Loven har følgende indhold:

§ 1. I det omfang det er nødvendigt for at gennemføre udvidelse af bygningsanlæggene på den Finseninstituttet tilhørende ejendom i København, kan indenrigsministeren ved ekspropriation ophæve eller begrænse de servitutter, der i henhold til deklaration af 30. juli 1862, tinglyst den 4. august 1862, hviler på instituttets ejendom.

§ 2. Ekspropriation i henhold til § 1 finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Lovforslaget var enslydende med et i samlingen 1964-65 fremsat lovforslag, der ikke blev færdigbehandlet, idet man regnede med muligheden af, at ekspropriationsbemyndigelsen ville kunne undværes. Da de forventninger, som havde været næret herom, imidlertid ikke opfyldtes, fremsatte indenrigsministeren i 1965-66 på ny lovforslaget, hvis begrundelse findes nærmere omtalt i årbog 1964-65, side 464 ff.

Ved genfremsættelsen anførte indenrigsministeren bl. a.:

„De Finseninstituttet tilhørende ejendomme ved Strandboulevarden, hvor Finseninstituttet og radiumstationen i København er beliggende, indgår i det såkaldte Rosenvænge kvarter, hvorover der hviler nogle 100-årige servitutter, herunder en bestemmelse om, at der ikke må opføres bygninger med mere end 3 etager i det hele.

Servitutbestemmelserne vil være til hinder for en udvidelse af radiumstationens sengefløj samt for opførelsen af en bygning, der indgår som en sidefløj i et af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse på Finseninstituttets grund projekteret kræftforskningslaboratorium.

I begyndelsen af 1965 kom der kontakt i stand mellem det folketingsudvalg, hvortil lovforslaget fra 1964 henvistes, og Rosenvængets Grundejerkomité. Grundejerkomiteen forsøgte at tilvejebringe samtykke fra samtlige kvarterets grundejere til de projekterede udvidelser, men da dette ikke lykkedes, idet der manglede tilslutning fra en enkelt grundejer, indstillede folketingsudvalget i sin betænkning af 26. maj 1965 lovforslaget til vedtagelse uændret. Ved folketingets anden behandling af lovforslaget den 31. maj 1965 vedtoges forslaget og dets overgang til tredje behandling, der forudsattes at skulle finde sted i den påtænkte folketingssamling i september 1965.

Indenrigsministeriet har senest i september 1965 været i forbindelse med Rosenvængets Grundejerkomité, der har oplyst, at der stadig ikke foreligger samtykke fra samtlige kvarterets grundejere til de projekterede udvidelser på Finsensinstituttets ejendom."

Det udvalg, der fik lovforslaget til behandling, indstillede det til vedtagelse, idet de konservative medlemmer af udvalget stillede et ændringsforslag, hvorefter paragraf 1 skulle have følgende tilføjelse:

„Udvidelsen består af en tilbygning til den på Finseninstituttet og radiumstationen beliggende sengefløj samt et projekteret kræftforskningslaboratorium mod Nordre Frihavnsgade med tilbygning af en sidefløj, hvilken sengefløj og sidefløj påtænkes opført i 3 etager med udnyttet tagetage eller 4 etager i alt, således som det fremgår af den foreliggende plan over de projekterede bygninger dateret den 12. december 1964."

Formålet hermed var at begrænse ekspropriationsbeføjelsen til at gælde de udvidelser, som man under de nuværende forhold anså for påkrævede. Skulle der senere blive brug for yderligere ekspropriationer, måtte folketinget så tage stilling hertil.

Ved 2. behandling påpegede Poul Schlüter, at ændringsforslaget var i overensstemmelse med ordlyden i forslaget til en mindelig overenskomst, som var tiltrådt af såvel indenrigsministeren som de grundejere, det drejede sig om, bortset fra en enkelt, der ikke ville gå med til ændringen.

„Vi kan", udtalte Poul Schlüter, „ikke se, at det skulle være nødvendigt ved lov at udstyre ministeren med en større magtfuldkommenhed, end han ville have fået, hvis den tyvende grundejer også havde underskrevet den mindelige ordning, som ministeren selv havde tiltrådt. Det er vor opfattelse, at det må være rigtigt at give loven samme indhold som det udkast til mindelig ordning, der alene blev væltet, fordi en enkelt af de tyve grundejere ikke kunne tiltræde det, og derfor har vi stillet vort ændringsforslag, som ikke har en tilfældig formulering; det er et nøje og præcist citat af det aftalegrundlag, ministeren kender og havde tiltrådt."

Ved afstemningen støttede de uafhængige det konservative ændringsforslag, der forkastedes med 74 stemmer mod 27.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget derefter enstemmigt med 74 stemmer, idet 21 medlemmer afholdt sig fra at stemme.