Loven har følgende indhold:
§ 1. Kvinder kan i anledning af svangerskab vederlagsfrit få foretaget indtil 5 forebyggende helbredsundersøgelser — heraf 3 under svangerskabet — hos en læge og indtil 6 — i særlige tilfælde 7 — forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder. Hvor forholdene taler derfor, kan også sidstnævnte undersøgelser foretages af en læge. Indenrigsministeren fastsætter regler for gennemførelse af de forebyggende helbredsundersøgelser.
I forbindelse med helbredsundersøgelserne skal der af lægen eller jordemoderen gives fornøden vejledning i svangerskabshygiejne, og ved den første undersøgelse efter svangerskabets afslutning påhviler det lægen at give oplysning om de sundhedsmæssige problemer i forbindelse med et eventuelt nyt svangerskab. Herunder påhviler det lægen enten at tilbyde vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder eller, hvis lægen ikke ønsker selv at yde sådan vejledning, eller hvis kvinden ikke ønsker at modtage vejledning af denne læge, at henvise til en mødrehjælpsinstitution eller til anden lægelig vejledning.
Selv om kvinden er under 18 år og ugift eller umyndiggjort i personlig henseende, kan den i stk. 2 nævnte vejledning tilbydes og ydes uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen.
§ 2. I forbindelse med 1 helbredsundersøgelse under svangerskabet og 2 helbredsundersøgelser efter dettes afslutning ydes fribefordring i overensstemmelse med reglerne i lov om den offentlige sygeforsikring. Nærmere regler herom fastsættes af indenrigsministeren.
§ 3. Hvor lægen eller jordemoderen hos kvinden møder personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder, bør der ske henvisning til en mødrehjælpsinstitution, og sådan henvisning skal omgående finde sted, hvor disse vanskeligheder ifølge de for lægen eller jordemoderen foreliggende oplysninger er årsag til et ønske om svangerskabsafbrydelse.
§ 4. Statens seruminstitut skal efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse vederlagsfrit foretage de blodprøveundersøgelser, som er nødvendige i anledning af de i § 1 omhandlede helbredsundersøgelser.
Indenrigsministeren kan bestemme, at de nævnte blodprøveundersøgelser foretages af andre laboratorier.
§ 5. Indenrigsministeren fastsætter størrelsen af de honorarer, der tilkommer læger og jordemødre for de i § 1 omhandlede helbredsundersøgelser m. m. Indenrigsministeren bestemmer, i hvilke tilfælde læger og jordemødre som følge af ansættelse ved sygehuse, mødrehjælpsinstitutioner o. lign. ikke er berettigede til at oppebære særligt honorar i henhold til denne lov.
Honorarerne samt udgifterne til den i § 2 omhandlede befordring udredes forskudsvis i København af stadens kasse, i købstæderne og på Frederiksberg af kommunekassen og på landet af amtsfonden. Kommunernes udgifter hertil refunderes fuldt ud af statskassen.
§ 6. Vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder kan også uden for de i § 1 nævnte tilfælde uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen ydes til personer, der er under 18 år eller umyndiggjort i personlig henseende. Dette gælder dog kun, såfremt den pågældende er fyldt 15 år.
§ 7. Denne lov træder i kraft den 1. oktober 1966.
Samtidig ophæves lov nr. 472 af 1. oktober 1945 om svangerskabshygiejne, således som denne er ændret ved lov nr. 182 af 20. maj 1952, lov nr. 101 af 25. marts 1959 og lov nr. 240 af 10. juni 1960.
§ 8. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som øernes særlige forhold tilsiger.
Det fremsatte lovforslag, som på visse punkter afveg noget fra det endeligt vedtagne forslag, var udarbejdet af et af sundhedsstyrelsen i juni 1964 nedsat udvalg, der havde fået til opgave at foretage en almindelig gennemgang af svangerskabshygiejnens tilrettelæggelse.
Af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved dets fremsættelse, fremgår, at det bl. a. i udvalget var blevet drøftet, hvorvidt der burde indføres adgang til vederlagsfri foretagelse af en laboratoriemæssig undersøgelse til konstatering af, hvorvidt svangerskab er indtrådt. Forslag herom var blevet fremsat fra forskellig side, og baggrunden herfor var især ønsket om en tidlig diagnostisering af svangerskab i tilfælde, hvor der kunne blive tale om abortus provocatus, så at man kunne undgå at forpasse tidspunktet for dette indgreb, som i givet fald bør ske snarest muligt og bortset fra tilfælde, hvor svangerskabets afbrydelse er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, normalt ikke efter udløbet af den 16. svangerskabsuge.
