Baggrunden for lovforslaget er de bygge- og boligpolitiske forligsaftaler af 18. januar 1966, som blev indgået mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre. Lovforslaget er således det første af en række lovforslag, som fremgik af de indgåede aftaler. Forliget er i form af „hovedlinjer til en løsning af boligproblemerne" optrykt som bilag til lovforslaget.

Forinden omtalen af lovforslaget skal her kort nævnes forligets hovedpunkter, idet der om enkeltheder må henvises til det nævnte bilag:

1. Normaliseringen af boligmarkedet gennemføres under den størst mulige hensyntagen til lejerne.

Den gældende lejerbeskyttelse mod opsigelse opretholdes i det hidtidige omfang, indtil en tilstrækkelig boligreserve er tilvejebragt.

2. De hidtidige rente- og driftstilskud samt huslejetilskud afløses af en social boligsikringsordning i udlejningsbyggeriet, baseret på den enkeltes huslejerelation, d.v.s. forholdet mellem husstandsindkomsten og udgiften til en bolig af rimelig størrelse og standard.

3. I det ældre private udlejningsbyggeri bindes af normaliseringsperiodens lejeforhøjelser 50 pct. på de under punkt 4 angivne vilkår, 25 pct. reserveres til ejendommens vedligeholdelse, og det resterende beløb tilfalder grundejerne uden særlige begrænsninger.

I det ældre almennyttige byggeri skal 70 pct. af den ved vurderingen konstaterede lejeforskel indbetales til en landsbyggefond for det almennyttige byggeri. Den resterende del af forhøjelsen medgår til dækning af stigning i driftsudgifterne.

4. Bindingsbeløbene fra det private udlejningsbyggeri indbetales i et særligt låneinstitut. Midlerne anvendes dels til udlån til ombygning og modernisering af ældre ejendomme, dels til opkøb af obligationer i boligbyggeriets 3. prioritetsinstitutter.

De bundne beløb bindes i 15 år og tilbagebetales derefter over en periode på 20 år.

Midlerne fra det almennyttige byggeris landsbyggefond skal anvendes til lån til nyt almennyttigt boligbyggeri.

5. I en overgangsperiode etableres en rentesikringsordning med henblik på nedbringelse af lejen i det almennyttige boligbyggeri, jfr. herom den følgende omtale af lovforslaget.

6. Lovforslaget om ejerlejligheder gennemføres med henblik på hele den eksisterende boligmasse, bortset fra det almennyttige byggeri.

7. Foranstaltninger til sikring af et tilstrækkeligt udbud af byggemodne grunde overvejes i folketingets lejeudvalg.

8. Som udgangspunkt for normaliseringen foretages en vurdering af lejligheder og erhvervslokaler med henblik på fastsættelse af den rimelige reelle lejeværdi.

9. Forhøjelserne efter vurderingen, hvis virkninger i et vist omfang vil blive afbødet af den sociale boligsikringsordning, skal finde sted over en periode på 8 år efter nærmere angivne retningslinjer.

10. Den ved ligningsloven på grundlag af 13. almindelige vurdering fastsatte lejeværdi for enfamilieshuse forhøjes inden for normaliseringsperioden med 1/4 pct. årlig i otte år.

11. Huslejereguleringerne indregnes i pristallet på en sådan måde, at pristallet udviser den faktiske gennemsnitlige stigning i boligudgiften. Den huslejestigning, der indgår i pristallet, bliver således den af lejerne afholdte udgift.

12. De resterende dele af reguleringen af boligbyggeriet, herunder byggeri af plejehjem, vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, ophæves inden 1. marts 1966. En lovgivning om licitation uden udskydningsregler gennemføres.

13. Lovforslag på grundlag af denne skitse søges i videst muligt omfang udarbejdet med henblik på fremsættelse og gennemførelse i indeværende folketingsår.

Nærværende lov indeholder bestemmelser om rentesikring. Disse bestemmelser indsættes som et nyt kapitel IX A i lov om boligbyggeri (§§ 65 a-65 f).

