Regeringen nedsatte i april 1964 et sagkyndigt udvalg til vurdering af arbejdsløshedslovgivningen. Dette udvalg, hvori også arbejdsmarkedets parter var repræsenteret, afgav i oktober 1966 en foreløbig betænkning, som var enstemmig, men dog udtryk for kompromis. Det fremsatte lovforslag var i overensstemmelse med det af udvalget udarbejdede udkast.

Ved loven er gennemført følgende ændringer:

1) Forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen og i forbindelse hermed bortfald af de hidtidige tillæg til understøttelsen (børnetillæg, huslejehjælp, brændselshjælp og juleunderstøttelse). Hver enkelt kasse fastsætter selv de dagpenge, der udbetales til kassens medlemmer, inden for en grænse af mindst 15 kr. og højst 50 kr.

Maksimumsbeløbet reguleres under hensyn til udviklingen i lønniveauet, således som det hidtil har været tilfældet for maksimum for dagpengeunderstøttelsen. Ikke-forsørgere med under 15 års medlemstid kan i en overgangstid — nemlig til 1. april 1968, da kassernes kontrol- og anvisningsfunktioner forudsættes at overgå til offentlige arbejdsanvisningskontorer — højst få udbetalt 40 kr. som dagpenge.

Bortset fra denne overgangsregel gælder samme dagpengesats uden hensyn til medlemmernes forsørgerforhold, og dagpenge vil være den eneste understøttelse, der ydes under ledighed.

Ud over den begrænsning af den daglige understøttelses størrelse, der følger af, at dagpengene højst kan andrage det nævnte maksimumsbeløb, begrænses udbetalingen til det enkelte medlem derved, at der højst kan udbetales en understøttelse, som svarer til 4/5 af medlemmets hidtidige arbejdsfortjeneste.

Såfremt et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse ved medlemskab af flere arbejdsløshedskasser er sikret større arbejdsløshedsunderstøttelse, nedsættes dagpengene fra den anerkendte arbejdsløshedskasse tilsvarende.

2) Indførelse af ensartet medlemsbidrag i alle anerkendte arbejdsløshedskasser med samme dagpengehjælp. Den hidtil gældende ordning havde medført betydelig variation i medlemsbidrag. Denne variation beroede i alt væsentligt på forskelle i ledighedsforholdene kasserne imellem.

3) Ændring af reglerne om refusion til kasserne. Efter den tidligere gældende ordning dækkedes en i loven fastsat andel af kassernes understøttelsesudgifter ved refusioner og tilskud fra det offentlige.

Som konsekvens af, at medlemsbidragets størrelse fikseres i loven, er refusionsordningen ændret således, at staten til kasserne yder fuld refusion af disses understøttelsesudgifter i foregående finansår, og således at hver kasse til statskassen indbetaler det fastsatte medlemsbidrag. Dette indebærer, at kasser med lav ledighed kommer til at indbetale større beløb til statskassen end det, der ydes kassen i refusion.

Det er endvidere bestemt, at hver af de anerkendte arbejdsløshedskasser pr. 1. april 1967 eller i rater inden for finansåret 1967-68 til statskassen skal indbetale det beløb (204,8 mill. kr.), som efter gældende lov skal indbetales ved en arbejdsløshedskasses opløsning eller ved bortfald af dens anerkendelse. Denne bestemmelse er motiveret af, at kasserne efter ændringen af refusionsreglerne ikke længere har behov for at opsamle formuer.

4) Bortfald af reglerne om ordinær ventetid (karensdage). Efter den hidtil gældende ordning indtrådte ventetiden kun i forbindelse med den første ledighedsperiode efter understøttelsesårets begyndelse (1. oktober) og havde for størstedelen af kassernes vedkommende en længde af 3 dage. De øvrige regler om ventetid, nemlig forlænget ventetid i tilfælde af umiddelbart forudgående særlig høj indtægt og særlig ventetid i visse andre tilfælde, er blevet opretholdt.

Foruden de ovennævnte ret vidtgående ændringer indeholder loven visse andre ændringer og nye bestemmelser:

Bestemmelsen i § 14, stk. 6, hvorefter en kasse, hvis offentlige anerkendelse er bortfaldet efter den 1. april 1966, først har ret til refusion, når der er forløbet fulde 4 regnskabsår efter meddelelse af ny anerkendelse og der for denne tid er indbetalt medlemsbidrag, er indsat for at modvirke den tilskyndelse til at opgive anerkendelsen, som ligger i forhøjelsen af medlemsbidragene.

Ydelse af tilskud til merudgifter ved dobbelt husførelse og ydelse af flyttehjælp er gjort obligatoriske.

Størrelsen af medlemsbidraget for ydende medlemmer er fastsat i loven.

Endelig er der fastsat maksima, gældende for alle arbejdsløshedskasser, med hensyn til antallet af dage, hvori der til det enkelte medlem kan udbetales understøttelse, med hensyn til antal år, hvori den maksimale understøttelse kan udbetales, og med hensyn til arbejdsbetingelserne i relation til udbetaling af understøttelse.

Loven vil blive efterfulgt af ændrede lovbestemmelser vedrørende arbejdsanvisning og kontrol. Det hedder herom i § 4: „Forslag til lov om overgang pr. 1. april 1968 af de funktioner, der i henhold til lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. påhviler de anerkendte arbejdsløshedskasser med hensyn til kontrol med og anvisning af arbejde til ledige medlemmer, til offentlige arbejdsanvisningskontorer fremsættes for folketinget inden udgangen af 1967."

