Lovforslaget havde følgende ordlyd:
„§ 1. Omfattet af denne lovs bestemmelser er sådanne organisationer og foreninger, hvortil medlemskab er af afgørende betydning for at opnå en beskæftigelse, beklæde en stilling eller på anden måde udøve sit erhverv.
§ 2. Medlemskab af en interesseorganisation, jfr. § 1, kan ingen sinde medføre, at et medlem derigennem tilpligtes at yde bidrag til et politisk arbejde, herunder politiske partier, politiske foreninger og udgivelsen af politisk presse.
§ 3. Såfremt en interesseorganisation yder bidrag til politiske formål, jfr. § 2, skal det ske fra en særlig fond, hvortil bidragspligten ikke er obligatorisk. Regnskabet for en sådan fond skal holdes adskilt fra organisationens almindelige regnskaber, ligesom opkrævning af bidrag til fonden skal være særskilt specificeret.
§ 4. Ved indmeldelse/optagelse af medlemmer i en interesseorganisation, jfr. § 1, skal det klart tilkendegives ansøgeren, at bidrag til en eventuel fond for støtte til politiske formål er frivillige, og bidrag må kun opkræves, såfremt ansøgeren separat har erklæret sig indforstået med, at bidrag ydes til en fond, jfr. § 3.
§ 5. Afgivet erklæring om bidragspligt til politisk arbejde skal kunne tilbagekaldes til udløb ved et regnskabsårs ophør, ligesom ethvert medlem efter sin indmeldelse skal kunne afgive erklæring om indforståelse med bidragspligt.
§ 6. Denne lov træder i kraft ved begyndelsen af førstkommende regnskabsår efter 1. januar 1968."
På forslagsstillernes vegne begrundede Henry Christensen ved fremsættelsen lovforslagets bestemmelser på følgende måde:
„Forslagsstillerne må imidlertid anse det for at være i overensstemmelse med demokratiske synspunkter, at ingen borger som følge af sin beskæftigelse, stilling eller erhverv kan tilpligtes at yde støtte til politisk virksomhed i strid med eget ønske. Det fremlagte forslag tilsigter at tilvejebringe en sådan retsorden, at den enkelte borger ikke som følge af sit faktisk tvungne medlemskab af en interesseorganisation mere skal kunne tilpligtes at yde sådanne bidrag, men at dette må være den enkelte borgers egen frivillige sag.
Forslagsstillerne har overvejet forskellige muligheder for at opnå det tilsigtede formål og har fundet, at principperne, som de fremgår af det hermed fremlagte forslag, var de bedst egnede.
Forslagsstillerne er naturligvis villige til at drøfte den bedst mulige praktiske udformning af de foreslåede regler.
Spørgsmålet om forpligtelsen til som medlem af faglige og erhvervsmæssige organisationer at yde økonomisk tilskud til politiske partier, politiske foreninger og udgivelse af politisk presse har tidligere været behandlet og drøftet i folketinget, uden at det dengang lykkedes at tilvejebringe et resultat (se herom årbog 1956-57, side 580).
Ved den højesteretsdom, der den 28. november 1966 er afsagt i sagen mellem chauffør Claus Jensen og Chaufførernes Fagforening, er det på ny fastslået af et flertal af de i voteringen deltagende dommere, at det er gældende retstilstand, at sådanne organisationer er berettiget til af det kontingent, som pågældende medlem er pligtig at betale, at anvende en del til politisk virksomhed, uanset at dette måtte være i strid med det pågældende medlems overbevisning."
Justitsministeren tog ved 1. behandling afstand fra lovforslaget. Med henvisning til domstolenes praksis fremhævede ministeren, at det ligger inden for en naturlig varetagelse af organisationsinteresser at støtte et politisk parti. For så vidt angår fagbevægelsens bidrag til politisk virksomhed, fremhævede ministeren, at der lige fra arbejderbevægelsens start til i dag har været det intimeste samarbejde både personmæssigt og økonomisk mellem fagbevægelsen og socialdemokratiet. Det måtte dernæst efter ministerens mening tillægges betydning, at støtten til politiske formål for det enkelte medlems vedkommende er ganske ubetydelig økonomisk set, et forhold, som også domstolene efter ministerens opfattelse hele tiden har tillagt vægt. Endvidere fandt ministeren, at den i forbindelse med lovforslagets fremsættelse refererede højesteretsdom har fastslået, at det ikke er i strid med grundlovens principper, at et flertal i en organisation beslutter, at organisationen skal yde støtte til et politisk parti. Ministeren fandt endelig, at lovforslaget var kritisabelt også ud fra det synspunkt, at det ville volde praktiske vanskeligheder at gennemføre dets bestemmelser.
Anker Jørgensen (S) pegede på, at der ikke var tale om støtte fra fagbevægelsen til den socialdemokratiske presse, idet Landsorganisationen ejer denne og betaler underskuddet. Han fremhævede endvidere, at også Dansk Arbejdsgiverforening yder tilskud til politisk virksomhed. Lovforslaget måtte forkastes, men man ville ikke afvise et udvalgsarbejde.
Thestrup (KF) kunne støtte lovforslaget, der var udtryk for en tendens, som allerede kunne spores på anden måde.
Krog Hansen (SF) var modstander af den omhandlede støtte til politiske formål, men lagde i forbindelse med sin omtale af fagbevægelsens bidrag vægt på, at støtten blev ydet efter flertalsbeslutning i organisationerne. Han fandt endvidere, at lovforslaget vedrørte spørgsmål, folketinget ikke burde tage stilling til, og at modstanderne af ordningen måtte virke for dens afskaffelse inden for organisationerne.
Erik Hansen (RV) kunne anbefale lovforslaget.
Niels Westerby (LC) fandt, at der måtte værnes også om den politiske samvittighed hos borgerne, og han var derfor tilhænger af det princip, der var nedfældet i lovforslaget.
Det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav en beretning, hvoraf det fremgik, at udvalget ikke havde kunnet afslutte sit arbejde.