Ved loven gennemføres en forhøjelse af de forsørgelser, der ydes til de sønderjyske krigsinvalider og deres efterladte. Forhøjelsen udgør ca. 45 pct. i forhold til det hidtil gældende forsørgelsesniveau, hvorved f. eks. en gift krigsinvalid (100 pct. invalid) sikres en forsørgelse på ca. 12.650 kr. årlig. Om de enkelte forhøjelser af lovens forsørgelsesbeløb henvises til lovteksten.
Samtidig indføres i loven en ændret reguleringsbestemmelse, svarende til reguleringsbestemmelserne i lovene om enke-, invalide- og folkepension. Hermed vil forsørgelserne blive reguleret 2 gange om året samtidig med pensionerne.
Som det fremgår af socialministerens fremsættelsestale og bemærkningerne til lovforslaget, er de omhandlede forsørgelser — bortset fra pristalsreguleringer — uændrede siden 1949. Under hensyn til den ved lov af 4. juni 1965 gennemførte forhøjelse af løbende erstatninger til tilskadekomne værnepligtige i den danske hær er det fundet rimeligt at gennemføre en forhøjelse også til de sønderjyske krigsinvalider, der i sin tid kom til skade under udførelsen af tysk værnepligtstjeneste.
Loven af 4. juni 1965 bevirkede en forhøjelse af de militære erstatninger i anledning af ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1947 med ca. 78,3 pct., når de pågældende var 67 år og derover.
Når forhøjelsen ifølge nærværende lov er noget mindre, skyldes det bl. a. de meget gunstige bestemmelser, der i øvrigt gælder for de sønderjyske forsørgelser, og det forhold, at disse oprindeligt er fastsat noget højere end militærerstatningerne. Det kan således nævnes, at forhøjelserne er skattefri, hvad de militære erstatninger ikke er, ligesom de i modsætning til militærerstatningerne er fastsat uden hensyn til, hvilke indtægtsmuligheder den tilskadekomne ville have haft, hvis han ikke var kommet til skade.
Endvidere gælder for næsten alle modtagerne af forsørgelser, at de ved siden af disse ydelser oppebærer invalide-, folke- eller enkepension, og ved beregningen af pensionen betragtes forsørgelserne som en privat pension med deraf følgende gunstig indtægtsberegning.
Den ved loven gennemførte forhøjelse angår godt 1.100 invalider og ca. 500 enker, og udgifterne ved forhøjelsen er anslået til 2 mill. kr. årlig.
Lovforslaget blev i folketinget anbefalet af alle ordførerne som en naturlig og rimelig ajourføring af forsørgelserne til de sønderjyske krigsinvalider og deres efterladte. Det vedtoges enstemmigt og uændret ved 3. behandling.