Lovforslaget svarede indholdsmæssigt til det af liberalt centrum den 16. marts 1966 fremsatte forslag til lov om ændringer i lukkeloven, som genfremsattes den 28. oktober samme år. Udover et par mindre redaktionelle tilføjelser var dog foretaget sådanne ændringer, som var nødvendiggjort af de i folketinget den 3. juni 1966 vedtagne ændringer i lukkeloven (årbog 1965-66, side 279).
Idet henvises til omtalen i folketingsårbogen 1965-66, side 512, skal her kort nævnes, at forslaget tilsigtede en „smidiggørelse af den gældende lukkelovs stive bestemmelser om åbningstider". Efter forslaget skulle de butiksdrivende have mulighed for frit at lægge deres åbningstider på de tidspunkter, der var bedst for forbrugerne og dem selv.
Samtidig indeholdt lovforslaget en beskyttelse for de handlende mod en urimelig lang arbejdstid ved at lægge loft over den tilladte samlede ugentlige arbejdstid, som var foreslået fastsat til 55 timer ugentligt, hvilket svarer til de handlendes sædvanlige ugentlige åbningstimer og er 13 timer mindre end tilladt efter den gældende lukkelov.
For at forhindre omgåelse ved aftaler (brancheaftaler) indeholdt lovforslaget endvidere en bestemmelse om, at alle aftaler om åbningstiders fastlæggelse skulle være uforbindende.
Ved 1. behandling pegede handelsministeren på, at lovforslaget ved 1. behandlingen i 1966 var blevet afvist af samtlige øvrige partier. Han kunne for sit vedkommende tilslutte sig de begrundelser for en afvisning, som var blevet fremsat af den daværende handelsminister og de forskellige ordførere. Lovforslaget indeholdt efter hans opfattelse ikke nogen hensigtsmæssig løsning af lukkelovsproblemet, hverken ud fra forbrugernes, butiksindehavernes eller butikspersonalets synspunkt. Det ville give anledning til en meget betydelig administration, og man måtte på forhånd nære alvorlig tvivl, om bestemmelserne ville blive overholdt i praksis.
Ministeren kom derefter ind på den diskussion der havde været i befolkningen om at tage lukkelovsspørgsmålet op til drøftelse. Efter ministerens opfattelse ville det imidlertid ikke være rigtigt umiddelbart at nedsætte en ny lukkelovskommission, idet det måtte være rigtigst først at søge tilvejebragt et objektivt materiale for et eventuelt kommissionsarbejde.
Ministeren henviste i forbindelse hermed til, at det bl. a. var uklart, i hvilken retning forbrugernes ønsker om en mere smidig lukkelov gik. F. eks. kunne det jo meget vel tænkes, at forbrugerne ville være tilfredse med en længere åbningstid en enkelt aften om ugen. Tillige kunne det være interessant at få nærmere oplyst, hvorvidt alle medlemmer stod bag den afvisende holdning over for en ændring i lukkeloven, som ledelserne af funktionærernes og butiksindehavernes organisationer havde indtaget. Endelig ville det være af betydning at få fastslået, hvorvidt en liberalisering af lukkeloven ville virke varefordyrende eller have den modsatte virkning.
Ministeren sluttede sit indlæg således:
„Jeg tror, vi må erkende, at vi i virkeligheden står meget usikkert over for alle disse spørgsmål, og derfor har vi da også under overvejelse i handelsministeriet at bede en uvildig, en neutral institution, f. eks. en handelshøjskole, om at påtage sig at søge alle herhenhørende spørgsmål nærmere udredet og belyst. Når et sådant materiale foreligger, tror jeg, at der er skabt et grundlag for en saglig og fordomsfri kommissionsundersøgelse, hvis materialet viser, at der i befolkningen er et ønske om ændring af principperne og ikke blot et ønske om liberalisering uden væsentlige ændringer i den gældende lukkelov, der jo som hovedprincip bygger på ensartede lukketider."
Under hensyn til at det drejede sig om en næsten uændret genfremsættelse kunne samtlige ordførere henvise til tidligere fremsatte udtalelser over lovforslaget, som således på ny mødtes med betydelig skepsis.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke afsluttede sit arbejde inden folketingsårets udløb.