Ved loven sættes lov nr. 331 af 24. november 1961 om garantier eller lån til bygning af mindre fragtskibe (årbog 1961-62, side 317) i kraft for Færøerne med virkning fra 1. april 1966.
Ifølge loven om garantier eller lån til bygning af mindre fragtskibe kan der i hvert finansår af handelsministeren på statskassens vegne inden for et beløb af 8 mill. kr. ydes garanti for lån optaget til bygning eller ombygning af mindre fragtskibe på nærmere fastsatte vilkår. I særlige tilfælde kan der i stedet for garanti ydes lån.
I praksis er loven blevet administreret således, at der inden for den årlige bevillingsramme afsættes 500.000 kr. til udlån til ombygninger eller motorudskiftninger, mens der ydes garanti inden for et beløb af 7,5 mill. kr. til nybygninger..
Lovens garanti- eller låneordning har ikke hidtil kunnet anvendes af færøske redere, hvorimod her bosatte redere har kunnet få garanti i forbindelse med bygning af fragtskibe på Færøerne, og en sådan garanti er søgt og givet i to tilfælde.
Fra Færøernes landsstyre modtog handelsministeriet forud for lovforslagets fremsættelse en af rigsombudsmanden anbefalet henvendelse med anmodning om, at loven om garantier eller lån til bygning af mindre fragtskibe blev udvidet til også at gælde for Færøerne.
I henvendelsen anførtes det, at der i de seneste år har vist sig en stigende interesse på Færøerne for bygning af mindre fragtskibe, hvilket forekom landsstyret naturligt i betragtning af, at så at sige hele hovederhvervets, fiskeriets, produktion eksporteres, at næsten alt, hvad der indgår i produktion og konsum, importeres, og at mange færøske søfolk med uddannelse i navigation og maskinteknik har deres beskæftigelse i ikke-færøske skibe. Hertil kommer ønsket om gennem etablering af en værftsindustri at skabe en mere differentieret erhvervsstruktur på Færøerne.
Da man imidlertid fra færøsk side anså de hidtilværende finansieringsmuligheder på Færøerne for utilstrækkelige til at fremme bygning af mindre fragtskibe for færøsk regning på færøske værfter, fremkom anmodningen om, at lov om garantier eller lån til bygning af mindre fragtskibe blev udvidet til også at gælde for Færøerne, i hvilken forbindelse bemærkes, at lagtinget nu har sat lov om et skibsfinansieringsinstitut i kraft på Færøerne.
Når ikrafttrædelsesdatoen blev fastsat til 1. april 1966, skyldes det, at der allerede var disponeret over de for finansåret 1965-66 til rådighed værende midler, og at loven således først vil kunne få reel betydning for færøske redere fra og med finansåret 1966-67.
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges uændret og enstemmigt.