Lovforslaget, der blev fremsat og behandlet sammen med de nedenfor omtalte lovforslag om ejendomsmæglere, dispachører og translatører og tolke samt de under ikke vedtagne lovforslag omtalte lovforslag om statsautoriserede revisorer og skibsmæglere og varemæglere, var bortset fra en ændring af det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt identisk med et lovforslag, der blev fremsat i folketinget den 30. april 1965 (årbog 1964-65, side 489), og som ikke blev færdigbehandlet i folketingsåret 1964-65.

Som omtalt i folketingsårbogen for 1964-65 var lovforslaget udarbejdet af næringslovskommissionen til afløsning af den hidtil gældende næringslovs §§ 86-89. Hensigten hermed var — bortset fra overførelsen af bestemmelserne til en særskilt lov — hovedsagelig en modernisering af den hidtidige ordning, dog med enkelte afvigelser af principiel karakter.

Efter loven skal statsautoriserede vejere og målere som hidtil beskikkes af handelsministeren, og betingelserne for at opnå beskikkelse er ikke blevet ændret. Ligeledes har man i loven bibeholdt den nuværende indstillingsret for den stedlige handelsstandsforenings bestyrelse, dog således at indstillingen nu skal ske efter forudgående forhandling med andre interesserede sammenslutninger, hvorved der navnlig er tænkt på kooperative sammenslutninger samt på industriforeninger, der ikke er repræsenteret i den stedlige handelsstandsforening.

Endvidere indeholder loven en bestemmelse om, at vejere og målere, forinden beskikkelse udleveres, skal have særlig instruktion hos justerdirektøren.

Herudover har man i loven legaliseret en siden 1941 fulgt administrativ praksis, hvorefter en meddelt beskikkelse som statsautoriseret vejer og måler bortfalder ved udgangen af det år, i hvilket den pågældende fylder 70 år.

Under hensyn til, at der i særlige tilfælde vil kunne være behov for en adgang til at ophæve en meddelt beskikkelse uden at rejse straffesag, er det dernæst blevet fastsat, at handelsministeren skal kunne fratage beskikkelsen, såfremt vedkommende vejer og måler ved udøvelsen af sin virksomhed groft eller gentagne gange har tilsidesat de ham påhvilende pligter, f. eks. ved gentagne gange at have vejet eller målt forkert, så det giver grundlag for at antage, at han ikke fremtidig vil drive veje- og målevirksomhed på forsvarlig måde. Berettigelsen af fratagelsen vil kunne forlanges forelagt domstolene til prøvelse.

Tilsynet med de af de statsautoriserede vejere og målere benyttede redskaber skal som hidtil udøves af justerdirektøren, hvorimod udgifterne hertil fremtidig skal afholdes af statskassen.

Endelig fremhæves, at den hidtil gældende afgift til vejnings- og målingsfonden er bortfaldet, men at der i stedet skal betales en afgift til statskassen. Oprindelig var det i lovforslaget foreslået, at denne afgift skulle svares efter en i selve loven nærmere fastsat skala, men denne bestemmelse ændredes under behandlingen i folketinget, jfr. nedenstående uddrag af folketingsudvalgets betænkning, således at det påhviler handelsministeren administrativt at fastsætte de nærmere regler om afgifternes størrelse.

Loven træder i kraft den 1. januar 1967.

Lovforslaget gav ikke ved 1. behandling anledning til særlige bemærkninger, idet samtlige ordførere kunne henvise til deres udtalelser om lovforslaget i det foregående folketingsår, og lovforslaget fik således på ny en velvillig modtagelse. Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, fra hvis betænkning fremhæves følgende udtalelser:

„Udvalget har særlig drøftet den i lovforslagets § 12 omhandlede årlige afgift, som det efter forslaget påhviler statsautoriserede vejere og målere med en vis årlig nettoindtægt at indbetale til statskassen, mod at denne afholder udgifterne ved tilsynet med de statsautoriserede vejeres og måleres redskaber samt udgifter til vedligeholdelse og reparation af redskaber i det omfang, dette måtte skønnes påkrævet for opretholdelsen af statsautoriseret vejning og måling på steder, hvor indtjeningen er relativt beskeden, men et påtrængende behov for offentlig vejning foreligger.

Imidlertid har udvalget ikke fundet det hensigtsmæssigt, at afgifternes størrelse fastsættes i selve loven, og udvalget kan derfor tiltræde nedenstående af handelsministeren stillede ændringsforslag, hvorefter det påhviler ministeren at fastsætte de nærmere regler om afgifternes størrelse.

Udvalget har i forbindelse hermed tillige drøftet et af Foreningen af statsautoriserede Vejere og Målere fremsat forslag om, at et beløb på 200.000 kr. af vejnings- og målingsfondens midler stilles til rådighed for foreningen til ydelse af økonomisk støtte i særlige trangstilfælde og til løsning af faglige opgaver. Da den hidtidige anvendelse af fondens renteafkast til understøttelsesformål imidlertid forudsættes videreført, så længe der er kvalificerede ansøgere fra den kreds, der gennem afgifter til fonden har medvirket til dennes tilvejebringelse, finder udvalget det ikke rimeligt at overdrage en del af fonden til foreningen til anvendelse til et tilsvarende formål. Ligeledes finder udvalget heller ikke, der er tilstrækkelig grund til på nuværende tidspunkt at yde et beløb af fonden til faglige formål, når henses til, at statskassen skal overtage udgifterne i forbindelse med tilsynet med de statsautoriserede vejeres og måleres materiel. Udvalget finder, at spørgsmålet om ydelse af et beløb af fondens kapital til foreningen bør rejses af handelsministeren over for folketingets finansudvalg, når fondens kapital til sin tid skal overgå til statskassen."

Heller ikke ved 2. behandling gav lovforslaget anledning til længere debat. Efter at de stillede ændringsforslag var vedtaget uden afstemning, vedtoges det således ændrede lovforslag enstemmigt ved 3. behandling.