Det fremsatte lovforslag, der ville medføre fri ret til abort i den tidligste del af svangerskabet, var udformet som et ændringsforslag til lov nr. 177 af 2.3. juni 1956 om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. § 1 og § 2 ville efter ændringsforslaget få følgende affattelse:

„§ 1. En kvinde, der er bosat her i landet, kan få sit svangerskab afbrudt, såfremt hun efter rådgivning om samfundet& hjælpeforanstaltninger for familie og børn fastholder ønsket, om svangerskabsafbrydelse.

Stk. 2. Hvor der er alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, kan svangerskabsafbrydelse foretages, uden at kvinden er bosat her i landet.

§ 2. Svangerskabsafbrydelsen skal foretages inden udgangen af 12. svangerskabsuge, dersom ikke ganske særlige hensyn taler for en forlængelse af denne frist.

Stk. 2. Svangerskabsafbrydelsen må, medmindre den er begrundet med en alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, ikke finde sted, før følgende betingelser er opfyldt:

1) Kvinden skal ved ansøgning om svangerskabsafbrydelse henvende sig til den stedlige mødrehjælpsinstitution, hvor hun grundigt skal orienteres om de hjælpeforanstaltninger, samfundet kan yde, såfremt hun gennemfører svangerskabet. Ved samme lejlighed skal hun af en læge orienteres om indgrebets art. Der skal herefter gives kvinden tid til grundigt at overveje, om hun fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse. Hvis hun ønsker indgrebet foretaget, skal kvinden herefter inden 7 dage på mødrehjælpens begæring modtages på det sygehus (sygehusafdeling), hvorunder hun hører.

2) Er kvinden under 18 år og ugift eller umyndiggjort i personlig henseende, skal der så vidt muligt indhentes en skriftlig erklæring fra forældremyndighedens indehaver, henholdsvis værgen, men pågældendes samtykke kræves ikke. Beslutning om indgreb kan ikke træffes uden kvindens samtykke.

3) Er kvinden på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af andre årsager ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan begæringen om dettes foretagelse fremsættes af en hertil efter indstilling af de sociale udvalg beskikket særlig værge. Der skal dog foreligge tungtvejende argumenter fra værgens side for, at indgrebet kan ske uden den pågældende kvindes samtykke. Værgens indstilling skal godkendes af Mødrehjælpens Samråd.

4) Kvindens ægtefælle eller samlever skal, såfremt særlige hensyn ikke taler herimod, have lejlighed til, inden beslutning træffes, at orienteres om samfundets hjælpemuligheder for familie og børn og om indgrebets art. Såfremt kvinden er gift, skal om muligt skriftlig erklæring indhentes fra ægtefællen, men pågældendes samtykke behøves dog ikke."

Af ordføreren for forslagsstillerne Morten Langes (SF) fremsættelsestale kan fremhæves:

„Den gældende lov fastsætter en meget streng strafferamme for bistand til ulovlig abort. Men på trods af dette og på trods af det meget store antal lovovertrædelser, man formoder der finder sted, er antallet af pådømte tilfælde særdeles lille, næppe over 10 om året. Loven fastsætter også straf for den kvinde, der ulovligt lader sit svangerskab afbryde. Men domfældelse af disse kvinder er næsten ikke forekommende. Samfundet synes, ved svigtende efterforskning af lovovertrædelserne, stiltiende at have erkendt, at lovens bestemmelser ikke er tilpasset de i samfundet herskende forhold. Der findes næppe grund til at antage, at man fra noget hold ønsker efterforskninger i svangerskabsafbrydelsesforhold væsentligt udvidet.

Det må således erkendes, at adgangen til svangerskabsafbrydelse er nær ved at være fri, men at kriminaliseringen dels bevirker, at indgrebet foretages på uforsvarlig vis, samtidig med at der er betydelige muligheder for, at de nævnte lovovertrædelser trækker andre med sig. Pengeafpresning og blufærdighedskrænkelse har været fremdraget som eksempler i denne forbindelse.

Men værst er det dog, at disse mange ukvalificerede indgreb ofte indebærer fare for kvindens helbred, ja, endog for hendes liv.

På denne baggrund er det klart, at svangerskabsloven af 1956 ikke kan opretholdes uden at bevirke en almindelig svækkelse af retsbevidstheden og uden at udsætte et stort antal kvinder for betydelig risiko.

Der er naturligvis her først grund til at overveje, om det ville være rimeligt at udvide loven af 1956, så den medtog en række andre kategorier af besvangrede kvinder, hvor man lovmæssigt kunne tage hensyn til andre vanskeligheder i forbindelse med fødsler end de nuværende, fortrinsvis medicinske indikationer. Her må det dog erkendes, at allerede den nuværende lov giver store administrative vanskeligheder og efter det oplyste praktiseres ret forskelligt i forskellige områder af landet. Der er næppe nogen begrænset udvidelse af lovens område, der kan forventes at føre til en sikrere administrativ praksis. Snarest tværtimod. Heller ikke kan nogen anden afgrænsning siges at være rimelig i sig selv.

På denne baggrund har forslagsstillerne fundet det tvingende nødvendigt at fremsætte lovforslag om fri ret til abort i den tidligste del af svangerskabet. Denne ret bør kun indskrænkes af bestemmelser, der sikrer, at ønsket om abort er støttet på et modent overlæg, at indgrebets karakter er kvinden bekendt, og først og fremmest, at mødrehjælpsinstitutionen har haft lejlighed til at pege på mulighederne for hjælp og støtte, dels under graviditeten, dels når barnet er født og vokser op. ..... "

Forslaget gav ved 1. behandling anledning til en omfattende debat.

