B 11 Forslag til folketingsbeslutning om udflytning af den kgl. grønlandske handel.

Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på at opfordre, regeringen til at tage initiativet til udflytning af den kgl. grønlandske handels virksomhed i København eller en del af denne virksomhed til en jysk havneby.

Udgangspunktet for forslaget var, efter hvad H. C. Toft (KF), som ordfører for forslagsstillerne anførte ved fremsættelsen, et i store dele af landet næret ønske om at få tilvækst i befolkningstallet og i indkomstmasserne ved at flytte offentlige institutioner og virksomheder bort fra det overbelastede storkøbenhavnske område.

På konservativ foranledning havde den tidligere minister for Grønland nedsat et udvalg, der fik til opgave at overveje spørgsmålet, og det var på grundlag af dette udvalgs arbejde, man fremsatte det foreliggende forslag, „idet udvalget i sin betænkning har draget den konklusion af undersøgelserne, at varetagelsen af de opgaver, der i dag er pålagt Handelens enkelte funktioner, ikke er til hinder for en udflytning, og at en hel eller delvis udflytning kan finde sted uden væsentlige ulemper.

Udvalget har endvidere udtalt, at der kun for et kort åremål er tilstrækkelig plads på den grønlandske Handels nuværende arealer. Det må derfor være det rette tidspunkt at tage initiativet til en udflytning af Handelen. Udvalget har ikke blot undersøgt muligheden for Handelens placering i Hanstholm, men har tillige undersøgt mulighederne for placering i Frederikshavn, Esbjerg og Ålborg-Nørresundby området."

Ud fra et egnsudviklingssynspunkt anså ordføreren Hanstholm for et naturligt udflytningssted. „Det nedsatte udflytningsudvalg har i betænkningen nævnt nogle indvendinger mod denne placering, men disse indvendinger er efter min opfattelse ikke alle lige holdbare, hvorfor det under et udvalgsarbejde i folketinget nøjere må undersøges, om indvendingerne er tilstrækkelige til at afvise Hanstholm som en havneby, der kan være hjemsted for den grønlandske handel, ligesom der under udvalgsarbejdet også må foretages en undersøgelse og overvejelse af de andre nævnte havnemuligheder.

Udvalgsbetænkningen nævner endelig, at der intet er til hinder for hele Handelens udflytning, men at der dog er mindre betænkeligheder ved udflytning af regnskabs- og administrationsafdelingen. Også dette spørgsmål må belyses under folketingets arbejde med forslaget."

Ved forslagets 1. behandling gav ministeren for Grønland en indgående redegørelse for de resultater, det nævnte udvalg gennem sine undersøgelser var nået til. Det fremgik heraf, at der til Handelen ved lov eller på anden måde var henlagt virksomheder omfattende 5 funktioner: administration, vareindkøb, produktion og salg, transport samt regnskab. Det vil være muligt at flytte alle disse funktioner fra København, men ikke uden ulemper, idet navnlig administrationsafdelingen har et naturligt behov for hyppige personlige kontakter med institutioner og visse handelsforbindelser, som er beliggende i København „En udflytning af administrationsafdelingen og regnskabsafdelingen, som mest hensigtsmæssigt må placeres i forbindelse med administrationsafdelingen, vil således volde større vanskeligheder end udflytning af de øvrige funktioner. Transportafdelingen er mere afhængig af gode havne- og pakhusforhold end af en bestemt geografisk beliggenhed, og ved udflytning af transportafdelingen vil det være en fordel, hvis indkøbsafdelingen og salgsafdelingen flytter med."

Såvel i Hanstholm som i Ålborg, Nørresundby, Frederikshavn og Esbjerg vil det være muligt at fremskaffe havne- og kaj arealer nogenlunde svarende til de opstillede krav. For Hanstholms vedkommende må man imidlertid regne med, at den næppe under alle vejrforhold vil kunne besejles med skibe af den type, som må benyttes af Handelen. Her spiller det en rolle, at ventetid uden for havnen er forbundet med meromkostninger og måske tillige kan indebære risiko for forsyningssituationen i de grønlandske distrikter, der på grund af isen kun kan besejles en kort periode hver sommer. Hensynet til sikker besejling af udskibningshavnene hernede med store skibe i al slags vejr må derfor tillægges en betydelig vægt.

