Lovforslaget var enslydende med det forslag, som fremsattes af stort set samme forslagsstillere den 16. marts 1966, og som genfremsattes den 13. oktober 1966, men som ikke nåede at blive behandlet før udskrivningen af folketingsvalget.

Idet henvises til omtalen i folketingsårbogen 1965-66, side 516, skal her blot nævnes, at formålet med lovforslaget ifølge dettes bemærkninger var gennem øget bevægelighed på arbejdsmarkedet at sikre, at den enkelte frit kan anvende sin arbejdskraft, hvor værdien af det udførte arbejde er størst og dermed til størst nytte for lønmodtagerne og for hele samfundet, og til dette formål at frigøre arbejdskraften fra virkningerne af fortidige tilstande.

Ved 1. behandling fremhævede arbejdsministeren på ny, at lovforslaget ikke efter regeringens opfattelse var et egnet middel til at øge produktionen eller til opnåelse af de øvrige formål, lovforslaget angik. Det var hans mening, at de problemer, der står i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, bedst løses dels gennem organisationernes egne bestræbelser for at smidiggøre forholdene på arbejdsmarkedet, dels gennem en yderligere udvikling af de uddannelsesforanstaltninger, der var blevet etableret på grundlag af lovgivningen af 1960 om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere. Endvidere fandt ministeren anledning til på ny at pege på, at forslaget formentlig ikke kunne gennemføres uden at komme i strid med den af Danmark ratificerede ILO-konvention af 1948 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig.

I overensstemmelse hermed udtalte Anker Jørgensen (S) sig. Han mente ikke, lovforslaget var egnet til at løse den opgave, man havde stillet sig. De vigtigste midler til opnåelse af bevægelighed var uddannelse, egnsudvikling og fuld beskæftigelse.

Heller ikke Asger Jensen (KF) kunne tiltræde lovforslaget, idet han fandt det betænkeligt at gribe ind i aftalefriheden på arbejdsmarkedet.

Svend Lund (SF) gik stærkt imod lovforslaget, hvis bestemmelser han fandt nytteløse og urealistiske.

Bernhard Baunsgaard (RV) havde principielt sympati for de tanker, der lå til grund for lovforslaget, men fandt hele problemstillingen så omfattende, at en lovgivning på området først ville kunne gennemføres efter store og meget grundige undersøgelser. Også han mente, at en del af problemet lå i uddannelse og omskoling af arbejdskraften.

Antonsen (LC) udtalte, at lovforslaget indeholdt et princip, som kunne være medvirkende til fremme af bevægeligheden, og selv om udformningen af lovforslaget ikke var særlig hensigtsmæssig, kunne han dog anbefale, at problemerne fortsat overvejedes.

Efter 1. behandling henvistes forslaget til et udvalg, som afgav en beretning, hvoraf det fremgik, at arbejdet ikke havde kunnet tilendebringes.