Forslaget gik ud på, at der efter 31. december 1966 skulle kunne nægtes toldgodtgørelse for eksportvarer, for hvilke der ønskes EFTA-toldbehandling i importlandet. Der ville efter forslaget stadig kunne gives toldgodtgørelse for varer, der udføres herfra til et EFTA-land, såfremt der ikke kunne eller faktisk ikke blev søgt om EFTA-toldbehandling i indførselslandet.

Toldgodtgørelse er herved forstået som den i toldlovens § 176 omhandlede materialtoldgodtgørelse, midlertidig toldfrihed i medfør af toldlovens § 131, fraskrivning i kreditoplag af kreditoplagsberettigede materialer, der er anvendt til fremstilling af indførte varer, jfr. toldlovens § 96, samt toldfriheden for materialer, der indføres til frihavnen og dér forarbejdes til eksportvarer.

Som hovedregel skulle toldgodtgørelse og EFTA-toldbehandling ikke kunne opnås samtidig, men bemærkningerne indeholdt dog beskrivelser af en række undtagelsestilfælde.

Lovforslaget foreslog endvidere, at de bestemmelser — der ved tekstanmærkninger på de senere års finanslove havde fastsat, at der for varer, som var fremstillet i Københavns frihavn, og som derved havde fået EFTA-oprindelse, ved indførsel til toldindlandet kunne indrømmes en toldnedsættelse, der svarede til toldnedsættelsen for EFTA-varer, der indførtes fra andre EFTA-lande — skulle overflyttes til toldloven og ændres således, at der også for sådanne varer betales told af de ved varernes fremstilling anvendte materialer og hjælpestoffer, i det omfang disse ville være toldpligtige ved indførsel her til landet. Derudover indeholdt forslaget en ny bestemmelse om toldgodtgørelse ved genudførsel og nogle ændringer af toldtariffen, hvorved man imødekom visse ønsker fra erhvervsside om toldlempelser.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste finansministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Forslaget er først og fremmest foranlediget af en række beslutninger i EFTAs råd, hvorved det er bestemt, at EFTA-landene med virkning fra den 31. december 1966 ikke må give EFTA-toldbehandling for varer, for hvilke der ydes toldgodtgørelse ved deres udførsel fra det EFTA-land, hvor de har gennemgået den sidste fremstillingsproces."

„Baggrunden for, at toldgodtgørelsen for EFTA-varer skal falde bort, samtidig med at de bliver helt toldfri, er, at en industri i et EFTA-land må betale told af indførte toldpligtige materialer, der ikke er EFTA-varer, og som den anvender i sin produktion af varer, den sælger på hjemmemarkedet. Hvis man opretholdt toldgodtgørelsen, kunne tilsvarende indførte EFTA-varer indføres toldfrit i det pågældende land og uden at være belastet med den told, som måtte eksistere i produktionslandet på de anvendte materialer. En opretholdelse af adgangen til at give toldgodtgørelse ville således betyde, at alle EFTA-landene ville diskriminere mod deres industriers hjemmemarkedssalg til fordel for de samme industriers eksportsalg. Med toldgodtgørelsens bortfald undgår man denne diskrimination. Toldgodtgørelsens bortfald betyder på den anden side dog ikke, at der skabes toldmæssig ligestilling mellem EFTA-landenes industrier. Da EFTA er et frihandelsområde, kan landene fortsat have forskellige toldsatser på de af industriens råvarer, der indkøbes uden for EFTAs område. Derimod er EFTA-landenes industrier toldmæssigt ligestillet i det omfang, de bruger råvarer og andre materialer med EFTA-oprindelse. Toldgodtgørelsens bortfald giver derfor i visse tilfælde EFTA-landenes industrier en tilskyndelse til at benytte råvarer med EFTA-oprindelse."

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at toldgodtgørelsens bortfald for EFTA-varer, der udføres herfra til andre EFTA-lande, ville medføre, at statskassens udgifter til toldgodtgørelse ville formindskes med 10-15 mill. kr. årlig.

De pågældende bestemmelser var, sammen med visse bestemmelser om toldnedsættelser af interesse for udviklingslandene, indeholdt i det forslag til lov om ændringer i toldloven, der blev fremsat i 2. samling. (Se side 174).

Lovforslaget nåede ikke at komme til behandling før folketingsvalget.