Efter forslaget opfordredes socialministeren til at lade udarbejde forslag til lov om ændringer i loven om den offentlige sygeforsikring efter de nedenfor angivne hovedretningslinjer:
1. Enhver, der er fyldt 16 år og opfylder de i lovens § 5 fastsatte betingelser, anses som medlem af den stedlige, anerkendte sygekasse og er pligtig til at betale kontingent hertil, medmindre den pågældende meddeler sygekassen, at han er medlem af en fortsættelsesygekasse, jfr. § 65, eller medlem af en bestående landsomfattende sygekasse. Dog bevares adgangen til fritagelse for medlemskab, respektive kontingentfritagelse, i særlige tilfælde, jfr. således lovens § 6, stk. 1 og 4, og § 33, stk. 4-6. Det forudsætter, at sygekassen fortsat retter henvendelse til alle 16-årige om medlemskab, og at det pålægges kasserne i denne forbindelse at gøre opmærksom på de valgmuligheder, loven giver mulighed for.
2. Sygekassernes ydelser i henhold til lovens kapitel III udbygges, således at alle nydende medlemmer uanset bopæl får ret til såvel de nuværende obligatoriske ydelser, henholdsvis refusioner, som de supplerende ydelser, der i henhold til nævnte kapitel nu forudsætter særlig bestemmelse herom i den enkelte sygekasses vedtægt.
3. Der bør snarest optages forhandlinger med arbejdsmarkedets parter med henblik på en forhøjelse af satserne for dagpenge til lønarbejdere i tilfælde af sygdom og fødsel (syge- lønsordningen), jfr. lovens afsnit II, svarende til den af regeringen på grundlag af en foreløbig betænkning fra udvalget af 1964 om arbejdsløshedsforsikringen foreslåede forhøjelse af dagpengesatserne i tilfælde af arbejdsløshed. Maksimums- og minimumsgrænserne for sygedagpenge til nydende medlemmer, der ikke er omfattet af sygelønsordningen m. v., jfr. § 27, forhøjes ligeledes i overensstemmelse med de foreslåede maksimums- og minimumsgrænser for dagpenge ved arbejdsløshed, og maksimumsgrænsen for hjemmearbejdende husmødres adgang til at sikre sig dagpengehjælp forhøjes herudover til halvdelen af det almindelige maksimumsbeløb. I forbindelse med tilpasningen af dagpengesatserne for såvel lønarbejdere som andre nydende medlemmer kan det overvejes at ændre reglerne om sikring af dagpenge derhen, at ethvert nydende medlem forlods er sikret lovens minimumssats, medmindre den pågældende meddeler sygekassen, at han ikke ønsker at være omfattet af ordningen, således at bidrag hertil i almindelighed inkluderes i sygekassekontingentet. Alle, som er omfattet af sygelønsordningen, vil i kraft af denne kunne sikres op til lovens maksimumsgrænse. For andre nydende medlemmer bør der være adgang til inden for de forhøjede maksimumsgrænser ligeledes at sikre sig yderligere dagpenge i sygdomstilfælde efter tilsvarende regler som nu.
4. Svarende til den under punkt 2. foreslåede udbygning af sygekassernes ydelser bør størrelsen af de nydende medlemmers bidrag fastsættes under ét for alle sygekasser. Fastsættelsen af bidragenes størrelse for henholdsvis A- og B-medlemmer, der forudses foretaget af De samvirkende Centralforeninger af Sygekasser i Danmark, skal ske således, at bidragene i forbindelse med kassernes øvrige ordinære indtægter og de påbudte tilskud og refusioner fra det offentlige er tilstrækkelige til fyldestgørelse af kassernes samlede forpligtelser samt til dannelse af fornødne reserver, jfr. lovens § 33, stk. 1. I forbindelse hermed fastsættes som hidtil størrelsen af tillæg for dagpengesikring, jfr. § 33, stk. 3.
5. På grundlag af sygekassernes fortegnelse over medlemmer m. v. forestår kommunerne opkrævningen af sygekassekontingent efter tilsvarende regler, som gælder for opkrævningen af skat til kommunen, og således at borgeren kan betale sit sygekassekontingent sammen med betalingen af skat til kommunen. Kommunen afholder over for sygekassen udgiften ved eventuelt uerholdelige restancer, ligesom eftergivelse af kontingent i særlige tilfælde kan finde sted efter reglerne i lov om personlig skat til kommunen. Såfremt sygekassen ikke hos medlemmet har kunnet opnå betaling af eventuelle kontrolgebyrer o. lign., anmelder kassen ved regnskabsårets slutning dette for kommunalbestyrelsen, der herefter kan lade sådanne gebyrer m. v. opkræve og inddrive efter tilsvarende regler som ovenfor.
6. Med henblik på forenkling og administrativ rationalisering bør overvejes en omlægning af de offentlige tilskud og refusioner til sygekasserne, eventuelt derved at de nuværende tilskud og refusioner helt eller delvis afløses af fuld offentlig overtagelse af sygekassernes udgifter til hospitalsbehandling m. v. (§ 12) og medicin (§ 13).
7. De regler, hvorefter den enkelte arbejdsgiver skal beregne og indbetale forskellige lovpligtige sociale præmier og bidrag (d. v. s. til sygelønsordning, lovpligtig ulykkesforsikring og invalideforsikringsfond, ATP og arbejdsløshedsfond), sammenfattes og forenkles således, at beregning og indbetaling i videst mulig udstrækning kan foretages under ét og det derefter påhviler det offentlige at fordele og formidle det indkomne provenu til de respektive institutioner m. v. Det forudsættes herved, at de nødvendige ændringer i de respektive andre love udarbejdes.
