Loven går ud på at ligestille ikke-forsørgere med forsørgere med hensyn til adgangen til at oppebære det tillæg — for tiden 50 pct. — der ydes til godtgørelsen for tab af indtægt og arbejdsmuligheder under deltagelse i uddannelseskursus i henhold til lov nr. 194 af 18. maj 1960 om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere.

Som begrundelse herfor anførte arbejdsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:

„Revisionen af uddannelsesloven for ikke-faglærte arbejdere blev ved lov nr. 146 af 21. april 1965 udskudt senest til folketingsåret 1967-68. Under forhandlingerne i tinget i foråret 1965 blev der fra forskellig side peget på, at forholdsvis få unge og forholdsvis få kvinder deltog i uddannelserne. Jeg gav tilsagn om at undersøge, om det inden den almindelige lovrevision ville være muligt at forøge tilgangen til uddannelseskurserne for disse grupper gennem en forbedring af de økonomiske vilkår, der bydes dem.

Det nu fremsatte lovforslag er et resultat af denne undersøgelse."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af de uafhængige, der fandt det upåkrævet, at staten påtog sig den merudgift, som lovforslagets gennemførelse ville medføre.

I den enstemmige betænkning fra det udvalg, som sagen henvistes til, udtaler udvalget:

„Særlig hensynet til kvindernes stilling motiverer, at den foreslåede lovændring foretages, inden loven tages op til revision. Udvalget henstiller til ministeren at være opmærksom på, at den fornødne information om de til rådighed stående muligheder kommer til offentlighedens kundskab."

Angående lovens ikrafttræden stillede arbejdsministeren et ændringsforslag, som dog ikke betød nogen realitetsændring. Nyordningen skulle herefter træde i kraft med virkning fra 1. april 1966.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 129 stemmer mod 5 (Uafh).