L 41 Forslag til lov for Færøerne om folkepension.

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Ved lovforslagets fremsættelse anførte socialministeren, at hovedpunkterne i lovforslaget bl. a. er følgende:

Pensionens grundbeløb forhøjes til de for den øvrige del af riget gældende satser.

Der indføres fuld folkepension for personer over 67 år. Der indføres et pensionstillæg.

Alderstillægget til pensionister, der er fyldt 80 år, forhøjes. Der indføres ret for en efterlevende ægtefælle til ægteparpension i 3 måneder efter dødsfaldet.

Under hensyn til de merudgifter, som forslagene vil medføre, foreslås grundbeløbene — på samme måde som efter invalidepensionsforslaget — forhøjet i etaper til de beløb, der fra 1. april 1970 gælder i det øvrige rige.

Den fulde folkepension foreslås indført fra samme tidspunkt som i den øvrige del af riget, d. v. s. fra 1. april 1970. Fra dette tidspunkt udbetales pensionen til alle over 67 år — bortset fra tjenestemænd og dermed ligestillede — uden hensyn til deres økonomiske forhold. Overgangen fra den nuværende ordning foreslås gennemført ved, at der gives pensionister over 67 år et særligt fradrag i indtægten, inden pensionen beregnes.

Til delvis dækning af merudgifterne foreslås folkepensionsbidraget forhøjet fra 1 pct. til 2¼ pct., idet dog det hidtidige invalidepensionsbidrag bortfalder. Provenuet ved denne forhøjelse anslås til knap 3 mill. kr. årlig svarende til ca. halvdelen af merudgiften. Af de resterende merudgifter dækkes 4/7 af statskassen, og 3/7 afholdes efter det færøske hjemmestyres nærmere bestemmelse.

Om lovforslagets tilblivelse henvises til det ovenfor anførte vedr. forslag til lov for Færøerne om invalidepension m. v.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at afgive betænkning, inden udskrivning af folketingsvalget fandt sted.
Partiernes ordførere
Johan Nielsen (S), J. Hindkjær Pedersen (KF), Søren Andersen (V), Erik Sigsgaard (SF), Grethe Philip (RV), Johan Asmussen (U) og Børge Diderichsen (LC)