Loven går ud på at lempe de gældende regler om fradrag i erstatningen til personer, der oppebærer pension fra det offentlige efter at have været ansat i offentlig tjeneste.

Lempelsen foretages på den måde, at de mindre erstatninger for invaliditeter på højst 25 pct. for fremtiden ydes uden fradrag, mens de større erstatninger ikke skal kunne reduceres mere, end at de skadelidte altid bevarer en erstatning svarende til en invaliditet på 25 pct. Økonomisk betyder det, at de hårdest ramte altid vil være sikret en erstatning på for tiden ca. 6.000 kr. årlig ud over tjenestemandspensionen.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte socialministeren herom: „Den gældende bestemmelse, som findes i erstatningslovens § 24, stk. 2, hviler på det synspunkt, at det offentlige ikke bør yde fuld erstatning ved siden af pensionen. Bestemmelsen medfører, at erstatningen meget ofte falder helt bort, eller i hvert fald reduceres stærkt, når tjenestemanden pensioneres.

Tiden er imidlertid løbet fra bestemmelsen i dens nuværende udformning. Dette skyldes for det første, at aktive tjenestemænd ved en lovændring i 1957 fik adgang til at oppebære erstatningen fuldt ud ved siden af lønnen, og for det andet, at de tjenestemænd, som nu berøres af bestemmelsen, har opnået fuld eller næsten fuld pensionsalder.

Det må derfor nu forekomme mindre rimeligt, at erstatningen bortfalder eller reduceres kraftigt ved pensioneringen, når den skadelidte tjenestemand har kunnet oppebære erstatningen ubeskåret ved siden af lønnen, og når han gennem sin mangeårige ansættelse har optjent sin ret til pensionen.

Ved forslaget sikres den skadelidte i alle tilfælde en begrænset invaliditetserstatning også efter pensioneringen. Dette begrundes med, at invaliditetserstatningen ikke alene kompenserer indtægtstab, men også de ulemper og eventuelle udgifter, der følger af invaliditeten. Endvidere kan erstatningen kompensere den eventuelle lavere pension, som måtte være resultatet af, at invaliditeten eventuelt har forringet tjenestemandens muligheder for avancement."

Ændringen har virkning fra 1. april 1966, således at de forhøjede erstatninger, der er en følge af forslaget, løber fra denne dag, såfremt der allerede tidligere er truffet afgørelse om, at tilskadekomne har ret til invaliditetserstatning. Det forudsættes herved, at direktoratet for ulykkesforsikringen selv genoptager sager, hvori erstatningen er blevet nedsat eller er bortfaldet efter den gældende bestemmelse i lovens § 24, stk. 2. Da tilskadekomne tjenestemandspensionister kan have undladt at anmelde krav om erstatning, fordi erstatningen efter den gældende ordning ville falde bort, bestemmes det endvidere, at tjenestemandspensionister får adgang til at anmelde krav om invaliditetserstatning, uanset de i loven fastsatte anmeldelsesfrister. Erstatningen ydes for tiden efter anmeldelsen. Foretages denne inden 1. august 1966, ydes der dog erstatning for tiden efter 1. april 1966.

Ovennævnte dato 1. august 1966 blev fastsat under sagens behandling i folketinget i stedet for 1. juli 1966, som der stod i det oprindelige lovforslag.

I folketinget fik loven yderligere en tilføjelse, hvorefter direktoratet for ulykkesforsikringen kan dispensere fra de i § 7, stk. 1 fastsatte anmeldelsesfrister, såfremt direktoratet efter nærmere af socialministeren fastsatte retningslinjer skønner, at omstændighederne taler derfor.

I forbindelse hermed er det — ifølge betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen — af socialministeren over for udvalget blevet oplyst, at der i henhold til den foreslåede dispensationsbestemmelse vil blive udstedt sådanne retningslinjer, at dispensation vil blive givet i tilfælde, hvor der foreligger en væsentlig invaliditet, og hvor det ikke skønnes at være overvejende sandsynligt, at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes andre forhold end de forhold, hvorunder den pågældende har levet under besættelsen.

Af betænkningen fremgår det videre, at professor Mogens Fog og overlægerne Knud Hermann og P. Thygesen bl. a. har „påpeget de store vanskeligheder, der er forbundet med den lægelige vurdering af ansøgningerne om erstatning. Med hensyn til dette spørgsmål er det oplyst, at direktoratet for ulykkesforsikringen hidtil har fulgt den praksis, at for så vidt en tidligere kz-fanges indtjeningsevne er forringet, bliver invaliditetsgraden revideret under hensyntagen til indtægtsforringelsen, selv om der ikke kan påvises en ændring af den pågældendes tilstand. Såfremt der i sagen foreligger en specialisterklæring, der ikke er mere end 1 år gammel, sker revisionen uden indhentelse af en ny erklæring. Yderligere er oplyst, at såfremt den lægelige tilstand er forringet, men det må anses for tvivlsomt, om forværrelsen skyldes lidelse som følge af kz-opholdet, vil tvivlen blive regnet den pågældende til gode.

På baggrund af den rejste kritik har socialministeren imidlertid givet tilsagn om at foranledige, at direktoratet i de heromhandlede tilfælde ændrer fremgangsmåde, således at der ikke indhentes ny specialisterklæring i tilfælde, hvor den pågældende er stærkt invalideret og det af den behandlende læges erklæring eller af eventuelle hospitalsjournaler fremgår, at forværrelsen af tilstanden har sammenhæng med kz-opholdet."

Med de nævnte ændringer vedtoges lovforslaget enstemmigt.