Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om garantier for lån til industrivirksomheder.
Loven, hvis ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes af handelsministeren, afløser den hidtil gældende egnsudviklingslov nr. 172 af 16. maj 1962, i hvilken tillige de almindelige industrilånslovregler var indarbejdet. Da dette forhold imidlertid havde givet anledning til kritik, idet bl. a. den opfattelse havde været gjort gældende, at der herved var sket en svækkelse af det egnsudviklingsmæssige sigte, havde handelsministeren fundet det rigtigst at fremsætte et særligt lovforslag vedrørende långivningen til industrivirksomheder, jfr. den nedenfor omtalte sag.
I henhold til lovens § 1 kan bistandsordningerne alene bringes til anvendelse inden for sådanne områder af landet, hvor en forøgelse af den erhvervsmæssige aktivitet er af væsentlig betydning for befolkningens adgang til at opnå rimelig andel i samfundets økonomiske, sociale og kulturelle fremgang. Samtidig er i loven tilkendegivet, at der ved ydelsen af bistand skal søges opnået en lokalisering, der er hensigtsmæssig for erhvervslivet og tilpasset andre udviklingsfremmende foranstaltninger, som det offentlige har eller påtænker iværksat.
Der er ikke i loven fastlagt noget geografisk gyldighedsområde, idet det ikke har været muligt at forudse, med hvilken styrke de senere års udviklingstendenser vil forsætte, eller i hvilket omfang ændringer i de økonomiske vilkår, herunder nye markedsdannelser, vil påvirke erhvervslivet inden for landets forskellige dele. Det er derfor i stedet fastsat, at den geografiske afgrænsning fremtidig foretages af handelsministeren efter indstilling fra egnsudviklingsrådet.
Som hidtil lægges hovedvægten på ydelse af finansieringsbistand i form af lånegarantier. Udover bistand til anlægsfinansiering ved oprettelse, flytning, udvidelse, rationalisering, produktionsomstilling og lignende er der i begrænset omfang åbnet mulighed for at garantere for lån til driftskapital. Endvidere er adgangen til at yde tilskud til rationaliseringsundersøgelser erstattet af en garantiordning.
Loven opretholder dernæst hjemmelen til at yde lån til kommuner til opførelse af erhvervsbygninger og har endda i et begrænset omfang udvidet denne hjemmel, særlig af hensyn til kommuner med svag økonomi.
Som en nydannelse er det fastsat, at der i særlige tilfælde i begrænset omfang kan ydes tilskud til dækning af udgifter, der står i forbindelse med en virksomheds placering i et industrielt mindre udviklet område.
Administrationen af loven varetages i henhold til § 2 af egnsudviklingsrådet, som samtidig er blevet udvidet til at omfatte en formand og 10 andre medlemmer, repræsenterende de interesserede myndigheder og organisationer. Udover den hidtidige kreds er nu de større regionale udviklingsudvalg og de kommunale organisationer blevet repræsenteret i rådet.
I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved dets fremsættelse, var fremhævet, at man for yderligere at effektivisere egnsudviklingsarbejdet agtede at flytte administrationen af loven fra København til Jylland. Administrationen ville herved blive placeret mere hensigtsmæssigt for de dele af landet, hvor egnsudviklingsopgaverne havde det største omfang, og hvor industrialiseringen og erhvervsudbygningen i øvrigt kunne få særlig betydning for samfundsøkonomien. Ifølge en senere regeringsbeslutning er Silkeborg blevet valgt til hovedsæde for egnsudviklingsrådet og det i henhold til lovens § 2, stk. 2, oprettede direktorat, der skal udføre rådets daglige forretninger og udførelsen af dets beslutninger.
Der er ikke i loven fastsat årlige bevillinger for ydelse af garantier, lån og tilskud. Afgørelsen heraf er i stedet henskudt til de årlige finanslove.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:
„Da det er tredje gang, folketinget inden for et kortere åremål får forelagt forslag til en egnsudviklingslov, kan der være grund til, at jeg nærmere motiverer forslaget.
Siden den første egnsudviklingslov blev gennemført i 1958, har der været debat omkring denne lovgivning. Som bekendt kunne der i tinget ikke skabes enighed om vedtagelsen af hverken 1958- eller 1962-loven. Det er imidlertid mit indtryk, at den opfattelse mere og mere har vundet terræn blandt tingets medlemmer uanset politisk tilhørsforhold, at der er behov for en lovgivning, som tager sigte på at skabe en bedre økonomisk balance mellem landets forskellige egne og at øge udnyttelsen af produktive ressourcer i de dele af landet, som hidtil har fået for ringe andel i den økonomiske vækst.