Efter § 65 a kan boligministeren i finansårene 1967-68—1975-76 give tilsagn om rentesikring til gennemsnitlig 12.000 lejligheder årligt i det sociale boligbyggeri.

Rentesikringen ydes af statskassen ved udbetaling af beløb til dækning af den del af ejendommens renteudgifter, der svarer til en gennemsnitlig effektiv forrentning på mere end 6,5 pct. p. a. af de prioritetslån, der er optaget i forbindelse med ejendommens fuldførelse. Sikringsbeløbet vil således variere efter rentebyrden. Rentesikring ydes i øvrigt i det omfang, den nævnte forrentning ikke sikres ved bidrag fra det sociale byggeris landsbyggefond. Fonden forventes i normaliseringsperioden at kunne overtage en stigende del af rentesikringen.

Rentesikringsbyggeriet skal opfylde de sædvanlige krav til statsstøttet byggeri og omfattes af de sædvanlige bestemmelser om lejekontrol, byggefondsforpligtelser m. v.

Rentesikring ydes ifølge § 65 b med virkning fra tidspunktet for ejendommens ibrugtagelse.

Fuld rentesikring ydes ifølge § 65 c i 6 år til byggeri med tilsagn givet i finansåret 1967-68 og i henholdsvis 5, 4, 3, 2 og 1 år til byggeri, hvortil der gives tilsagn i finansårene 1968-69—1972-73. Efter udløbet af den periode, hvori der ydes fuld rentesikring, ydes nedsat rentesikring, som udgør følgende procentdele af fuld rentesikring:

[Se tabel i Folketingstidende 1965-66, side 202]

Til byggeri, hvortil der gives tilsagn i finansårene 1973-74—1975-76, ydes der alene nedsat rentesikring som anført i henholdsvis 3, 2 og 1 år.

§ 65 d indeholder overgangsbestemmelser om rentesikring af socialt byggeri fra før 1. april 1967.

Denne rentesikring, som ydes efter de nævnte regler, kan bevilges i forhold til den del af prioritetslånene, som er optaget efter 30. april 1964.

Rækkevidden af denne overgangsordning bagud er således den samme som foreslået i det tidligere fremsatte forslag til lov om midlertidige driftslån til boligbyggeriet (se side 445), hvis bortfald da også var forudsat ved nærværende lovforslags fremsættelse. (Boligministeren tog ved 2. behandling driftslåneforslaget tilbage (F. sp. 4812)).

Fuld rentesikring ydes efter overgangsreglerne i 6 år med virkning fra ejendommens ibrugtagelse, dog tidligst fra 1. oktober 1965. Nedsat rentesikring efter de ovenfor nævnte regler ydes i de derefter følgende 3 år.

Ved siden af rentesikring kan tillæg til driftstilskud (efter lovens § 62, stk. 1) kun ydes til den del af prioritetslånene, der er optaget 30. april 1964 eller tidligere. Årsagen hertil er, at begge støtteformer tager sigte på at dække renteudgiften ud over 6,5 pct. Driftstilskuddets grundbeløb på 8 kr. 50 øre pr. m2 kan derimod fortsat oppebæres indtil 1. april 1967, da boligsikringsordningen træder i kraft.

Bestemmelsen omfatter socialt byggeri med statsstøtte eller med kommunegaranti, hvis denne er givet inden 1. april 1966.

Ved §65 e, som indsattes under behandlingen i folketinget, får også andet udlejningsbyggeri en vis støtte i form af en rentesikring som en hjælp i tiden, indtil boligsikringsordningen gennemføres. Rentesikringen til dette byggeri er herefter begrænset til 1. april 1967, ligesom det er bestemt, at den ydede rentesikring skal tilbagebetales.

Rentesikring ydes i forhold til prioritering op til den i boligloven angivne lånegrænse på 85 pct. for privat byggeri.

I øvrigt skal gælde samme regler som for det sociale byggeri. Paragraffen indeholder bestemmelser om lejekontrol, som man har anset for nødvendige efter den skete udvidelse til privat byggeri.

§ 65 f viderefører den hidtidige statsstøttelovgivnings forbehold om støttens bortfald i tilfælde af ændrede forhold for byggeriet.