Udvalget var imidlertid af den opfattelse, at lovgivningen om svangerskabshygiejne alene burde yde sådanne kvinder støtte, hos hvem svangerskab var påvist, og indenrigsministeriet mente derfor efter omstændighederne ikke at burde foretage videre på dette punkt.
I udvalget var det endvidere drøftet, om den såkaldte efterundersøgelse af kvinder, som nu i henhold til svangerskabshygiejnelovgivningen foretages ca. 6 uger efter fødslen, burde finde sted samtidig med den første forebyggende helbredsundersøgelse af barnet, altså almindeligvis når barnet er 5 uger gammelt. Dette kunne tænkes at ville betyde en lettelse for moderen, særligt i egne, hvor der er lang afstand til lægen.
Udvalget fandt det imidlertid upraktisk, at undersøgelsen af moder og barn skete samtidigt, og udvalget lagde yderligere vægt på, at det af lægelige grunde må anses heldigst, at undersøgelsen af moderen finder sted ca. 8 uger efter fødslen eller aborten. Dette tidspunkt måtte også anses for at være det rigtige, såfremt der i forbindelse med undersøgelsen gives antikonceptionel vejledning, og der skal tilpasses pessar.
Endelig var det i udvalgets utrykte betænkning oplyst, at der overfor udvalget havde været fremsat forslag om, at der i henhold til svangerskabshygiejnelovgivningen burde etableres en lægeundersøgelse umiddelbart før fødslen i tilfælde, hvor denne ikke skal foregå på sygehus eller på fødeklinikker, der er godkendt i medfør af § 9, stk. 3, i lov nr. 153 af 31. maj 1961 om sygehusvæsenet, idet en sådan undersøgelse ville være af forebyggende værdi over for komplikationer ved fødslen.
Udvalget kunne dog ikke anbefale forslaget herom, idet det var udvalgets indtryk, at jordemoderen vil være opmærksom på eventuelle sygelige tilstande, der gør henvisning til læge påkrævet.
Ved fremsættelsen af lovforslaget i folketinget understregede indenrigsministeren i nogle afsluttende bemærkninger, at der „under behandlingen af det lovforslag, der ligger til grund for loven om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v., fra alle sider i dette høje ting var enighed om, at der burde gøres mest muligt for at forhindre uønskede svangerskaber og derigennem nedsætte antallet af aborter — legale såvel som illegale.
Det er min opfattelse, at man ved i overensstemmelse med svangerskabskommissionens og seksualoplysningsudvalgets forslag at give adgang til en gratis helbredsundersøgelse hos en læge efter enhver fødsel eller abort vil have mulighed for i betydelig grad at nedsætte antallet af uønskede svangerskaber.
I denne forbindelse må det tages i betragtning, at flertallet af aborter ikke, som man måske kunne tro, forekommer i tilfælde af graviditeter som følge af uægteskabelige forbindelser, men hos gifte kvinder, der i forvejen har flere børn. En gennemførelse af lovforslaget vil givetvis skabe gode muligheder for netop at få denne kreds af kvinder i tale, før de uønskede svangerskaber opstår."
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider, men gav alligevel anledning til nogen debat, der dog ikke så meget drejede sig om lovforslagets indhold, som om spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang ganske unge kvinder skulle have adgang til uden samtykke fra forældrene at modtage lægelig vejledning i brugen af antikonceptionelle midler.
Lovforslaget henvistes til et folketingsudvalg, af hvis betænkning fremgår, at udvalgets medlemmer på tværs af partilinjerne indtog meget forskellige standpunkter til det nævnte spørgsmål om vejledning til unge kvinder i brugen af antikonceptionelle midler. Om alle de øvrige spørgsmål, som havde været drøftet, var der derimod enighed i udvalget. I dettes betænkning anføres bl. a.:
„Udvalget har drøftet den i lovforslagets § 1, stk. 2, foreslåede bestemmelse om lægens pligt til enten selv at tilbyde svangre kvinder vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende midler eller at henvise herom til en mødrehjælpsinstitution eller til anden lægelig vejledning. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at der også bør ske henvisning til en mødrehjælpsinstitution eller til anden lægelig vejledning, såfremt kvinden ikke ønsker at modtage vejledning af den læge, der foretager den første lægeundersøgelse efter fødslen. Udvalget kan derfor tiltræde nedenstående af indenrigsministeren stillede ændringsforslag nr. 2, der imødekommer dette ønske.
