Ifølge loven skal den årlige ferie erhverves i løbet af et kalenderår („optjeningsåret"), medens den efter hidtil gældende regler har skullet erhverves i tidsrummet fra 1. april til 31. marts. Ferien skal udnyttes i løbet af det efter optjeningsårets udløb følgende år, regnet fra 1. april til 31. marts, hvilket er uændret i forhold til hidtil gældende regler.

Baggrunden for loven er den i foråret 1967 indgåede overenskomst mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer. Ved denne opnåedes enighed om indførelse af en 3 pet. søgnehelligdagsordning, hvor en sådan ikke allerede anvendtes, ligesom der i forbindelse hermed opnåedes enighed om at videreføre en udvikling, hvorefter det tidsmæssige grundlag for erhvervelse af ferieret og beregning af feriegodtgørelse skulle være kalenderåret. Reglerne inden for overenskomstområder, hvor det nævnte grundlag svarede til ferielovens hidtil gældende regler, der er nævnt ovenfor, blev således ændret med virkning fra begyndelsen af 1968.

Loven, der skaber ensartethed for alle lønmodtagere, har virkning fra den 1. april 1968, således at perioden 1. april-31. december 1967 udgør optjeningsåret for ferieåret 1. april 1968-31. marts 1969. Da det første optjeningsår således ikke er et fuldt kalenderår, er der givet overgangsregler for erhvervelse af ferieretten og beregning af feriegodtgørelsen.

Ved lovforslagets 1. behandling fik det tilslutning fra alle sider. Under debatten blev der fremdraget flere spørgsmål af videregående rækkevidde, og arbejdsministeren oplyste, at regeringen havde besluttet at nedsætte et udvalg til undersøgelse af spørgsmålet om revision af ferieloven.

I den af udvalget afgivne betænkning blev lovforslaget indstillet til vedtagelse uændret.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt.