Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med det ovenfor omtalte forslag til lov om egnsudvikling.

Om baggrunden for loven, hvis ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af handelsministeren, oplyses, at handelsministeren i en lang årrække har haft hjemmel til at yde bistand til anlægsinvesteringer inden for industrien til imødekommelse af behov, der er anset for samfundsmæssigt begrundede. Indtil 1960 blev denne bistand ydet i form af direkte statslån, men ved lov nr. 144 af 4. april 1960 om lån og garantier til visse erhvervsvirksomheder indførtes der en ordning, hvorefter der i hvert finansår inden for et beløb af 10 mill. kr. af statskassen kunne ydes lån eller garanti for lån til industrivirksomheder, hvis dette fandtes påkrævet for at styrke deres konkurrenceevne eller for at muliggøre iværksættelse, udvidelse eller rationalisering af samfundsnyttig produktion. Beløbet blev i 1961 forhøjet til 15 mill. kr.

Ved revisionen af egnsudviklingsloven i 1962 samledes bestemmelserne om ydelse af bistand til erhvervslivet i henhold til egnsudviklingsloven og til industrien i en fælles egnsudviklingslov under fælles administration. Som anført i den foran omtalte sag om egnsudviklingsloven var det imidlertid fundet hensigtsmæssigt på ny at udskille bestemmelserne om støtte til industrien fra den egentlige egnsudviklingslov.

I øvrigt indebærer loven en række ændringer i forhold til den tidligere retstilstand, idet den bistand, der kan ydes til industrivirksomheder uanset deres beliggenhed i landet, er væsentlig mindre omfattende end den, der hidtil havde kunnet ydes efter egnsudviklingsloven. Garantierne kan således nu maksimalt gå op til 80 pct. af den pågældende investering (mod hidtil 90 pet.), og løbetiden kan ikke overstige 20 år (mod hidtil 30 år). Endvidere kan der ikke længere ydes statslån i stedet for garantier, hvis lån ikke kan opnås på sædvanlige markedsvilkår.

Til gengæld er garantirammen udvidet til 30 mill. kr. årligt, der i henhold til lovens § 1 kan anvendes til ydelse af garantier for lån til industrivirksomheder, hvis dette findes påkrævet for at bistå ved virksomhedens omstilling til ændrede markedsforhold eller for at muliggøre iværksættelse, udvidelse eller rationalisering af samfundsnyttig produktion, navnlig hvor der hertil er knyttet en særlig risiko. Bistanden er som hidtil begrænset således, at garanti kun kan ydes i det omfang, en hensigtsmæssig finansiering ellers ikke skønnes at kunne gennemføres.

Til bistand ved behandling af ansøgninger nedsættes af handelsministeren i henhold til § 4 et udvalg, bestående af en formand, en repræsentant for handelsministeriet, en repræsentant for finansministeriet, en repræsentant for Industrirådet og en repræsentant for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Endelig blev det ved lovforslagets fremsættelse oplyst, at administrationen af loven ville blive henlagt til det i egnsudviklingsloven etablerede direktorat.

Ved lovforslagets 1. behandling anbefaledes dette ubetinget til gennemførelse af Bertel Pedersen (S) og Arne Larsen (SF). Også Kristen Østergaard (V) og Bernhard Baunsgaard (RV) stillede sig positivt til lovforslaget, selv om man ønskede en nærmere drøftelse af visse af forslagets enkeltheder. B1. a. fandt Baunsgaard det rimeligt at overveje på ny at indarbejde garantireglerne i egnsudviklingsloven. Derimod måtte såvel Stetter (KF) som Antonsen (LC) afvise lovforslaget. Stetter kritiserede bl. a. lovforslagets formålsparagraf, som han fandt var så bredt formuleret, at den næsten unddrog sig vurdering. Endvidere modarbejdede hensigten i lovforslaget formålet i egnsudviklingsloven, for hvis man kunne henvise ansøgere til at opnå garanti for lån, ville man formentlig ikke altid overveje at flytte til et egnsudviklingsområde. Endelig var det efter Stetters opfattelse et spørgsmål, om denne lovgivning ikke var overflødig i betragtning af den fleksibilitet, som var foreslået indført ved udpegningen af egnsudviklingsområderne.

Lovforslaget henvistes til behandling i samme udvalg som lovforslaget om egnsudvikling, hvor et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) indstillede det til vedtagelse uændret.

Et mindretal (venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) fremhævede, at man fandt det administrativt urigtigt og upåkrævet at oprette det i lovforslagets § 4 omhandlede rådgivende udvalg, idet udvalgets opgaver efter mindretallets opfattelse ville kunne varetages af det i lovforslaget om egnsudvikling foreslåede egnsudviklingsråd. Mindretallet stillede i overensstemmelse hermed et hertil sigtende ændringsforslag.

Herudover fremhævede det radikale venstres medlem af udvalget, at det i det hele havde været mere rationelt — også i betragtning af beløbenes størrelse — om lovforslaget om garantier for lån til industrivirksomheder havde været indarbejdet i lovforslaget om egnsudvikling. Det havde imidlertid vist sig umuligt at trænge igennem i udvalget med dette synspunkt, og man havde derfor undladt at stille ændringsforslag herom.

Endelig indstillede et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til forhastelse.

Ved lovforslagets 2. behandling rejste Stetter spørgsmål om lovforslagets forenelighed med artikel 92 i Romtraktaten om statsstøtte. Handelsministeren oplyste herom, at der efter foretagne undersøgelser ikke kunne antages at være noget modsætningsforhold mellem den nævnte artikel i Romtraktaten og lovforslaget. Det, Romtraktaten tog sigte på, var direkte subsidier, der kunne føre til en forvridning af konkurrenceforholdene, hvilket ikke var tilfældet med de foreslåede garantibestemmelser i lovforslaget. Om det af venstre og det radikale venstre stillede ændringsforslag udtalte ministeren, at det måtte være rigtigst at opretholde regeringens standpunkt, nemlig at adskille administrationen af de to lovforslag. Den saglige motivering for adskillelsen var, at det til dels var forskellige erhvervsorganisationer, der var repræsenteret under industrigarantiloven og egnsudviklingsrådet. Ministeren ville dog være opmærksom på det behov, der måtte være for en vis koordinering af de to råds virksomhed.

Ved 2. behandling forkastedes det af mindretallet stillede ændringsforslag, og lovforslaget vedtoges derefter ved 3. behandling med 113 stemmer mod 26 (KF og LC).