Forslaget går ud på, at folketinget skal opfordre regeringen til at søge oprettet normale statslige forbindelser med alle stater, der er opstået ved deling af tidligere bestående stater, uanset om denne deling opfattes som midlertidig.
Forslaget er enslydende med det af medlemmer af socialistisk folkeparti i folketingsårets 1. samling fremsatte forslag, om hvilket der henvises til side 545.
Som det fremgår af forslagets bemærkninger, tager dette sigte på anerkendelse af statsdannelserne i Nordvietnam, Nordkorea og Østtyskland.
Debatten ved forslagets 1. behandling drejede sig da også i første række om situationen i de nævnte tre områder, og ordførerne gjorde indgående rede for deres syn herpå. Herom må i alt væsentligt henvises til forhandlingerne.
Stats- og udenrigsministeren (J. O. Krag) fremhævede, at det er ulykkeligt, at der er draget skillelinjer, som splitter folk ad, der hører sammen nationalt, kulturelt, sprogligt, og som tillige skaber modsætningsforhold, der enten har givet anledning eller giver anledning til konflikter, uroligheder, krig eller i hvert fald skaber spændinger eller er medvirkende til at fastholde spændinger, som i sig kan bære kimen til fremtidige konflikter. Kunne man fra dansk side bidrage til at fjerne disse modsætningsforhold, til at optø de spændte situationer, til at skabe større bevægelighed, måtte man naturligvis være rede dertil. Det var imidlertid forkert at antage, at en dansk anerkendelse af de tre områder som selvstændige stater var det magiske middel, der pludselig kunne løse problemerne.
Om det folkeretlige spørgsmål om, hvornår man kan eller bør anerkende andre regeringer — et spørgsmål, som ordføreren for forslagsstillerne havde beskæftiget sig med — sagde stats- og udenrigsministeren bl. a.:
. Vi mener — og det svarer til, hvad der almindeligt antages i folkeretten — at betingelserne for, at en stat er berettiget til at anerkende et andet område som en stat, er, at der er tale om et politisk organiseret samfund på et klart afgrænset territorium under ledelse af en regering, der effektivt udøver sin myndighed, og at denne myndighed udøves af denne regering uafhængigt af ydre kontrol fra andre staters side. Derimod kan man ikke stille forhåndskrav om, at det er på legitim vis, regeringen har fået sin magt; det ville skabe helt uoverskuelige problemer for den regering og det udenrigsministerium, der skal gennemføre anerkendelsesprocessen.
Jeg er altså enig i den tankegang, som jeg her har søgt at give udtryk for, og det er den retningslinje, den danske regering har fulgt i en lang årrække.
Hvis de betingelser, jeg her har nævnt, er opfyldt, kan det pågældende område anerkendes som stat. Derimod kan det ikke antages — og det mener den overvejende del af de folkeretskyndige heller ikke — at det er ensbetydende med, at man har en pligt til at anerkende den nye stat. Det må stadig bero på den enkelte regerings egen beslutning, om den, når disse vilkår er opfyldt, vil anerkende en anden regering eller ikke."
Stats- og udenrigsministeren kom derefter ind på den konkrete situation i de tre områder.
Hvad Vietnam angik, måtte det afgørende være den storpolitiske interesse i at støtte tanker og forslag, der kunne lede til en fredelig forhandling om krigens afslutning. Vietnamkrigen kunne efter regeringens opfattelse kun afsluttes ved en forhandling.
Der var for Nordkoreas vedkommende et hensyn at tage til De Forenede Nationer, idet der stadig forelå en konflikt mellem Nordkorea og FN. Hvis Nordkorea selv ville tage skridt til at bringe dette dårlige forhold ud af verden, ville muligheden for andre landes anerkendelse blive større.
Afgørende for regeringens stilling til Tysklandsspørgsmålet var ønsket om at søge en varig fred tilvejebragt i Europa. Efter regeringens opfattelse gik vejen hertil ikke over anerkendelse af Østtyskland, men over bestræbelser for at hidføre en afspænding i Europa gennem gradvis og omhyggeligt oparbejdede kontakter til og samarbejde med Østeuropa.
Stats- og udenrigsministeren kunne ikke gå med til en vedtagelse af forslaget. Derimod var han villig til, hvis forslaget henvistes til et udvalg, dér at fremkomme med yderligere oplysninger og yderligere uddybe det særdeles vigtige emne, der var sat til debat.
Som nævnt trak ordførerne i debatten deres synspunkter vedrørende de tre områder op. Per Federspiel (V) og Erik Kragh (KF) afviste klart forslaget, men ville dog ikke modsætte sig en udvalgsbehandling. De øvrige ordførere anbefalede en drøftelse af problemerne i et udvalg.
Uden for ordførernes kreds talte Frode Jakobsen (S), som i sit indlæg navnlig beskæftigede sig med problemerne i Vietnam.
Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning.