Ved loven forhøjedes fra 1. juni 1966 mindsteudbetalingen ved afbetalingskøb, jfr. lov nr. 224 af 11. juni 1954 om køb på afbetaling som ændret ved lov nr. 105 af 31. marts 1965, til 20 pct. uden hensyn til afbetalingstidens længde. Reglen om, at udbetalingen altid skal andrage mindst 50 kr., og særreglen, hvorefter det ved afbetalingskøb af bøger er tilstrækkeligt, at sælgeren er fyldestgjort for et beløb, der svarer til det største månedlige afdrag, bibeholdtes ved loven.

Efter de tidligere regler udgjorde mindsteudbetalingen 15 pct. af afbetalingsprisen, hvis sidste afdrag forfaldt senere end 1 år efter tingens overgivelse til køberen, og ellers en tolvtedel af afbetalingsprisen, dog således at udbetalingen skulle andrage mindst 50 kr.

Herom udtalte justitsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Som det vil erindres, stillede hr. Henry Christensen mig i sommer det spørgsmål, om jeg ville lade foretage en snarlig undersøgelse af de tekniske og praktiske muligheder for en begrænsning af afbetalingshandelen. Da jeg var enig i, at der kunne være behov for en sådan undersøgelse, lod jeg nedsætte et udvalg, som i september 1965 afgav en redegørelse om de forskellige begrænsningsmuligheder og disses formodede økonomiske virkninger.

I redegørelsen, der tidligere er omdelt i det høje ting, har udvalget som resultat af overvejelserne bl. a. udtalt, at en forhøjelse af den kontante udbetaling, eventuelt kombineret med en begrænsning af kredittiden, må anses for det mest hensigtsmæssige middel, såfremt en regulering af afbetalingshandelen måtte blive anset for ønskelig.

Da det på baggrund af den nuværende økonomiske situation synes rimeligt at søge gennemført en vis begrænsning af afbetalingshandelen, foreslås det, at mindsteudbetalingen forhøjes til 20 pct. uden hensyn til afbetalingstidens længde. Samtidig bibeholdes dels reglen om, at udbetalingen altid skal andrage mindst 50 kr., dels særreglen for salg af bøger på afbetaling."

Ved lovforslagets 1. behandling anbefaledes det af ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det radikale venstre og socialistisk folkeparti, der dog erkendte, at der næppe kunne forventes større forbrugsbegrænsende virkninger af lovforslaget, idet der var mulighed for, at man i forretningslivet i en vis udstrækning ville gå over til andre kreditformer. Der udtryktes tillige betænkelighed ved, at loven ensidigt ville ramme bestemte varegrupper og bestemte, økonomisk svagt stillede forbrugere, f. eks. de unge. Lis Groes (S) rejste spørgsmålet om indførelse af en „fortrydelsesparagraf", der tillod forbrugerne inden for en kort frist at træde tilbage fra et afbetalingskøb. Knud Thomsen (KF) og Johan Asmussen (Uafh) havde ikke taget endelig stilling til lovforslaget, hvis negative virkninger af dem vurderedes som betydelige i forhold til dets tvivlsomme fordele. Niels Westerby (LC) fandt lovforslaget nytteløst, men uskadeligt. Han foreslog, at man i stedet afskaffede skattelovgivningens regel om fradragsret for renter af privat forbrugsgæld. Flere af ordførerne påpegede, at den virkelige grund til lovforslagets fremsættelse var det mellem socialdemokratiet, venstre og det radikale venstre under forhandlingerne om afgiftslovene indgåede forlig, jfr. ovenfor side 120.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der stillede et skriftligt spørgsmål til justitsministeren om eventuel indførelse af en „fortrydelsesparagraf". Ministerens besvarelse, der er optrykt som bilag til udvalgets betænkning, konkluderer således:

„... Efter justitsministeriets opfattelse må det således forekomme betænkeligt at søge dette spørgsmål, som berører centrale dele af formueretten, løst, uden at der åbnes mulighed for en alsidig belysning og mere generel stillingtagen til problemet. En regel, som alene tager stilling til problemet i relation til afbetalingskøb af bøger, ville skabe en uheldig retstilstand, idet retsstillingen ville blive afhængig af det solgte godes art og ikke af retsforholdet som sådant.

Hertil kommer, at forslaget til afbetalingsloven jo i sin tid er udarbejdet i samarbejde med de øvrige nordiske lande, og at det derfor næppe ville være rigtigt uden forudgående drøftelser med disse lande, hvis lovgivning om køb på afbetaling ikke giver køberen adgang til at træde tilbage, at indføre en regel herom i den danske afbetalingslov.

En mere generel regel, hvorefter en kontraktpart får adgang til at træde tilbage fra aftalen i en vis kortere tid efter dennes indgåelse, måtte formentlig i givet fald søges gennemført ved ændring i aftaleloven. En sådan ændring forudsætter imidlertid også nøjere overvejelse på fælles nordisk plan, da aftaleloven er resultat af et fælles nordisk lovgivningsarbejde."

Udvalgets flertal (socialdemokratiets, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse med en af justitsministeren foreslået ændring af lovforslagets ikrafttrædelsesbestemmelse. Betænkningen indeholdt følgende mindretalsudtalelser:

„Et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) mener, at den foreslåede forhøjelse af mindsteudbetalingen fra 15 pct. til 20 pct. af afbetalingsprisen ikke vil have nogen virkning over for de uheldige sider af afbetalingshandelen, som bedre rammes gennem prisindseendelovens skærpede krav til mærkning, skiltning og annoncering. Mindretallet mener yderligere, at lovforslaget, hvis det overhovedet har nogen forbrugsbegrænsende virkning, rummer en risiko for at ramme handelen med visse danske produkter som radio, fjernsyn og køleskabe, hvor den danske industri i forvejen arbejder under afsætningsvanskeligheder.

Mindretallet vil derfor ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Et andet mindretal (Poul Dam) ønsker med baggrund i drøftelsen af de problemer, som ofte opstår i forbindelse med afbetalingskontrakter afsluttede under uanmodede agentbesøg i hjemmene, og som det ikke synes muligt at undgå gennem en påtænkt „fortrydelsesparagraf" til beskyttelse af køberne, .... at foreslå en tilføjelse til afbetalingslovens § 10, hvorved der stilles krav om, at afbetalingskontrakter skal underskrives på sælgerens bopæl eller forretningssted, såfremt sælgeren skal kunne gøre brug af fogedens hjælp ...."

Efter at det af Poul Dam stillede ændringsforslag ved lovforslagets 2. behandling var forkastet med 105 stemmer mod 8, mens man tiltrådte ændringsforslaget vedrørende ikrafttrædelsesdatoen, blev lovforslaget ved 3. behandling med denne ændring vedtaget enstemmigt med 76 stemmer, idet 27 medlemmer (KF, Uafh og LC) undlod at stemme.