Lovforslagets hovedpunkter er bestemmelser vedrørende gennemførelse af normaliseringsforhøjelser i det almennyttige byggeri og oprettelse af en landsbyggefond. Bestemmelserne indeholdes dels i en ny affattelse af lovens kapitel XV om almennyttig boligvirksomhed, dels i et foreslået nyt kapitel XV A om det almennyttige byggeris landsbyggefond.

Det fastslås således (§ 112, stk. 1), at hvis afgifterne for lejligheder og lokaler i afdelinger, der er taget i brug før 1. januar 1963 er lavere end den rimelige reelle lejeværdi, skal afdelingen yde årlige bidrag til det almennyttige byggeris selvfinansiering. Bidraget ydes til selskabets byggefond til indskud i en landsbyggefond for det almennyttige byggeri, jfr. kap. XV A.

Medens lov om midlertidig regulering af boligforholdene (se herom side 269 og 463) regulerer lejefastsættelsen i de kommende 8 år for de private udlejningsejendomme, tilsigtes hermed altså en tilsvarende regulering inden for det almennyttige byggeri.

Det nævnte bidrag skal svare til 70 pct. af forskellen mellem den gældende leje og den rimelige reelle lejeværdi. (De resterende 30 pct. forudsættes anvendt til dækning af stigninger i den enkelte afdelings driftsudgifter). Den rimelige, reelle lejeværdi konstateres i kommuner, hvor huslejestoppet gælder, ved den vurdering, der foretages i henhold til loven om lejevurdering (se årbog 1965-66, side 205). Hvor huslejestoppet ikke gælder og der derfor ikke sker vurdering efter leje vurderingsloven, skal der som grundlag for bidragets beregning fastsættes en lejeværdi på grundlag af lejeniveauet i kommunen.

De pligtmæssige bidrag vil ligesom normaliseringsforhøjelserne i private udlejningsejendomme medføre forhøjelse af leje og boligafgifter i det almennyttige byggeri. Af hensyn til beboerne foreslås bidragene begrænset på lignende måde som de årlige lejeforhøjelser i det private byggeri. Bidragene kan derfor pålægges med 1/8 i det første år, stigende med yderligere 1/8 i hvert af de følgende år, indtil det fulde bidrag er nået. I beboelseslejligheder kan bidragene dog højst udgøre 420 kr. pr. år.

Som nævnt skal bidragene indbetales til det almennyttige byggeris landsbyggefond, jfr. det foreslåede kapitel XV A. Fondens organisatoriske opbygning svarer i store træk til opbygningen af det grundejerinstitut, som skal modtage de bundne lejeforhøjelser i de private ejendomme, jfr. herved loven om midlertidig regulering af boligforholdene. Det er dog foreslået, at fonden ud over de pligtmæssige indbetalinger fra selskaberne skal have mulighed for at modtage andre indbetalinger fra selskaberne for yderligere at støtte det almennyttige byggeris selvfinansiering.

Som et udslag af den sammenhæng, der er mellem anvendelsen af fondens midler og den i foråret gennemførte rentesikringsordning (jfr. lovens kap. IX A), er det foreslået, at samtlige pligtmæssige indbetalinger skal anvendes til udlån til almennyttigt nybyggeri, hvortil der af staten ydes rentesikring, så længe denne ordning gælder.

Der gives i lighed med de private grundejeres låneinstitut fonden mulighed for af sine midler at yde lån til moderniseringer, til grundkøb m. v. samt at betale indskud til forskellige formål.

I kapitlet om rentesikring (IX A) er foreslået indsat en bestemmelse, som giver kommunerne adgang til at anvende den del af normaliseringsforhøjelserne fra de kommunale ejendomme, som ikke skal anvendes til øget vedligeholdelse i disse ejendomme, til ydelse af hel eller delvis rentesikring (§ 65 g). Midlerne kan endvidere, hvis de ikke anvendes til rentesikring, bruges som lån til boligtagere i almennyttigt boligbyggeri til betaling af boligindskud.

I den foreslåede ændrede affattelse af kap. XV om almennyttig boligvirksomhed er der foruden de foran nævnte ændringer om normaliseringsforhøjelserne foreslået enkelte andre ændringer, som udviklingen har givet anledning til, ligesom en vis omredigering af kapitlets bestemmelser har fundet sted.

Der er således foreslået ændringer af den hidtidige beboerrepræsentantordning, som har givet anledning til en del kritik. Ændringerne indeholdes i en ny bestemmelse (§ 106), hvorefter beboerforeninger, der repræsenterer mindst 25 pct. af lejerne, får adgang til at indvælge et medlem i boligselskabets ledelse med samme rettigheder og ansvar som de i henhold til vedtægterne valgte bestyrelsesmedlemmer. Denne adgang er et minimumskrav, og der er intet til hinder for, at der kan opretholdes bestemmelser, der sikrer en videregående repræsentationsret. Bestemmelser af denne art, der allerede er gennemført, skal ikke berøres af lovforslagets bestemmelser.