Efter udvalgets opfattelse var der hverken set ud fra funktionelle eller økonomiske synspunkter væsentlige ulemper ved gradvis at flytte den kgl. grønlandske handel enten til Ålborg-Nørresundby eller Esbjerg på et tidspunkt, hvor de nødvendige havneudvidelser i den eventuelle tilflytterby kan være gennemført. Vurderingen af fordele og ulemper ved en sådan tilflytning vil imidlertid afhænge af, hvilken hypotese der opstilles med hensyn til udviklingen inden for Grøn- landstrafikken i de kommende år, og hvilken vægt der tillægges egris- udviklingssynsplmkter, og udvalget mener ikke at kunne foretage en afvejning heraf. Udflytning til Frederikshavn vil efter udvalgets opfattelse medføre noget større problemer end udflytning til Ålborg- Nørresundby eller Esbjerg, hvad angår arbejdskraft og vareforsyningsforhold, og Hanstholm må i næsten alle henseender anses for mindre egnet til at modtage den kgl. grønlandske handel end de øvrige byer, som undersøgelsen har omfattet.

Med hensyn til de økonomiske konsekvenser af en udflytning gjorde der sig efter ministerens opfattelse en betydelig usikkerhed gældende på grund af den udvikling, som er i gang inden for skibsfarten med stigende anvendelse af containere. „Det står mig helt klart", udtalte han i nogle afsluttende bemærkninger, „at der hovedsagelig ligger egnsudviklingsmæssige betragtninger til grund for forslag om udflytning af den kgl. grønlandske handel, og jeg erkender, at egnsudviklingen må have sin pris, men jeg vil på den anden side være betænkelig ved en selv nok så velmotiveret udflytning på et tidspunkt, hvor risikoen for en fejlinvestering er betydelig større, end den vil være om måske 5 eller 10 år, når containerspørgsmålet og vel også andre usikkerhedsmomenter omkring den kgl. grønlandske handels fremtidige virksomhed må antages at være af klaret. Ministeren var imidlertid rede til at medvirke til nærmere belysning af sagen under en udvalgsbehandling.

Lis Groes (S) ville gerne deltage i en realistisk drøftelse af sagen, men henstillede til overvejelse, om man ikke ind i forhandlingerne skulle „drage det spørgsmål, om det vil være mere praktisk at bibeholde den kgl. grønlandske handel på det sted, hvor den ligger, og så eventuelt udbygge virksomheden gennem private speditørfirmaer osv. i provinsen."

Damsgaard (V) tilsagde forslaget en velvillig behandling, idet han mente, at en hel eller delvis udflytning af den kgl. grønlandske handel til en vestjysk havn — og gerne Hanstholm — ville være ønskelig.

I modsætning hertil gik Vivilce (SF) stærkt imod en udflytning til Hanstholm. Efter hans opfattelse burde Handelen i en temmelig lang årrække blive, hvor den er, men med benyttelse også af andre havne til udskibningen, efterhånden som udviklingsprogrammet medførte en stigende omsætning.

Bernhard Baunsgaard (RV) så meget gerne, at der blev øget aktivitet i provinsen. Ved flytning af en gammel virksomhed var der imidlertid økonomiske hensyn, som spillede ind. Arbejdsforholdene måtte også tages i betragtning. Hans parti ville først tage stilling til sagen, efter at den havde været grundigt overvejet i et udvalg.

Også Diderichsen (LC) mente, at sagen måtte belyses nærmere, før man tog stilling til den.

Rosing (Grønl.) gav udtryk for betænkelighed ved en flytning af Handelen på nuværende tidspunkt.

Det udvalg, som fik sagen til behandling, afgav en beretning, hvoraf det bl. a. fremgik, at det var nødvendigt at afvente resultatet af en igangværende undersøgelse af mulighederne for containertransporter til Grønland.
Partiernes ordførere
Lis Groes (S), K. Damsgaard (V), H. C. Toft (KF), Holger Vivike (SF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Børge Diderichsen (LC)