Lovforslaget var enslydende med et i folketingsåret 1965-66 fremsat lovforslag, som er optrykt i årbogen 1965-66, side 484.
Også de oprindelige bemærkninger og bilag var medtaget i lovforslaget med tilføjelse af en række ajourførende oplysninger. Der henvises herom til det anførte sted i årbogen. Tilføjelserne gav udtryk for en yderligere stramning af de overordentlig vanskelige lokaleforhold ved Københavns og Århus universiteter.

Undervisningsministeren oplyste i sin fremsættelse, at en betænkning fra dispositionsudvalget for Københavns universitet kunne ventes i meget nær fremtid [betænkningen forelå umiddelbart før lovforslagets 1. behandling]. Det var hans opfattelse, at den såkaldte „indre byplan" ikke ville kunne løse universitetets problemer. Han havde derfor tiltrådt en indstilling fra udvalget om, at dette i sine overvejelser også kunne inddrage eventuelle muligheder for at erhverve et større, samlet areal, der også på langt sigt kunne sikre universitetet rimelige og fleksible udvidelsesmuligheder.

Planlægningsrådet for de højere uddannelser var i færd med at udarbejde en planskitse for de højere uddannelser i perioden indtil 1980 og det ville ikke være rimeligt at tage stilling til dispositionsudvalgets indstilling uafhængigt af denne planskitse.

Under disse omstændigheder ville det næppe være muligt at gå i dybden ved behandlingen af det fremsatte lovforslag. Efter den debat, der var udløst af planlægningsrådets indstilling om at placere nye centre for højere uddannelse og forskning i henholdsvis Esbjerg-Ribeområdet, Ålborg-Nørresundbyområdet og i området omkring Roskilde, havde regeringen fundet at burde forelægge problemerne i forbindelse med placeringen af nye universitetscentre for folketinget, uanset at en række forhold kunne tale for at vente med at tage endelig stilling, indtil planlægningsrådets skitse forelå.

Lovforslaget modtoges i folketinget i en meget positiv ånd. Spørgsmålet om en hurtig løsning af de meget fremtrædende problemer omkring lokaleforholdene ved Århus og navnlig Københavns universiteter blev igennem debatten fremhævet som det væsentligste. Ingen af ordførerne kunne dog på det foreliggende grundlag tage endelig stilling til dette spørgsmål, ligesom ingen ville lægge sig fast på placeringen af de kommende nye uddannelsescentre.

Lis Groes (S) fandt ideen om et område i Høje-Tåstrup ganske forstandig, men spørgsmålet var, om man straks skulle tage skridtet fuldt ud og udbygge i Roskilde. Det, hun var bange for, var, at man skulle tro, at man kunne fortsætte i København med de håbløse forhold, dér var, og ved at udnytte gamle og uhensigtsmæssige bygninger.

Det forekom hende i øvrigt naturligt, at man tilstræbte en vis geografisk spredning ud over landet ved placeringen af de nye universiteter på en sådan måde, at de fik et naturligt befolkningsunderlag.

Guldberg (V) ville selvfølgelig være med til at løse de øjeblikkelige, midlertidige vanskeligheder, men målsætningen på så lang sigt måtte være at bevare et Københavns universitet i København, men af en rimelig, anstændig størrelse.

Han gik kraftigt ind for en større spredning af uddannelsescentrene under hensyn til den meget store betydning, placeringen havde for hele spørgsmålet om egnsudvikling, om fordeling af befolkning og erhverv. Den traditionelle opfattelse, at et universitet i hvert fald skulle placeres i en ret stor by, var efter hans mening forældet.

Det var også et forældet synspunkt, at det under alle omstændigheder var nødvendigt at samle flere grene af den højere uddannelse for at skabe et nødvendigt miljø og give mulighed for en vis vekselvirkning. Han ville ikke afvise betydningen af en vekselvirkning mellem fagene, men en sådan var i praksis meget ringe ved et stort universitet som f. eks. Københavns og ville have bedre muligheder ved et mindre universitet med færre fakulteter og færre studenter.

Gottschalck-Hansen (KF) kunne give betinget tilslutning til lovforslaget, idet han kunne tiltræde en tidssvarende opbygning af de bestående universiteter og bygningen af 3 nye universiteter i indeværende århundrede uden dog at ville tage stilling til placeringen af disse.

For ham var det væsentligste spørgsmål den misere, der herskede ved de bestående universiteter, særlig ved Københavns. Det var efter hans opfattelse klart, at der kunne nås resultater med de muligheder, der var til rådighed. En udflytning f. eks. til Høje-Tåstrup kunne han ikke medvirke til.

Han beskæftigede sig endvidere med spørgsmålet om en strukturændring af studieordningen med mulighed for en væsentlig forkortelse af studietiden for en stor del af de studerende.

Endelig fandt han, at en ændring af administrationen var påkrævet. I denne forbindelse pegede han på den svenske „kanslerordning" og fandt det ønskeligt, at der skabtes et administrativt organ, der kunne koordinere institutionerne.

Efter Morten Langes (SF) opfattelse var den bærende idé i lovforslaget fremdeles skabelsen af en række nye universitetscentre ud over landet. Han fandt indtil videre megen rimelighed i de foreslåede placeringer. I modsætning til Guldberg anså han det for vigtigt, at uddannelsescentre placeredes i tilknytning til større byer.

Det var helt nødvendigt, at der snarest muligt blev skabt rammer for en udbygning af de bestående universiteter, dette gjaldt i særlig grad for København. Han havde ikke nogen særlig forhåndssympati for Tåstrupløsningen, men var villig til at overveje sin stilling.

Han havde megen interesse for strukturændringer, og der var visse muligheder for sidespor med en kortere uddannelse, men en sådan løsning kunne ikke anvendes for flertallet af studenter.

Tanken om en universitetskansler kunne han ikke tilslutte sig, men muligvis et organ bestående af repræsentanter for administrationen og for universiteterne.

Hovedopgaverne var dels placeringen af de nye universiteter, dels at udbygge de bestående, så de blev i stand til at præstere de nødvendige universitetsuddannelser og yderligere at producere lærerkræfter og andet personale til de nye centre.

Diderichsen (LC) mente, at man i videst muligt omfang måtte undgå midlertidige løsninger af problemerne omkring Københavns universitet, men erkendte, at forsømmelserne var af en så alvorlig og prekær karakter, at et vist mål af midlertidige foranstaltninger ikke kunne undgås. En tilfredsstillende løsning kunne ikke opnås ved en udbygning i den indre by alene, og den fuldstændige udflytning fra København, f. eks. til Tåstrup, kunne ikke anbefales. Han forestillede sig en udbygning af Københavns universitet — der var her mulighed for erhvervelse af visse arealer fra Københavns kommune — i nær sammenknytning med Roskildeflanen.

Hvad de nye centre i øvrigt angik ville det være klogest at vente med at lægge sig lokalt fast, indtil der kunne ske en samordning med den almindelige og omfattende regionalplanlægning.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes gav i en beretning udtryk for, at arbejdet ikke havde kunnet afsluttes, allerede fordi planskitsen først forelå på et fremskredent tidspunkt.