Ved ændringer i lovens § 122 gives hjemmel til, at lejen kan forhøjes i takt med rentesikringens bortfald på lignende måde, som når anden statsstøtte bortfalder. Det sikres endvidere, at tilbagebetalingen af rentesikringen ikke kan føre til stedsevarende lejeforhøjelser, som ikke ville kunne være gennemført på anden måde.

Begrundelsen for rentesikringsordningen, som efter det oprindelige lovforslag alene omfattede det sociale byggeri, var, at den del af befolkningen, der skulle finde plads i nybyggeriet, blev udsat for den fulde vægt af pris- og rentestigningerne, mens en stor del af landets befollming havde forholdsvis lave boligafgifter.

Rentesikringen skulle i øvrigt gennem den sikkerhed, nybyggeriet ville opnå, medføre en bedre og mere rationel tilrettelæggelse af byggeprocessen. Nedsættelsen af lejen i nybyggeriet ville medvirke til, at normaliseringen af den bestående boligmasses lejeniveau skete på et rimeligt niveau.

Den hjælp, rentesikringen ydede, var stærkt påkrævet, da der netop nu var truende fare for, at spændvidden mellem nybyggeriets leje og lejen i den ældre boligmasse kunne føre til alvorlige udlejningsvanskeligheder i nybyggeriet og dermed til en stagnering i nybyggeriet.

Lovforslaget gav i folketinget anledning til en vis politisk meningsudveksling, hvorunder ordførerne også kom ind på andre af boligforligets punkter. Herom må i det hele henvises til forhandlingerne.

Ordførerne for forligspartierne kunne alle medvirke til lovforslaget, som var en nødvendig konsekvens af de indgåede aftaler. Fra venstres og det konservative folkepartis side fremhævedes det som noget meget væsentligt, at ordningen var midlertidig og af begrænset omfang. Hovedvægten måtte lægges på forligets mere langsigtede perspektiver, nedsættelse af byggeomkostningerne og af renteniveauet som helhed, ligesom den kommende boligsikringsordning ville hjælpe alle lejere, der havde behov for støtte.

Også Else-Merete Ross (RV), som principielt var modstander af generelle tilskud til ejendomme, tillagde den kommende boligsikringsordning den største betydning. Hun henstillede i øvrigt, at man overvejede en omformning af hele den faglige uddannelse i byggefagene med henblik på fremme af produktivitet og faglig bevægelighed.

Kai Moltke (SF) fandt, at lovforslaget langtfra var tilfredsstillende. Blandt manglerne fremhævede han navnlig spørgsmålet om de store beboerindskud, der krævedes for at komme ind i det sociale byggeri, ligesom han fandt, at skæringsdagen for rentesikringen 30. april 1964 var for sen, idet byggeriet fra 1962 til 1964 var ladt i stikken.

Rimstad (Uafh) kunne ikke stemme for lovforslaget, fordi det var en tilskudsordning, som rigtigere og bedre kunne have været løst i forbindelse med den kommende boligsikringsordning, og fordi det var et uheldigt lovforslag med en mængde bivirkninger, en for dyr administration og stærke socialiseringstendenser.

Niels Westerby (LC) fandt lovforslaget af meget begrænset rækkevidde og vanskeligt at administrere. Det var ikke den rigtige vej at lave en rentesikringsordning for 12.000 lejligheder, men at sigte mod igennem den almindelige økonomiske politik af få en virkelig generel rentesænkning.

I betænkningen indstillede udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Kai Moltke) lovforslaget til vedtagelse med de ovenfor omtalte ændringer, som udvidede støtten til også i et vist omfang at omfatte andet udlejningsbyggeri end det oprindeligt foreslåede sociale byggeri.

Mindretallet (Kai Moltke), som i øvrigt kunne tiltræde de nævnte ændringer, stillede yderligere ændringsforslag, som tilsigtede dels at formindske beboerindskuddenes størrelse, dels at ændre skæringsdagen for rentesikringsordningen fra 30. april 1964 til 31. december 1962. Mindretallets ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 102 stemmer mod 4 (Uafh); 1 medlem (Niels Westerby (LC)) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.