På foranledning af en henvendelse fra Den almindelige danske Jordemoderforening har udvalget drøftet, om der bør ydes jordemødrene honorar for ekstra helbredsundersøgelser, der foretages i tilfælde, hvor fødslen trækker ud. Under hensyn til at det gennem sundhedsstyrelsen er blevet oplyst over for udvalget, at stedfundne undersøgelser har godtgjort, at der er tale om arbejde af større omfang, finder udvalget, at det rejste honorarkrav bør imødekommes. Udvalget kan derfor ligeledes tiltræde nedenstående ændringsforslag nr. 1, hvorefter der skabes hjemmel for, at der i særlige tilfælde kan foretages 7 forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder.
Den almindelige danske Jordemoderforening har endvidere over for udvalget henstillet, at der ydes jordemødrene kompensation for den som følge af det formindskede antal helbredsundersøgelser forårsagede indtægtsnedgang ved, at der skabes hjemmel for at honorere jordemødrenes tilsynsbesøg efter fødslen. Da jordemoderforeningen imidlertid i efteråret 1965 ved forhandlinger med monopoltilsynet har fået godkendt en særlig honorering af de omhandlede tilsynsbesøg, er der ikke længere mulighed for at få indtægtsnedgangen ved den bortfaldne helbredsundersøgelse kompenseret gennem den i lovforslaget indeholdte betalingsregel for tilsynsbesøgende efter fødslen, og udvalget kan derfor tiltræde nedenstående ændringsforslag nr. 4 om en ændret affattelse af § 5, stk. 1, 1. punktum, hvorved hensyn tages til det nævnte forhold.
I forbindelse med gennemgangen af lovforslaget har udvalget drøftet mulighederne for at kombinere en af undersøgelserne under svangerskabet med en undersøgelse for cancer. Udvalget ønsker herved at fremhæve, at spørgsmålet gennem indenrigsministeren har været forelagt sundhedsstyrelsen, som har udtalt, at profylaktiske cancerundersøgelser (vaginalcytologiske undersøgelser) i graviditeten er en velegnet metode til udvælgelse af tilfælde, der kræver nøjere undersøgelse med henblik på tidlig og effektiv behandling, og det ville være ønskeligt, om man kunne gennemføre undersøgelse af alle gravide i alle deres svangerskaber, men at dette efter sundhedsstyrelsens formening imidlertid ikke foreløbig vil være muligt. Sundhedsstyrelsen har i denne forbindelse bl. a. henvist til, at mangelen på patologiske institutter og gynækologiske specialafdelinger samt på det nødvendige specialuddannede personale også gør sig gældende, selv om undersøgelserne begrænses til at omfatte gravide kvinder. Efter sundhedsstyrelsens formening må også dette arbejde iværksættes lokalt, efterhånden som de patologiske institutter kan etableres.
Det er endvidere af sundhedsstyrelsen blevet fremhævet, at man mange steder i Danmark er i gang med udbygningen af de vaginalcytologiske undersøgelser, at antallet af disse stiger jævnt, specielt for patienter indlagt på sygehuse, og at man ville ødelægge den naturlige rytme i udviklingen, såfremt man gav en speciel gruppe som f. eks. de gravide kvinder fortrin.
Udvalget ønsker dernæst at fremhæve, at indenrigsministeren over for udvalget har givet tilsagn om, at der til sin tid af indenrigsministeriet vil blive udsendt et cirkulære til læger og jordemødre, hvori disse gøres opmærksom på den hjemlede adgang til at opnå bistand hos mødrehjælpsinstitutionerne, hvor behov herfor er indiceret.
