L 51 Lov om ændring af lov om levnedsmidler m. m.

Af: Indenrigsminister Hans Erling Hækkerup (S)
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 239 af 08-06-1966
Ved loven ændres § 1, stk. 6, i lov nr. 174 af 28. april 1950 om levnedsmidler m. v., hvilken bestemmelse hidtil har haft følgende ordlyd:

„For så vidt en kommunes sundhedsvedtægt eller bestemmelser udfærdiget med hjemmel i sundhedsvedtægten indeholder strengere bestemmelser end de i denne lov og de i medfør heraf fastsatte bestemmelser, gælder sundhedsvedtægtens regler."

Der gives nu bestemmelsen følgende tilføjelse:

„I forbindelse med udfærdigelse af bestemmelser i henhold til denne lov kan indenrigsministeren dog bestemme, at regler i kommunernes sundhedsvedtægter vedrørende mælk, fløde og mælkevarer samtidig skal bortfalde."

Loven har nær tilknytning til den samtidig gennemførte lov om mælkekontrol (se foran under nr. 36). Den tilsigter at åbne vejen for, at de almindelige sundhedsmæssige forskrifter, som indenrigsministeren i medfør af den allerede i levnedsmiddelloven indeholdte bemyndigelse fastsætter for mælk m. v., kan blive udtømmende og få landsomfattende gyldighed, derved at tilsvarende bestemmelser i sundhedsvedtægterne ophæves.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Chr. Rasmussen (S), Søren Jensen (V), Niels Ravn (KF), Gunhild Due (SF), Svend Haugaard (RV) og Iver Poulsen (U)