I overensstemmelse med tidligere praksis, senest lov nr. 166 af 11. maj 1935 om årpenge for kronprins Frederik, var det fundet naturligt at foretage en forhøjelse af tronfølgerens årpenge i forbindelse med tronfølgerens indgåelse af ægteskab. I det forhøjede årpengebeløb er indregnet en ydelse til tronfølgerens ægtefælle, fastsat på tilsvarende måde som den ydelse, der ved lov nr. 167 af 11. maj 1935 blev tillagt kronprinsesse Ingrid.
Loven har følgende ordlyd:
„§ 1. For tronfølgeren, prinsesse Margrethe, fastsættes en årpenge med et grundbeløb af 315.000 kr., hvortil kommer et beløb af 99.750 kr. med de den 1. april 1963 gældende reguleringer.
Stk. 2. Årpengebeløbet forhøjes eller nedsættes med 1.900 kr. for hver portion overenskomsttillæg, hvormed lønningerne til statens tjenestemænd forhøjes eller nedsættes.
Stk. 3. Ydelsen i henhold til stk. 1 og stk. 2 forhøjes eller nedsættes med 3 pct. for hver fulde 3 points' udsving i reguleringspristallet ud over 100. Reguleringspristallet for januar og juli måneder benyttes ved reguleringen for tidsrummet henholdsvis 1. april-30. september og 1. oktober-31. marts. Eventuelle overskydende points henstår til næste regulering.
Stk. 4. Årpengebeløbet udbetales månedlig og forud ved hver måneds begyndelse.
§ 2. Så længe Hendes kongelige Høj hed oppebærer årpenge, kan hun ikke nyde særligt vederlag for statstjeneste.
§ 3. Skulle ægteskabet mellem Hendes kongelige Højhed og Hans kongelige Højhed prins Henrik blive opløst ved Hendes kongelige Højheds død, tillægges der Hans kongelige Højhed foruden standsmæssig bolig en årpenge med et grundbeløb af 157.500 kr., hvortil kommer et beløb af 49.875 kr. med de den 1. april 1963 gældende reguleringer.
Stk. 2. Årpengebeløbet forhøjes eller nedsættes med 950 kr. for hver portion overenskomsttillæg, hvormed lønningerne til statens tjenestemænd forhøjes eller nedsættes.
Stk. 3. Ydelsen i henhold til stk. 1 og stk. 2 reguleres og udbetales i overensstemmelse med reglerne i § 1, stk. 3 og stk. 4.
§ 4. Så længe Hans kongelige Højhed oppebærer årpenge, kan han ikke nyde særligt vederlag for statstjeneste.
§ 5. Loven har virkning fra det tidspunkt, da ægteskabet mellem Deres kongelige Højheder er indgået.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 406 af 24. november 1965 om årpenge for tronfølgeren, prinsesse Margrethe."
Loven medførte, at årpengebeløbet pr. 1. april 1967 blev forhøjet til 1.030.538 kr.
Ved 1. behandlingen gik Aksel Larsen (SF) stærkt ind for, at lovforslaget henvistes til behandling i folketingets finansudvalg, og han anmodede andre partiers ordførere om at give deres mening til kende om dette forslag. Per Hækkerup (S) svarede hertil, at sagen havde været forelagt i partierne, og at man i hans parti følte sig overbevist om, at lovforslaget — og de beregninger der lå bag dette — var fornuftigt og gennemtænkt.
På egne vegne udtalte endvidere Bernhard Baunsgaard (RV), at også han fandt det rimeligt at lade forslaget gennemgå en sædvanlig udvalgsbehandling.
Debatten resulterede i, at der foretoges afstemning over, om lovforslaget skulle gå direkte til 2. behandling eller underkastes udvalgsbehandling. Forslaget om direkte overgang til 2. behandling vedtoges imidlertid med 114 stemmer mod 22.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 139 stemmer mod 19 (SF), medens 2 medlemmer (Bernhard Baunsgaard og Svend Haugaard [RV]) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.