I den af administrationsudvalget af 1960 afgivne 4. betænkning var det foreslået, at der for at opnå en bedre koordinering af revalideringsarbejdet oprettedes et direktorat, idet der herved ville ske en samling og forenkling af administrative funktioner. Samtidig hermed foresloges det at henlægge de ikke-departementale opgaver inden for særforsorgen og revalideringsområdet, der hidtil var varetaget af socialministeriet, invalideforsikringsrettens revalideringsafdeling, arbejdsdirektoratets virksomhed vedrørende revalideringscentrenes administration og sygekassedirektoratets revisionsvirksomhed vedrørende hjælp ydet af invalideforsikringsfondens midler, til det foreslåede nye direktorat.

På baggrund heraf fremsattes forslaget til lov om ændring i lov om revalidering (om revaliderings- og forsorgsdirektoratet), ved hvis gennemførelse invalideforsikringsrettens revalideringsafdeling er blevet omdannet til et revalideringsnævn med revaliderings- og forsorgsdirektøren som formand.

Endvidere er det i loven fastsat, at socialministeren skal kunne bemyndige revaliderings- og forsorgsdirektøren til at godkende revalideringsinstitutioner efter revalideringslovens § 5 og beskyttede virksomheder efter lovens § 10 samt uddannelsesforanstaltninger efter lovens § 11.

Samtidig er gennemført en række mindre redaktionelle ændringer dels som følge af den gennemførte strukturændring, dels som følge af gennemførelsen af lov nr. 169 af 31. maj 1961 om offentlig forsorg.

Endelig er den hidtidige bestemmelse i revalideringslovens § 20, stk. 5, hvorefter loven skulle have været optaget til egentlig revision i folketingsåret 1965-66, blevet ændret således, at loven i stedet optages til revision i folketingsåret 1968-69.

Under lovforslagets 1. behandling i folketinget anbefaledes lovforslaget til vedtagelse af Grete Hækkerup (S), som samtidig efterlyste en undersøgelse af, i hvilket omfang formålet med gennemførte revalideringsforanstaltninger opnås. På venstres vegne udtalte P. E. Eriksen på forhånd nogen skepsis over for forslaget om oprettelsen af revaliderings- og forsorgsdirektoratet, som måske kunne betyde en forstærket udbygning af centraladministrationen og en betydelig forøgelse af statsudgifterne. Den konservative ordfører Clara Munck udtalte sig ligeledes forbeholdent over for den foreslåede administrationsomlægning, idet hun fandt, at man burde afvente socialreformkommissionens overvejelser, før man foretog en så radikal omlægning af administrationen.

Såvel Grethe Philip (RV) som Gunhild Due (SF) erklærede sig positive over for gennemførelsen af lovforslaget, hvorimod Iver Poulsen (Uafh) fandt dette forhastet.

I det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandlingen, indstillede et flertal bestående af hele udvalget med undtagelse af det konservative folkepartis medlemmer lovforslaget til vedtagelse med nogle mindre ændringer.

Om flertallets og mindretallets indstilling til lovforslaget anføres fra udvalgets betænkning følgende:

„Der har i udvalget været fremført betænkelighed ved omfanget af den administration, som vil blive henlagt til revaliderings- og forsorgsdirektoratet. Et flertal (udvalget med undtagelse af det konservative folkepartis medlemmer) har imidlertid i denne forbindelse mærket sig en af socialministeren over for udvalget afgivet redegørelse om overførelse af sagsområder fra socialministeriet og de under dette ministerium hørende institutioner til revaliderings- og forsorgsdirektoratet, af hvilken redegørelse det fremgår, at en sådan overførelse ikke vil medføre nogen personalemæssig udvidelse i forhold til den bestående administration. Man har ligeledes mærket sig en udtalelse fra socialministeren om, at de foreslåede administrative ændringer alene sigter mod en effektivisering og forbedret koordinering på det centrale plan, og at der fortsat vil være mulighed for en udvikling i retning af at henlægge yderligere opgaver til kommunale eller statslige regionale eller lokale organer, herunder eventuelt som følge af forslag, der måtte fremkomme fra socialreformkommissionen.

