Som begrundelse for forespørgslen påpegede ordføreren for forespørgerne, Gottschalck-Hansen (KF), at undervisningspligten strakte sig over et kortere åremål i Danmark end i de fleste andre lande. Man burde sætte sig som mål at få de 7 år, vi gennem lange tider er blevet stående ved, sat op til 10 år, dog således at man foreløbig — af praktiske grunde — nøjedes med at gå op til 9 år. Samtidig vil det være naturligt at tage skolevæsenets struktur op til revision og at udbygge den særundervisning, der kan gives handicappede børn. Undervisningsministeren havde på møder ude i landet udtalt sig om sit syn på disse spørgsmål, men forespørgerne fandt det ønskeligt, at han også i folketinget, hvor retningslinjerne skal fastlægges, gjorde rede for sine skoletanker.

Undervisningsministeren erklærede sig enig i, at en udvidelse af undervisningspligten var påkrævet, uanset at flere og flere af de unge ad frivillighedens vej fik en undervisning, der strakte sig ud over de nævnte 7 år. Han mente også, det ville være rigtigt i første omgang at standse ved 9 år på vejen mod de 10.

Ministeren kom i sin svartale ind på de spørgsmål, som der måtte tages stilling til, når man gik til en udvidelse af undervisningspligten, men uden at komme ind på enkeltheder, idet den lovgivning, som man forberedte, endnu var på overvejelsernes stadium. „Forholdet er det", udtalte han, „at for at give den bedst mulige baggrund for en drøftelse her i folketinget af spørgsmålet om udvidelse af undervisningspligten nedsatte jeg i december måned 1965 et embedsmandsudvalg med direktøren for folkeskolen og seminarierne, hr. Hans Jensen, som formand. Dette udvalg fik til opgave at overveje mulighederne for og følgerne af en udvidelse af undervisningspligten og afgive en indstilling om spørgsmålet. Dette udvalg er i øjeblikket ved at kulegrave de mange problemer, som knytter sig til en udvidelse af undervisningspligten, og forberede en betænkning herom, som kan ventes afgivet i sommerens løb. Dermed vil der være, skal vi sige saglig baggrund for folketinget for at tage principbeslutning om udvidelse af undervisningspligten. Jeg regner med, kort efter at folketinget samles til oktober, at kunne forelægge spørgsmålet her i tinget. Når landet ligger sådan, er jeg sikker på, at hr. Gottschalck-Hansen vil være enig med mig i, at det vil være rigtigt at lade en række enkeltheder og problemer i forbindelse med undervisningspligtens udvidelse vente til den tid; netop fordi der vil være tale om en sådan drøftelse om et halvt års tid, er det godt, at de principielle synspunkter bliver trukket op, sådan som debatten her i dag giver mulighed for det."

På linje hermed udtalte Kaj Rasmussen (S) sig, mens Holger Hansen (V) understregede frivillighedens værdi. 7 års undervisning var for lidt for de unge i et moderne samfund som vort, men venstre ville ikke være med til at uniformere det danske skolemønster. „Om samfundets pligt til at give tilbud om undervisning er der ingen tvivl hos venstre — også således, at dette tilbud følges op i form af forskellige muligheder: 8., 9., 10.-klasser, realklasser, og hvad der inden for dette område vil komme i de år, der ligger foran os, efterskolen, ungdomsskolen osv. Vi vil også følge dette tilbud op ved at sørge for, at alle unge uanset økonomisk baggrund får mulighed for at udnytte de tilbud, der gives."

Poul Dam (SF) havde intet at indvende mod ministerens skoleplaner, men pegede på, at ungdomsproblemerne ved undervisningstidens forlængelse i væsentlig grad havde skiftet karakter. Der burde gives det naturlige ungdomsbehov for at vise, at man er noget, og at man kan noget, bedre vilkår. Med hensyn til undervisningspligten så han således på det, at alle skulle have en undervisningsmængde svarende til, hvad der kan nås på 10 år, men gerne strakt over en 11-årig periode, altså med et pauseår på et eller andet tidspunkt. I øvrigt var det vigtigt at erkende, at der var nogle, som havde brug for et noget længere varende tilbud end andre.

K. Helveg Petersen (RV) mente, at det efterhånden var trængt stærkt ind i bevidstheden hos de unge og deres forældre, at en 7-årig folkeskoleuddannelse ikke slår til i det samfund vi i dag befinder os i. „Man kan altså sige, at den udvikling, der har fundet sted, giver et godt grundlag for optimisme, og hvis samfundet i tilstrækkeligt omfang kan skaffe varierede uddannelsestilbud, vil vi komme nær ved problemets løsning uden at skulle behøve at gribe til en forlængelse af pligten; men jeg understreger: nær ved. Der vil være unge, som vi under alle omstændigheder vil få svært ved at få med på frivillighedens grundlag, og her tænker jeg på den kategori, som især skoleoverlæge H. Lebel i Århus har beskæftiget sig med i en interessant redegørelse i Ugeskrift for Læger. Han har gjort den opfattelse gældende, at det ikke er formålstjenligt at forlænge undervisningspligten for børn, der ikke ønsker at fortsætte deres skolegang, men betragter skolen som en plage, og den opfattelse må vi naturligvis dele; jeg deler den i hvert fald; det vil ikke være formålstjenligt."

Inger-Lise Bech Hansen (LC) fandt det meget ønskeligt, at undervisningspligten, så snart det lod sig gøre, blev forlænget til 10 år, men understregede samtidig, at der burde være valgfrihed med hensyn til skoleformer og med hensyn til lødige fag. „Man skal ikke have pligt til at modtage undervisning i folkeskolen i 10 år. Der findes heldigvis mange udmærkede former for anden skolegang. Adfærdsvanskelige børn vil netop have en fordel ved at kunne skifte miljø, og her tænker jeg især på efterskoler og kostskoler, som virkelig med deres særdeles dygtige arbejde og forståelse af børnene har været i stand til at rette mange af disse op. Det at spise sammen, dele fælles vilkår og regler har fra gammel tid været af uvurderlig betydning."

Uden for ordførernes kreds havde Poul Hartling (V) og Bernhard Baunsgaard (RV) ordet under debatten.