8. Uddannelsesmuligheder og -tilbud for sygekassernes medarbejdere bør for at sætte de pågældende i stand til at imødekomme kravene forbundet med de mere kvalificerede opgaver udbygges og i videst muligt omfang koordineres med uddannelsesforanstaltninger for medarbejdere inden for andre led i det samlede sociale tryghedssystem. Det bør ligeledes allerede nu overvejes, om dette sammen med en koordinering af andre sider af personalepolitikken inden for administrationen af de forskellige dele af det almindelige sociale tryghedssystem kan bidrage til at sikre medarbejderne de bedst mulige arbejdsvilkår og at gøre den sociale administration bedre egnet til at imødekomme kravene til et tidssvarende socialt tryghedssystem, bl. a. med henblik på de forskydninger i arbejdsopgaverne og mulighederne for deres løsning, der følger med udviklingen i et moderne samfund.
Om motiveringen for forslaget anførte forslagsstillerne i bemærkningerne b1. a. følgende:
„Forslaget tilsigter en udbygning og ajourføring af sygekassernes ydelser i sygdomstilfælde, herunder en forhøjelse af dagpengesatserne, samt — for tiden, indtil en samlet socialreform kan gennemføres — at skabe grundlag for en administrativ forenkling af de funktioner, som i det nuværende sociale tryghedssystem i det væsentlige henhører under sygekasserne. Forslaget modsvarer i sine hovedtræk det foreliggende forslag til lov om ændringer i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. og respekterer på samme måde som dette det igangværende arbejde i den socialreformkommission, der i 1964 blev nedsat på venstres initiativ.
Denne hensyntagen til socialreformkommissionens arbejde betyder, at forslagsstillerne har afstået fra på dette tidspunkt at foreslå ændringer, der berører selve strukturen i det sociale tryghedssystem. Sådanne videregående ændringer vil formentlig bedst kunne ske som led i en samlet socialreform, ligesom spørgsmålet om, hvorvidt der i et fremtidigt socialt tryghedssystem overhovedet vil være behov for sygekasserne som en særskilt opbygning, eller om de opgaver, som i dag er henlagt til disse, vil kunne løses bedre på andre måder, f. eks. inden for et samlet socialt sikkerhedsnet, må forventes afklaret på grundlag af bl. a. socialreformkommissionens arbejde.
Selv om hensynet til socialreformkommissionen således betyder, at de foreslåede ændringer er begrænset af de hidtidige rammer og opdelinger og uundgåeligt vil have midlertidighedens karakter over
for de yderligere muligheder for forbedringer og forenklinger, der efter venstres opfattelse vil ligge i en samlet reform af det sociale tryg- hedssystem på tværs af den nuværende og historisk betingede struktur, ønsker forslagsstillerne selvfølgelig også at medvirke til, at det sociale tryghedssystem kan fungere bedst muligt i tiden, indtil en virkelig reform kan nås. Forslagsstillerne skal imidlertid samtidigt stærkt understrege forventningen om, at arbejdet i socialreformkommissionen fremskyndes mest muligt.
I forbindelse med folketingets beslutning af 29. maj 1964 om nedsættelse af en socialreformkommission blev det fra alle partier fremholdt som en forudsætning, at kommissionens nedsættelse ikke må standse eller forsinke ajourføringen af sociale ydelser eller hindre, at der gennemføres nydannelser, som måtte vise sig påkrævet. Forslagsstillerne er fortsat af denne opfattelse, både når det gælder de sociale ydelser og de bestræbelser for administrativ rationalisering og effektivisering, der ofte kan være et praktisk bidrag til at føre nye sociale fremskridt ud i livet, bl. a. ved at frigøre fornøden kvalificeret arbejdskraft dertil."
Ved 1. behandling erklærede socialministeren, at forslaget indeholdt meget positivt, som nærmere kunne overvejes under det kommende udvalgsarbejde, men udgangspunktet for overvejelserne måtte være, at man ikke på vigtige punkter foregreb socialreformlcommissionens arbejde. Socialministeren så med forståelse på forslagets punkt 1 og 2 om tvungent sygelcassemedlemslcab og om, at sygeforsik- ringslovens ydelser skulle være tvungne. Ganske vist ville man med gennemførelsen af det første forslag bryde med det hidtidige frivillighedsprincip, men hvis der var stemning herfor, ville ministeren være villig til forhandling. Vedrørende forslagets punkt 3, der opfordrede ministeren til snarest at optage forhandlinger med arbejdsmarkedets parter med henblik på forhøjelse af dagpengesatserne, kunne ministeren oplyse, at et sådant initiativ allerede var taget, og at han havde modtaget parternes svar på sine forslag. Ministeren havde endvidere sympati for forslaget om (punkt 6) at overveje en omlægning af de offentlige tilskud til sygekasserne, eventuelt derved at det offentlige overtog sygekassernes udgifter til hospitalsbehandling og medicin.
De øvrige forslag, punkt 5 om overdragelse af oplcrævningen af sygelcasselcontingent til kommunerne, punkt 7 om forenkling af reglerne for arbejdsgivernes beregning og indbetaling af bidrag til de sociale ydelser og punkt 8 om uddannelse af sygelcassernes medarbejdere, fandt ministeren var af så omfattende art, at de burde behandles af socialreformkommissionen og ikke udtages til forlods behandling.
Også ordførerne beskæftigede sig indgående med forslagets detaljer, og der var fra alle sider enighed om at overveje de rejste spørgsmål nærmere i et udvalg.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav en beretning,
hvoraf det fremgik, at de afsluttende forhandlinger ikke havde kunnet gennemføres inden folketingsårets udløb. Som bilag til beretningen er optrykt socialministerens svar på udvalgets spørgsmål tillige med en række statistiske oplysninger m. v.