Justitsministeren var enig med forslagsstillerne i, at en udvidelse af adgangen til svangerskabsafbrydelse burde søges gennemført. Man kunne enten anerkende en eller anden form for social indikation, eller man kunne lade den gravide kvinde selv afgøre, om hun ville have sit svangerskab afbrudt. Han havde nogen forståelse for den sidste mulighed, men var ikke parat til at støtte forslaget uden nærmere undersøgelse og overvejelse.

Viola Nørløv (S) oplyste, at der havde været delte meninger i den socialdemokratiske gruppe. Nogle mente, at loven burde liberaliseres, nogle havde ikke taget stilling, en enkelt havde givet udtryk for tilfredshed med den gældende lov, og et lille mindretal, hvortil hun hørte, gik ind for fri abort. Man var dog alle enig om at gå ind for en bedre oplysning om og adgang til forebyggende midler.

Eva Rée (V) oplyste, at venstre ikke kunne tilslutte sig det af SF fremsatte lovforslag, men man kunne medvirke til en hurtig og saglig behandling af problemerne og til forslag om en liberalisering af den nuværende lovs administration. Venstre var af den opfattelse, at årsagerne til de illegale svangerskabsafbrydelser burde begrænses mest muligt. Personligt kunne hun dog godt gå ind for fri ret til abort for f. eks. kvinder over 40 år og teenagere på 16-17 år.

Lis Møller (KF) gav udtryk for, at der måtte ske en afvejning af „hensynet til det ufødte barn med dets muligheder og hensynet til moderen, der skal bære og føde barnet." Hendes parti kunne derfor ikke medvirke til det foreliggende lovforslag, der helt prisgav det ufødte barn til fordel for moderen, men man ville gerne deltage i overvejelserne af, om man havde fundet et rimeligt balancepunkt.

Den nugældende lov gav piger under 15 år adgang til svangerskabsafbrydelse. Hun var villig til at se på, om denne grænse kunne rykkes op. Hun var ligeledes villig til at medvirke til adgang til svangerskabsafbrydelse for kvinder omkring 38 år og opefter. Endelig betonede hun den udvikling, der var sket med hensyn til antikonceptionelle midler.

Else-Merete Ross (RV) oplyste, at der var forskellige opfattelser i hendes gruppe, men alle gik ind for positive drøftelser af spørgsmålet. „Går vi ind for fri abort, må der samtidig sættes alvorligt ind på at gøre antallet af aborter mindre år for år, dels ved udbygning af den økonomiske hjælp, der kan tilbydes, dels ved en effektiv oplysning om præventive midler."

Hvis man ville have de illegale aborter ind underdelegale, måtte man liberalisere lovgivningen. Man kunne ændre „uegnet" i § 1, stk. 4, til „mindre egnet" eller indføre en social indikation. Man kunne også sætte aldersgrænser f. eks. under 18 år og over 35 år eller give adgang til abort for dem, der i forvejen havde et barn.

Niels Westerby (LC). Der var stærkt delte meninger om spørgsmålet i hans gruppe. Det var en meget uheldig lovgivningstilstand med det store antal illegale aborter. Man kunne nå noget ved øget oplysning om og bedre adgang til antikonceptionelle midler. Man blev dog nok nødt til også at liberalisere lovgivningen. Han tænkte her især på unge piger i en meget lav alder. Det ville sikkert også blive nødvendigt at udvide den sociale indikation.

Uden for ordførernes række talte Hanne Budtz (KF), der kunne støtte en liberalisering af den gældende lovgivning.

Ved afslutningen af debatten oplyste justitsministeren, at han havde nedsat et sagkyndigt udvalg, der havde til opgave at overveje spørgsmålet om ændring af de gældende regler om adgang til svangerskabsafbrydelse. Ministeren nævnede en række problemer, som trængte til en sagkyndig vurdering. Den nugældende tilstand burde analyseres bl. a. på grundlag af mødrehjælpens materiale vedrørende de legale aborter. Det burde oplyses, hvor langt man burde antage at problemerne kunne løses gennem øget oplysning om præventive midler. Man burde have en vurdering af den risiko, kvinderne udsatte sig for ved de illegale aborter. De legale aborters psykiske og fysiske skader burde vurderes, ligesom de kirurgiske problemer måtte undersøges. Man burde undersøge risikoen for, at kvinden under friere abortadgang blev udsat for pres fra kæreste, forældre o. s. v. Endelig måtte det oplyses, hvad de forventede virkninger af friere adgang til abort ville medføre med hensyn til aborttal, fødselstal, samt hvilke krav der ville blive stillet til lægelig arbejdskraft og hospitalskapacitet. Bevillingerne til mødrehjælpen havde været utilstrækkelige. På næste års finanslov var der også praktisk taget en fordobling. Ministeren var også enig i, at det var uheldigt, at der kun var seksualoplysning i 44 pct. af skolerne. Problemet var under overvejelse i undervisningsministeriet. Det var meget betænkeligt med et stort antal lovovertrædelser, der ikke forfulgtes.

Det nedsatte udvalg afgav en beretning, hvoraf det fremgår, at arbejdet ikke har kunnet afsluttes.