Loven har følgende indhold:
§ 1. Lov af 9. april 1851 angående pensionering af militæretaternes underklasser samt invalideforsørgelse ophæves.
§ 2. Socialministeriet overfører den overordentlige invalidefonds midler til et legat under offentligt tilsyn med det formål at yde hjælp til personel i forsvaret og civilforsvaret, der er kommet til skade under udførelsen af tjenesten, til efterladte efter sådanne invalider og omkomne under tjenesten og til civile, som er blevet kvæstet i krig, og deres efterladte samt i øvrigt, hvis legatets midler måtte være tilstrækkelige, at yde støtte til nævnte personel i tilfælde, hvor der skønnes behov derfor. Opstår der senere spørgsmål om ændring af legatets formål, finder bestemmelsen i arvelovens § 69 tilsvarende anvendelse.
Lovforslaget havde sin begrundelse i, at forskellige legater og gaver, der tidligere under krigene 1807-14 og 1848-50 var skænket til understøttelse af forskellige kategorier af krigsinvalider blev inkorpereret i loven af 9. april 1851 og samlet i den såkaldte overordentlige invalidefond til ydelse af overordentlig forsørgelse, d. v. s. ekstraordinær understøttelse ud over lovens offentlige forsørgelse. Den stedfundne udvikling havde imidlertid vist, at det nu ikke længere var muligt at anvende indtægterne af den overordentlige invalidefonds legater efter de oprindeligt fastsatte bestemmelser.
Det fremsatte lovforslag gik derfor ud på at ophæve lovbestemmelserne vedrørende den overordentlige invalidefond og derved skabe mulighed for at få udformet nye fundatsbestemmelser med henblik på, at de omtalte legatmidler kunne blive anvendt på den måde, der under de ændrede forhold må anses for bedst stemmende med givernes ønske.
Ved fremsættelsen havde lovforslaget en noget anden affattelse end ved dets færdigbehandling, idet det i § 2, 1. punktum, i det oprindelige lovforslag var foreslået, at legatets indtægter kun skulle kunne ydes til en snævrere personkreds. Da der imidlertid under 1. behandlingen i folketinget ytredes betænkelighed ved denne bestemmelse, resulterede den efterfølgende udvalgsbehandling i, at bestemmelsen udvidedes til også at omfatte frivilligt personel i værnene, herunder hjemmeværnet, og personel i civilforsvaret.
Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag enstemmigt med 157 stemmer.