Loven, der træder i stedet for kapitel I i lov af 11. juni 1954 om talsmænd for menige af det militære personel, er baseret på en i 1966 offentliggjort delbetænkning afgivet af det udvalg, der blev nedsat i 1964 til undersøgelse af bl. a. befalingsmandsuddannelsen og arbejdsklimaet i forsvaret. Den har karakter af rammelov, hvilket fremgår særligt klart af § 1, hvorefter det påhviler enhver chef inden for det militære forsvar at drage omsorg for, at der etableres en samarbejdsordning, som under hensyn til de særlige forhold inden for hvert enkelt tjenesteområde findes bedst egnet. For så vidt angår de egentlige militære enheder og skoler, er der dog givet mere udtømmende regler under hensyn til de værnepligtiges kortvarige tilknytning til forsvaret.

Disse bestemmelser består hovedsagelig i ændring af reglerne for talsmændenes antal, valg, kompetenceområde og uddannelse samt i en udbygning af den gældende talsmandsordning med talsmandsudvalg inden for de meniges nærmest foresatte chefers tjenesteområde og kontaktudvalg på noget højere niveau. I søværnet og flyvevåbnet placeres de sidstnævnte udvalg under de meniges nærmest foresatte højere chef (chefen for en eskadre, et marinedistrikt, en flådestation eller en flyvestation). I hæren placeres kontaktudvalgene på regimentsniveau, idet der dog også er åbnet adgang til oprettelse af udvalg af denne art ved bataljoner og tilsvarende enheder.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, venstre og det konservative folkeparti, hvorimod ordføreren for socialistisk folkeparti kritiserede lovforslaget såvel i almindelighed som på en lang række nærmere angivne punkter. Ordførerne for det radikale venstre og for liberalt centrum var positivt indstillet over for lovforslaget, omend også de udtrykte utilfredshed med visse dele af lovforslaget.

Udvalget afgav en meget fyldig betænkning, hvori der ved flertals- og mindretalsudtalelser tages stilling til en række spørgsmål i forbindelse med lovens gennemførelse, hvilket må ses i sammenhæng med lovens karakter af rammelov.

Bestemmelsen i lovforslagets § 7 om udtagelse af talsmænd til befalingsmandsuddannelse og det dermed beslægtede spørgsmål om forflyttelse af talsmænd indtog en fremtrædende plads i udvalgets drøftelser. Et flertal (socialdemokratiets, venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) fandt ikke anledning til at ændre bestemmelsen, hvorimod to mindretal (henholdsvis socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) ville have den skærpet, således at den ydede talsmanden bedre værn.

De to nævnte mindretal stillede endvidere ændringsforslag vedrørende reglerne om tilkaldelse af særligt sagkyndige til talsmandsudvalgsmøderne og vedrørende reglerne om talsmandens fratræden. Sammen stillede de nævnte mindretalsgrupper ændringsforslag gående ud på, at der efter § 7 indsattes en bestemmelse af følgende ordlyd: „Såfremt en talsmand anser sig for uberettiget forflyttet, kan han klage i overensstemmelse med de almindeligt gældende klageregler." Endelig stillede socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget et ændringsforslag, hvorefter bestemmelsen i § 9, stk. 3, om, at talsmandsudvalgene ikke har besluttende myndighed, skulle udgå.

Uden for betænkningen stillede Antonsen og Diderichsen (LC) ændringsforslag, hvorefter det i loven skulle bestemmes, at kontaktudvalget udvidedes med repræsentanter for andre personalegrupper end de menige.

Ved 2. behandling forkastedes samtlige ændringsforslag.

Efter fornyet udvalgsbehandling blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling enstemmigt med 136 stemmer, medens 20 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.