels Westerby (LC) kunne heller ikke tiltræde, at kapitalbindingsordningen skulle ophæves allerede efter skatteåret 1967-68. Der var hensyn at tage både til borgerne og til pengeinstitutterne. Han foreslog, at det folketingsudvalg, der skulle behandle lovforslagene, søgte at finde ud af, hvilken indflydelse ordningen havde haft på den samlede opsparing. Det var hans fornemmelse, at ordningen havde fremmet opsparingen, men spørgsmålet havde ikke været tilstrækkeligt belyst hidtil. Ordningen passede imidlertid ikke godt sammen med kildeskattesystemet, og derfor stillede han sig på længere sigt åben over for en ophævelse af ordningen, forudsat at det viste sig, at den ikke havde nogen væsentlig indflydelse på opsparingen.

Efter 1. behandling henvistes de to lovforslag til behandling i et udvalg, hvor der opnåedes enighed mellem socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer om gennemførelse af lovforslagene med de oven for og under omtalen af renteforsikringsloven omtalte ændringer.

I udvalgets betænkning stillede et mindretal (venstre og det konservative folkeparti) et ændringsforslag, der gik ud på at bevare kapitalbindingsordningen med den ændring, at den skattelettelse, som opnås ved kapitalbinding i fem år, fremtidig skulle gives ved et nedslag i indkomstskatten til staten i stedet for ved et fradrag i den skattepligtige indkomst. Dette ville medføre, at skattefordelen blev ens for alle indtægtsgrupper. Skattelettelsen foresloges fastsat til 30 pct. af det indskudte beløb, dog højst 750 kr. årligt, og skattelettelsen kunne ikke indrømmes på grundlag af et større beløb end forskellen mellem 2.500 kr. og de fradrag, der tilkom skatteyderen i henhold til § 1, stk. 1 d, i renteforsikringsloven.

Såfremt der i bindingsperioden skete udtræk af beløb, for hvilke der var indrømmet skattelettelse, skulle den opnåede skattelettelse tilbagebetales. Skete der i bindingsperioden udtræk af beløb, der var indskudt for skatteåret 1967-68 eller tidligere skatteår, for hvilke der følgelig var indrømmet fradrag i den skattepligtige indkomst, skulle det udtrukne beløb som hidtil medregnes til kontohaverens skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori udtrækket var sket.

Mindretallet udtalte i øvrigt i betænkningen:

„Mindretallet beklager, at det ikke har været muligt at opnå en samlet og sammenhængende behandling af de opsparingsfremmende foranstaltninger. Mindretallet frygter, at afskaffelse af kapitalbindingsreglerne vil svække den private opsparing. Kapitalbindingsreglerne burde i stedet ændres i overensstemmelse med mindretallets ændringsforslag."

Det fremgår af betænkningen, at finansministeren havde meddelt udvalget, at det er regeringens hensigt at fremsætte forslag i næste samling til revision af renteforsikringsloven, og at der i forbindelse hermed vil ske en almindelig gennemgang af de pågældende fradragsbestemmelser.

Uden for betænkningen forelå til 2. behandling yderligere ændringsforslag af Niels Westerby (LC) til begge lovforslagene. Ændringsforslagene gik ud på at udskyde ophævelsen af kapitalbindingsordningen i et år, således at fradrag efter ordningens regler sidste gang indrømmes ved skatteansættelserne for skatteåret 1968-69.

Ved afstemningen forkastedes det af venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget stillede ændringsforslag med 89 stemmer mod 65, medens 17 medlemmer undlod at stemme. Efter at den af Niels Westerby m. fl. foreslåede udskydelse af ordningens ophævelse var forkastet med 102 stemmer mod 69, vedtoges flertallets ændringsforslag til kapitalbindingsloven enstemmigt med 102 stemmer, medens 69 medlemmer undlod at stemme.

Ophævelsen af bestemmelsen om nedsættelse af grænsen i renteforsikringsloven fra 2.500 kr. til 1.500 ler. vedtoges med 165 stemmer mod 6, og med de således vedtagne ændringer vedtoges de to lovforslag ved 3. behandling begge med 101 stemmer mod 71 (V, KF, LC).