Flertallet vil gerne understrege, at ved en rigtig opbygning af det foreslåede direktorat må der kunne nås en enklere administration og en hurtigere sagsbehandling.

I forbindelse hermed er som bilag til nærværende betænkning optrykt dels nogle af Foreningen af Chefer for Statens Revalideringscentre i en skrivelse af 3. februar 1965 fremførte synspunkter, dels socialministerens kommentarer hertil.

Der har i udvalget været rejst spørgsmål om, hvorvidt der måtte være grund til at indføre bestemmelser, som sikrer, at der i alle tilfælde, hvor der måtte være behov derfor — og hvor hjælp hidtil ikke er ydet af særforsorgen eller i henhold til revalideringsloven — kan ydes fornøden støtte til særlige udgifter ved handicappede børns ophold i hjemmet. Spørgsmålet har været nærmere drøftet i et samråd med socialministeren, og man har herved mærket sig de af ministeren givne oplysninger om, at der i disse år sker en stadig udvidelse af særforsorgens muligheder for at yde støtte til handicappede børn i hjemmet, både i form af hjemmevejledning og pædagogisk eller anden særlig indsats og i form af økonomisk støtte, ligesom der i henhold til revalideringsloven kan ydes støtte, når børn eller unge med ophold i hjemmet undergives erhvervsmæssig revalidering.

Flertallet skal imidlertid henstille til socialministeren, at det nærmere overvejes, i hvilket omfang hjælpemulighederne yderligere bør udvides og koordineres, og hvorledes der kan skabes øget kendskab til bestående hjælpemuligheder, herunder specielt i de mindre kommuner.

Udvalget har drøftet spørgsmålet om ønskeligheden af, at der iværksættes en efterundersøgelse af et antal revalideringstilfælde, f. eks. 4-5 år efter revalideringssagens afslutning. Formålet hermed skulle være at opnå et bedre erfaringsgrundlag med hensyn til revalideringsforanstaltningernes resultater på lidt længere sigt. Man har i samråd med socialministeren drøftet muligheden af at gennemføre en sådan nærmere undersøgelse på grundlag af en kontakt med et større antal (ca. 2.000) repræsentativt udvalgte tidligere revalidender over hele landet, men er veget tilbage herfor på grund at de hermed forbundne ikke ubetydelige omkostninger. Man må dog anse det for ønskeligt, at der inden for et par revalideringscentres områder søges indhentet oplysninger og foretages registrering om efterforløbet af et antal revalideringstilfælde .....

Socialministeren har stillet nedenstående ændringsforslag nr. 1-3, om hvis indhold og nærmere begrundelse henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et flertal (udvalget med undtagelse af det konservative folkepartis medlemmer) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de af socialministeren foreslåede ændringer.

Et mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) nærer ængstelse for, at den foreslåede opbygning af administrationen af revalideringsarbejdet i det lange løb vil betyde en forøgelse af statsadministrationens indseende med enkeltheder inden for revalideringen.

Da revalideringsloven blev gennemført, byggede den på tanken om decentralisering, således at de flest mulige afgørelser kunne træffes på det lokale plan, og revalideringscheferne har da også i den som bilag 1 optrykte skrivelse af 3. februar 1965 givet udtryk for den opfattelse, at det både er betænkeligt og unødvendigt at oprette et direktorat.

Så længe socialreformkommissionen ikke har fundet frem til den endelige opbygning af socialvæsenets administration, ønsker de konservative medlemmer ikke at medvirke til en forandring af centraladministrationen."

Ved 2. behandling vedtoges de foreslåede ændringsforslag uden afstemning, og det således ændrede lovforslag vedtoges derefter ved 3. behandling med 104 stemmer mod 33 (KF og Uafh).