B 3 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende Danmarks bistand til udviklingslandene.

Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Ved begyndelsen af hver folketingssamling nedsætter folketinget et udvalg på 17 medlemmer til gennem udenrigsministeren at holde sig løbende orienteret om alle sider af Danmarks bistand til udviklingslandene og med udenrigsministeren at drøfte principperne for Danmarks bistandspolitik."

I bemærkningerne til forslaget henvises til, at den danske bistand til udviklingslandene har opnået et betydeligt omfang, at bistanden må forventes lidt efter lidt at blive væsentligt udvidet, og at den vil komme til at strække sig over et meget langt åremål.

„Derfor", siges det i bemærkningerne, „finder forslagsstillerne det påkrævet, at folketinget gennem et stående udvalg bliver holdt løbende orienteret om bistandens karakter, om de indhøstede erfaringer og om planlægningen inden for området. Det findes også påkrævet, at folketinget gennem det stående udvalg inddrages i drøftelserne af de principper, der ligger til grund for den danske bistandspolitik. Det er ikke tanken, at udvalget skal tage stilling til de løbende ansøgninger om bevillinger til bistandsprojekter."

Ved 1. behandling kunne udenrigsministeren (Per Hækkerup) sige, at regeringen var velvilligt indstillet over for forslaget og ville finde det rimeligt, at folketinget gennem et stående udvalg fik lejlighed til at følge de erfaringer, der blev indvundet, og de principper, hvorefter samarbejdet med udviklingslandene blev fastlagt.

Per Møller (V) trak som ordfører for forslagsstillerne de hovedopgaver op, som ville trænge sig på for det foreslåede udvalg: at påse hjælpens omfang, at sikre en så effektiv hjælp som muligt, at overvåge, at bistandspolitikken fik en form, der ikke unødigt skabte gnidninger eller fjendtlighed og at yde et bidrag til større forståelse i offentligheden.

Nina Andersen (S) fandt det rigtigt, at man forinden beslutning om nedsættelse af et sådant udvalg — gennem et forudgående udvalgsarbejde — nærmere drøftede de opgaver, der var skitseret.

Jørgen Jensen (KF) var ikke nogen varm tilhænger af mange eller flere faste folketingsudvalg og fremhævede de allerede eksisterende organer vedrørende bistanden til udviklingslandene. Han tilsagde dog en saglig og velvillig overvejelse af forslaget.

Else-Merete Ross (RV) kunne støtte forslaget, men understregede vigtigheden af, at oplysninger og drøftelser ikke alene måtte finde sted i et sådant udvalg. Hun anbefalede derfor, at der mindst én gang om året blev givet det samlede folketing en redegørelse for bistanden og de tilgrundliggende principper med mulighed for en efterfølgende offentlig debat.

Poul Dam (SF) tvivlede på, at et udvalg som det foreslåede kunne gøre mere og andet end det, der hidtil var gjort. Han ville dog ikke modsætte sig nedsættelse af udvalget.

Diderichsen (LC) kunne støtte forslaget, selv om nedsættelsen af et udvalg selvfølgelig ikke i sig selv var nogen garanti for, at der skete noget.

Det udvalg, som forslaget henvistes til, nåede ikke at afgive betænkning inden samlingens udløb.

Forslaget fremsattes på ny i folketingsårets 2. samling. Herom henvises til side 566.
Partiernes ordførere
Nina Andersen (S), Per Møller (V), Jørgen Jensen (KF), Poul Dam (SF), Else-Merete Ross (RV), I. A. Rimstad (U) og Børge Diderichsen (LC)