Overvejelserne om revision af loven har stået på i længere tid. Arbejdet hermed påbegyndtes af min forgænger i handelsministerembedet, Lars P. Jensen, som optog drøftelser om lovens revision med de større lokale egnsudviklingsråd. Lovforslaget bygger på erfaringer indvundet ved lovens administration og tager sigte på at imødekomme den kritik, der har været rejst mod loven. Nogle har kritiseret, at loven har haft for bred geografisk anvendelse. En del af denne kritik beror på egnsudviklingslovens revision i 1962, hvor man indarbejdede den dagældende industristøttelovs bestemmelser i egnsudviklingsloven, således at visse bestemmelser i loven kom til at gælde også uden for egnsudviklingsområderne. I administrationen af loven har man dog været tilbageholdende med at støtte projekter uden for egnsudviklingsområderne. Jeg mener også, at man efterhånden har indsnævret de områder af landet, hvor loven har fundet anvendelse, i takt med spredningen af erhvervslivet siden 1958.
Jeg finder det imidlertid naturligt, at man tager kritikken til efterretning og søger egnsudviklingsområderne klarere defineret. Under udarbejdelsen af lovforslaget har det været overvejet at opstille nærmere kriterier for afgrænsningen af egnsudviklingsområderne, men jeg har ikke fundet dette hensigtsmæssigt. Erhvervsudviklingen foregår under stadige geografiske forskydninger, og faste kriterier kan gøre administrationen af loven usmidig. Også i udvælgelse af egnsudviklingsområderne må der være fleksibilitet.
Ved lovforslagets 1. behandling udtalte Bertel Pedersen (S), at når bestemmelserne om garantier for lån til industrivirksomheder var udskilt i et særligt lovforslag, måtte dette give øgede muligheder for en bredere tilslutning til lovforslaget om egnsudvikling. Han fandt i øvrigt, at den ændrede formulering af formålsparagraffen var en forbedring af lovgivningen på dette område, og hilste med tilfredshed de foreslåede bestemmelser om oprettelse af et særligt direktorat for egnsudviklingen og udflytningen af dette til et egnet sted i Jylland.
På venstres vegne gjorde Kristen Østergaard opmærksom på, at en årsag til, at hans parti havde stemt mod de tidligere egnsudviklingslove, havde været, at disse havde omfattet hele landet, og at der var forekommet eksempler på, at støtte var givet til områder, der ikke havde noget som helst med egnsudviklingsområder at gøre, ligesom der havde kunnet påvises tilfælde af støtte til virksomheder, som efter almindelig opfattelse burde have kunnet klare sig selv. Det foreliggende lovforslag imødekom imidlertid en del af venstres synspunkter, selv om man kunne have ønsket en endnu klarere tilkendegivelse af, at loven kun skulle anvendes til fremme af udviklingen i de egne al landet, som virkelig sakkede agterud. Også meddelelsen om udflytningen af egnsudviklingsadministrationen så han som et bevis for lovens ændrede karakter. Derimod var han kritisk over for visse enkeltheder i lovforslaget, herunder dels forslaget om udvidelse af egnsudviklingsrådet til at omfatte 10 medlemmer, dels forslaget om oprettelse af et egnsudviklingsdirektorat.
Også Stetter (KF) fremhævede, at lovforslaget indeholdt forbedringer i forhold til den gældende lov, bl. a. fordi det var renset for andre formål end de rent egnsudviklingsmæssige, hvilket gav muligheder for at formulere en egentlig egnsstøttelov i modsætning til den hidtidige lov, der nærmest måtte karakteriseres som en industristøttelov i bred almindelighed. Han ytrede endvidere tilfredshed med, at der blev tillagt egnsudviklingsrådet større bemyndigelse til selv at træffe afgørelser, at kontakten med de lokale myndigheder ville blive øget ved repræsentation i rådet af de kommunale organisationer og større egnsudviklingsudvalg, at der foresloges oprettet et egnsudviklingsdirektorat, og at dette ville få sæde i Jylland. Derimod rejste han spørgsmål om værdien af en række af de foreslåede detailbestemmelser. Dette gjaldt bl. a. reglerne om garanti for lån til udgifter i forbindelse med forarbejderne til nye projekter samt den nye bestemmelse om garanti for lån til driftskapital.
