Ved loven foretages nogle mindre ændringer i kreditforeningsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 139 af 15. april 1957 som ændret ved lov nr. 169 af 29. maj 1959.

For det første ændres i kreditforeningslovens § 1 det beregningsgrundlag, som ligger til grund for den regulering af de to husmandskreditforeningers lånegrænser, som finder sted på grundlag af prisudviklingen. Som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne til lovforslaget, er det statistiske departement hørt op med at følge prisudviklingen for de mindre landbrugsejendomme opgjort efter hartkorn, idet man nu har grupperet landejendomme efter areal. Beregningsgrundlaget måtte derfor nødvendigvis ændres, men det er sket på en sådan måde, at der næppe derved sker mærkbare forskydninger i forholdet mellem husmandskreditforeningerne og de øvrige kreditforeninger.

Samtidig er man gået over til årlige reguleringer af lånegrænserne i stedet for regulering hvert tredje år. Dette skyldes et ønske fra husmandskreditforeningerne, som havde gjort gældende, at ejendomspriserne på såvel landbrugsejendomme som parcelhuse i de senere år har udviklet sig væsentligt stærkere end forudsat ved gennemførelsen af lovændringen i 1959. Kreditforeningernes stående fællesudvalg har intet haft at indvende herimod.

I kreditforeningslovens § 25 har man nedsat det halvårlige bidrag til reserve- og administrationsfonden, som kreditforeningerne skal opkræve af lån i industrielle ejendomme. Dette kan betragtes som en konsekvens af den ny hypotekforeningslov, idet det måtte forekomme urimeligt, at kreditforeningerne, som har 1. prioritets panteret, skulle opkræve højere bidrag end hypotekforeningerne på 2. prioritetens plads.

Endelig er der under sagens behandling i et folketingsudvalg foretaget en ændring i kreditforeningslovens § 28, hvorved denne paragrafs stk. 1, affattes således:

„Det samlede beløb af de i hver serie og afdeling cirkulerende kasseobligationer skal i forhold til deres pålydende være dækket af medlemspantebreve til mindst det modsvarende beløb. Pantebrevene skal med hensyn til forrentning og opsigelse fra låntagernes side være udstedt på samme vilkår som de tilsvarende kasseobligationer. Ved bestemmelse i statutterne kan det fastsættes, at dækningen for obligationer kan bestå af pantebreve i ejendomme, der agtes bebygget, såfremt der stilles behørig bankgaranti eller anden lige så betryggende sikkerhed for, at lånet vil blive indfriet eller nedbragt, hvis det ikke efter udløbet af fristen for den endelige bebyggelse statutmæssigt kan ydes med det bevilgede beløb."

Herom anføres i udvalgets enstemmige betænkning:

„Ifølge kreditforeningslovens § 28, stk. 1, må forhåndslån ikke overstige 25 pct. af obligationsgælden i den pågældende åbne serie.

Ved lov nr. 197 af 4. juni 1964 om hypotekforeninger er den tilsvarende begrænsning blevet ophævet for hypotekforeningernes vedkommende. Ændringsforslaget tilsigter at ligestille kredit- og hypotekforeningerne i deres adgang til at yde forhåndslån."

Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde boligministeren opmærksom på, at en almindelig revision af kreditforeningsloven trængte sig på, men nok måtte udskydes lidt endnu, bl. a. på grund af den ændring i kommunestrukturen, som var i gang.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt, idet et grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.