Udvalget har tillige drøftet spørgsmålet om, hvorvidt der bør tilvejebringes hjemmel for, at der uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver kan ydes unge kvinder mellem 15 og 18 år vejledning om svangerskabsforebyggelse, ikke blot i de tilfælde, hvor sådan vejledning ydes til unge kvinder, der modtager vejledningen i forbindelse med de i loven omhandlede helbredsundersøgelser i anledning af et svangerskab, men også i andre tilfælde. Udvalget har i denne forbindelse anmodet indenrigsministeren om at indhente en udtalelse fra justitsministeren om, hvorvidt det er muligt at ændre den hidtidige fortolkning af myndighedsloven, hvorefter der kræves samtykke fra forældremyndighedens indehaver ved oplæring i antikonception af unge kvinder mellem 15 og 18 år.
Imidlertid fremgår det af den fra justitsministeriet derom indhentede udtalelse, at justitsministeriet ikke har fundet tilstrækkeligt grundlag for at anlægge en anden fortolkning af myndighedslovens regler end den hidtidige. Justitsministeriet har dog på den anden side samtidig udtalt, at man intet har at indvende imod, at kravet om samtykke fra forældremyndighedens indehaver opgives, men at der i så fald bør tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel for at yde den omhandlede vejledning uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Under hensyn hertil stiller udvalget nedenstående ændringsforslag nr. 3, hvorefter det foreslås, at vejledning i brugen af antikonceptionelle midler uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver kan tilbydes og ydes i forbindelse med den første undersøgelse efter svangerskabets afslutning, selv om kvinden er under 18 år og ugift eller er umyndiggjort.
Herudover har et flertal (Camma Larsen-Ledet, Boye Hansen, Waldemar Laursen, Niels Mørk, Viola Nørløv, Tastesen, Holm Tved, Else-Merete Ross og Gunhild Due) fundet det påkrævet, at stille nedenstående ændringsforslag nr. 5, hvorefter vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder kan ydes til alle unge mellem 15 og 18 år og til personligt umyndiggjorte personer uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen.
Et flertal (Camma Larsen-Ledet, Boye Hansen, Waldemar Laursen, Niels Mørk, Viola Nørløv, Tastesen, Holm Tved, Else-Merete Ross og Gunhild Due) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med de af henholdsvis indenrigsministeren, udvalget og flertallet foreslåede ændringer.
Et mindretal (Astrid Skjoldbo, Nathalie Lind og Thisted Knudsen) kan tiltræde lovforslaget og det af indenrigsministeren stillede ændringsforslag, men ikke den af flertallet foreslåede 15 års grænse vedrørende vejledning til unge kvinder, der ikke har født eller aborteret, i brugen af antikonceptionelle midler uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Under hensyn til det relativt beskedne antal årlige fødsler hos unge kvinder på 15 år, sammenholdt med det indgreb, ændringsforslaget gør i forældremyndigheden, og under hensyn til, at den gennemsnitlige modenhed først indtræder ved 16 års alderen, foreslår mindretallet, at aldersgrænsen i stedet fastsættes til 16 år, jfr. nedenstående ændringsforslag nr. 6.
Et andet mindretal (P. E. Eriksen, Peter Larsen, Ellen Strange Petersen, Gerda Møller og Vestergaard Poulsen) kan tiltræde lovforslaget og de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag, men kan derimod hverken tiltræde flertallets eller mindretallets ændringsforslag vedrørende vejledning af unge kvinder i brugen af antikonceptionelle midler. Mindretallet anser det for betænkeligt at stemme for en isoleret begrænsning i forældres ansvar og myndighed over for mindreårige på et så betydningsfuldt område som det seksuelle. Det samme mindretal afviser ikke vejledning for 15-18-årige, men må kræve, at samtykke fra forældre eller værge til umyndiges oplæring i brug af præventive midler indhentes enten af barnet eller af lægen."
Under andenbehandlingen, hvor spørgsmålet om vejledning af unge kvinder i brugen af antikonceptionelle midler påny gav anledning til en omfattende debat, vedtoges det af flertallet fremsatte ændringsforslag om dette spørgsmål (15 års grænsen) med 84 stemmer mod 68, mens 1 medlem hverken stemte for eller imod.
Efter en fornyet udvalgsbehandling, der ikke resulterede i yderligere ændringsforslag, vedtoges lovforslaget med 117 stemmer mod 1 (Poul Nilsson (S)), mens 33 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.