På socialistisk folkepartis vegne takkede Arne Larsen handelsministeren for det tagne initiativ med fremsættelsen af lovforslaget, hvori han så meget positivt.
Bernhard Baunsgaard (RV) tilsluttede sig ligeledes principperne i lovforslaget og hilste med tilfredshed udflytningen al administrationen til en jysk by. Derimod stillede han sig tvivlende over for værdien af på ny at udskille bestemmelserne om garanti for lån til industrien af egnsudviklingslovgivningen.
Også Antonsen (LC) gav tilslutning til principperne i lovforslaget, men fandt samtidig anledning til at advare imod, at man med støtte i loven i flæng dryssede erhvervsvirksomheder ud over landets tyndt besatte områder.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som enstemmigt indstillede det til vedtagelse uændret. Af udvalgets betænkning fremgår, at handelsministeren over for udvalget havde givet forskellige oplysninger og tilsagn om den påtænkte administration of loven. Fra betænkningen anføres følgende:
„Udvalget har drøftet bestemmelsen i lovforslagets § 7 om ydelse af statsgaranti for lån til fremskaffelse af driftskapital til industrivirksomheder. Fra nogle sider har der været udtrykt betænkelighed ved den udvidelse af loven, der finder sted ved dette forslag. Handelsministeren har over for udvalget oplyst, at man under den hidtidige egnsudviklingslovgivnings administration i nogle tilfælde har været ude for, at virksomheder har haft vanskelighed ved at skaffe sig driftskapital i fornødent omfang i en overgangsperiode. Dette skyldes dels, at virksomhedens realværdier som oftest fuldt ud inddrages under sikkerheden for den bistand, der ydes til anlægsfinansieringen, dels at det pengeinstitut, virksomheden benytter sig af, har været engageret på en måde, så at yderligere driftskredit ikke kan ydes, uden at pengeinstituttet kommer i konflikt med banklovens bestemmelser. Der er således tale om undtagelser, og idet bestemmelsens anvendelse ikke påregnes at ville få noget større omfang, har handelsministeren i udvalget indvilget i at administrere loven således, at der vedrørende bestemmelsen i § 7 anvendes et årligt garantibeløb, der formentlig ikke overstiger 3-5 mill. kr. I selve bestemmelsens formulering ligger der en stærk begrænsning af anvendelsesområdet.... Handelsministeren har endvidere over for udvalget givet tilsagn om, at han efter 2 års forløb på grundlag af indvundne erfaringer fra administrationen vil overveje, om der måtte være fortsat grundlag for at opretholde den pågældende bestemmelse.
Udvalget har endvidere drøftet de i lovforslagets § 10 omhandlede direkte statslån. Handelsministeren har over for udvalget oplyst, at direkte statslån i henhold til egnsudviklingsloven hidtil alene har været ydet til enkelte færøske projekter, hvor kapitalmarkedet er specielt. Det seneste lån er ydet i 1966." ...
Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) fremhævede dog i betænkningen, at egnsudviklingslovens lånegarantier var og altid havde været en meget lille del af de samlede industriinvesteringer. Når man fortsat havde egne, hvor beskæftigelsesmulighederne var dårlige og indtægterne som følge heraf mindre end i det øvrige land, skyldtes dette bl. a. mangelen på en effektiv egnsudviklingslov. Ud fra dette synspunkt anførte mindretallet nogle betragtninger, hvorefter det vil gå ind for alle former for egnsudvikling og henstiller, at handelsministeren og egnsudviklingsrådet i god tid fremsætter krav herom i henhold til lovens formålsparagraffer.
Også andre midler end de foreslåede ønskes taget i anvendelse, f. eks. statslån til lavere rente end markedsrenten (9-10 pct.), varierende afskrivningsregler, udflytning af statsinstitutioner, anbringelse af ATP-fondsmidler m. m.
Mindretallet har ikke villet stille ændringsforslag herom, men henstiller til handelsministeren at udnytte mulighederne for en øget støtte til egnsudvikling mest muligt. Mindretallet understreger, at de kommende ændringer i loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. m. gør det påkrævet, at der etableres et snævert samarbejde med arbejdsministeriet.
Ved lovforslagets 2. behandling fremhævedes, at det var første gang i de 9 år, der var gået siden gennemførelsen af 1958-loven, at der var enighed mellem samtlige partier om en enstemmig indstilling om lovforslagets vedtagelse.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 139 stemmer.