Loven trådte i kraft den 1. april 1967, og refusionsreglerne i forbindelse med loven har virkning fra og med kassernes regnskabsår 1967-68.

Af arbejdsministerens fremsættelse fremgik, at regeringen betragter fastsættelse af understøttelsens størrelse til en procentdel af gennemsnitslønnen i faget som endemålet, ligesom det fremgik, at den ved loven gennemførte forhøjelse af understøttelserne i gennemsnit andrager 40 pct. Arbejdsministeren oplyste dernæst, at statens merudgifter vil andrage ca. 62 mill. kr. pr. år, hvortil kommer en merudgift på ca. 8 mill. kr. pr. år hidrørende fra ophævelsen af reglerne om ordinær ventetid. Det blev endelig oplyst, at det nedsatte sagkyndige udvalg vil fortsætte sit arbejde bl. a. med en gennemgribende teknisk revision af arbejdsløshedsloven.

Det blev endvidere fremhævet, at man ville skadesløsholde forsørgere med mange børn for bortfaldet af børnetillægget. Dette skete senere i samlingen ved gennemførelsen af lov nr. 106 af 5. april 1967 om ændring af lov om offentlig forsorg.

En stor del af forhandlingerne om lovforslaget vedrørte spørgsmålet om retningslinjerne for gennemførelsen af det lovgivningsarbejde, der er foreskrevet i § 4, ligesom man beskæftigede sig med spørgsmålet om, i hvilket omfang opgaver ud over den tekniske revision burde henlægges til det sagkyndige udvalg.

Lovforslaget fik tilslutning af ordføreren for socialdemokratiet og en velvillig behandling af ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre, som dog alle udtalte, at opretholdelsen af arbejdsløshedskasserne i den nuværende form er utidssvarende. Ordføreren for socialistisk folkeparti var også positivt indstillet, men fandt ikke lovforslaget vidtgående nok med hensyn til ydelsernes størrelse, pristalsregulering m. v., ligesom han tog forbehold over for den varslede overgang af anvisnings- og kontrolforanstaltningerne til det offentlige.

Af den af udvalget afgivne betænkning fremgår bl. a. følgende:

Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) mener, at det endelige resultat må være en egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og opfordrer arbejdsministeren til at tage dette spørgsmål op i forbindelse med den tekniske revision af arbejdsløshedsloven, som er bebudet. Flertallet forudsætter, at dette arbejde kan tilendebringes, således at lovforslag herom kan fremsættes i folketingsåret 1968-69. Arbejdsministeren har over for udvalget givet tilsagn om, at dette sigte lægges til grund i det videre arbejde.

Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) finder det hverken nødvendigt eller rigtigt nu at fastlåse udformningen af eventuelle senere ændringer i beregningsgrundlaget for ydelserne, hvorved man i givet fald kunne lægge unødige hindringer i vejen for den videre udbygning og reform af det samlede sociale tryghedssystem, som forberedes i socialreformkommissionen. Man anser det endvidere for uheldigt på forhånd at henvise sådanne væsentlige indholdsmæssige og principielle ændringer til — og eventuelt derved belaste — gennemførelsen af den bebudede og påkrævede tekniske lovrevision. Mindretallet mener, at en samlet reform af det sociale tryghedssystem på tværs af de nuværende delte kassesystemer m. v. og i forbindelse hermed en forenkling og rationalisering af den sociale administration kan give øgede muligheder for den videre udbygning af den sociale sikring for alle i samfundet, herunder for en fælles underholdssikring over for erhvervsevnens svigten uafhængigt af, om denne svigten i det enkelte tilfælde skyldes arbejdsløshed, sygdom, ulykke el. lign. Man vil derfor påpege over for såvel den videre udformning af lovens § 4 som lovens praktisering i øvrigt og den dertil knyttede uddannelses- og personalepolitik nødvendigheden af, at der ikke af hensyn til midlertidige ordninger gennemføres foranstaltninger, som lægger hindringer i vejen for de langsigtede løsninger og reformer, bl. a. i forbindelse med socialreformkommissionens arbejde.

Et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler, at man ønsker en fælles tryghedsordning, som bl. a. står for udbetaling af ydelser til alle arbejdsledige. En sådan ordning må omfatte alle borgere i enhver trangssituation. Såvel den enkeltes som arbejdsgivernes forskellige bidrag bør samles i ét. Et sådant tryghedssystem som afløser for bl. a. arbejdsløshedskasser og sygekasser vil betyde, at borgerne kun behøver at henvende sig ét sted i trangssituationer, og at administrationen kan gøres mere effektiv og mindre bekostelig end under det nuværende system. Socialreformkommissionen bør snarest nå frem til en alle omfattende tryghedsordning, der gør det muligt for enhver familie at fortsætte en normal tilværelse i trangssituationer.

I betænkningen omtales, at spørgsmålene om højere øvre aldersgrænse for optagelse i arbejdsløshedsforsikringen, om optagelse af deltidsbeskæftigede, om begrænsning af kontrolfremmødet og om etableringshjælp i forbindelse med flytning som følge af arbejdssøgning vil blive overvejet i forbindelse med den tekniske revision af loven og i forbindelse med de kommende regler om arbejdsanvisningens overgang til det offentlige.

De i betænkningen stillede ændringsforslag om højere understøttelse til ikke-forsørgere (fra 35 til 40 kr.), om adgang til ratevis indbetaling af de ovenfor omhandlede formueandele samt om proceduren ved visse vedtægtsændringer blev vedtaget ved 2. behandling.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.