Af de øvrige ændringer, som for en stor del svarer til de hidtidige regler i loven og i vedtægterne og i øvrigt tilsigter en ajourføring af bestemmelserne, skal alene nævnes, at begrebet mindrebemidlethed og mindstbemidlethed foreslås ophævet. I stedet foreslås indført mere smidige regler, idet kriterier fra boligsikringsordningen bliver afgørende for, om en person har fortrinsret til at flytte ind i en lejlighed i det almennyttige byggeri, og for adgangen til at nyde de særlige fordele, der knytter sig til at bebo lejligheder i almennyttigt byggeri opført med kapitalindskud ("socialfilantropisk byggeri"), jfr. i øvrigt i denne forbindelse lov om boligsikring, omtalt side 272 og 465.

Lovforslaget, der fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om boligsikring, var ligesom dette et led i de boligpolitiske aftaler af 18. januar 1966 mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre.

Ved 1. behandling trak Axel Ivan Pedersen (S) forligets hovedpunkter op. Med hensyn til selve lovforslaget kunne han tilsige en velvillig behandling, men måtte dog forbeholde sig sin stilling, hvad angik enkeltheder. Han var således ikke overbevist om, at reglerne om vurdering i de ikke-regulerede områder var hensigtsmæssige. Det ville principielt være rigtigst at sikre en ensartet fremgangsmåde i de regulerede og de ikke-regulerede områder.

Guldberg (V) fremhævede den nære sammenhæng med den tidligere gennemførte rentesikringsordning. Han var parat til at søge gennemført det bedst mulige inden for de rammer, boligforliget havde skabt. Han beskæftigede sig bl. a. med de stigende omkostninger, der var forbundet med selve arbejdet i nybyggeriet. I denne forbindelse ytrede han en vis ængstelse for den mulighed, lovforslaget indebar for at benytte midler fra landsbyggefonden også til opbygning af produktionsforetagender, som ville rumme fare for lukkede monopoler.

Også Hastrup (KF) var betænkelig ved lovforslagets muligheder for af landsbyggefonden at yde kapitalindskud i forbindelse med etablering af produktionsvirksomheder. De almennyttige boligselskaber burde holde sig til deres egentlige opgave, og landsbyggefonden kunne sikre deres virksomhed på længere sigt. Han beskæftigede sig i øvrigt bl. a. med kriterierne for anvisning af boliger i sociale boligselskaber i de regulerede områder. Lovforslaget lempede ganske vist disse kriterier noget, men det rigtige ville være, at retten til en bolig blev fælles for alle, medens retten til tilskud forbeholdtes dem, der havde behov herfor. Han kunne anbefale lovforslaget til en velvillig udvalgsbehandling.

Else-Merete Ross (RV) understregede den betydning, der lå i at søge de almennyttige boligselskabers mulighed for selvfinansiering fremmet. Det ville være godt, hvis der herigennem kunne skabes større konkurrence. Hun kunne i øvrigt ikke se det urimelige i de foreslåede lejeforhøjelser, når man tog den kommende boligsikringsordning i betragtning. Hun gav tilslutning til lovforslaget, idet en del af ændringerne burde behandles nærmere i udvalget.

Arne Larsen (SF) fandt det i strid med de sociale boligselskabers formål at ville presse lejen op til markedsniveau. Lovforslagets bestemmelser om beboerrepræsentation ville i nogen grad ødelægge det beboerdemokrati, som man tidligere havde gennemført. Han havde sympati for landsbyggefondstanken, men som den her var opbygget, ville det efterhånden blive landsbyggefonden, som alene skulle bære byrden af finansiering af socialt byggeri. Det ville sige, at de dårligst stillede i samfundet alene skulle betale for en billiggørelse af dette byggeri. Dette var urimeligt, og han henviste i denne forbindelse til det af SF tidligere stillede forslag om en statslig byggefond.

Bækgaard (Uafh) fastslog det indlysende i, at også lejen i det sociale byggeri måtte reguleres opad i lighed med det private byggeri. Han havde i og for sig ikke indvendinger mod de tanker, lovforslaget byggede på, men det hvilede bl. a. på bolig sikringsordning ens gennemførelse, som han ikke var enig i. Han måtte derfor tage et vist forbehold.

Niels Westerby (LC) betonede den sociale solidaritet, som lovforslaget ville medføre for de sociale boligselskaber. Det var også vigtigt, at det sociale byggeri — ad åre — ville få mulighed for at finansiere nybyggeriet.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget. Det fremsattes på ny i folketingsårets 2. samling, herom henvises til side 279.